Klima er også sikkerhedspolitik

Afhængighed af totalitære regimer og risiko for internationale konflikter vil snart gøre konsekvenserne af klimaforandringer mere følelige

Ukraines oplevelser med afbrudte gasforsyninger fra Rusland for nogle år siden gav stødet til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens omvendelse fra miljøskeptiker til bannerfører for et grønt samfund. På billedet ser man Ukraines udenrigsminister Petro Poroshenko og Anders Fogh Rasmussen, den nuværende generalsekretær for NATO. De taler sammen til et Nato-møde i Bruxelles d. 3. december 2009.
Ukraines oplevelser med afbrudte gasforsyninger fra Rusland for nogle år siden gav stødet til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens omvendelse fra miljøskeptiker til bannerfører for et grønt samfund. På billedet ser man Ukraines udenrigsminister Petro Poroshenko og Anders Fogh Rasmussen, den nuværende generalsekretær for NATO. De taler sammen til et Nato-møde i Bruxelles d. 3. december 2009. . Foto: SEBASTIEN PIRLET Denmark.

Blandt de mange gæster her i landet under klimatopmødet var millionbyen New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, og han besøgte blandt andet Danmarks største vindmøllepark ved Esbjerg. Bagefter sagde han i et tv-program:

"Vi er nødt til at satse på noget lignende. Vindmøller er langt bedre end at købe olie fra andre lande og sende vores penge til regimer, som ikke sætter pris på vores værdier og i mange tilfælde er hjemsted for terrorister."

Michael Bloomberg er ikke den eneste i USA, der fremhæver sammenhængen mellem klimapolitik og sikkerhedspolitik. Den sikkerhedspolitiske vinkel er et af de elementer, der har båret klimaforandringerne helt op i toppen af den amerikanske politiske dagsorden.

Mange amerikanere finder det selvmodsigende, at den vestlige verden i almindelighed og USA i særdeleshed på det globale landkort er i gang med en massiv overførsel af velfærd til lande, som man i bedste fald ikke sympatiserer med og i værste fald føler sig truet af.

Det er langtfra betryggende, at amerikanerne på grund af deres enorme olieforbrug via import fra andre lande rent faktisk er med til at understøtte regimer, der sjældent forsømmer en lejlighed til at kritisere USA i skarpe vendinger.

Hertil kommer usikkerheden i kraft af de svingende oliepriser, der kan have store konsekvenser for både forbrugere og virksomheder. For voldsomme udsving kan udløse rystelser for økonomien i hele den vestlige verden.

Af hensyn til olieforsyningerne har stabilitet gennem mange år været et hovedmål for USA's udenrigspolitik, særligt i forhold til Mellemøsten. Man har følt sig tvunget til at holde hånden over regimer, der ligger meget langt fra vestlige værdier. Det er én af forklaringerne på den militante islamisme og et stigende had til Vesten.

Præsident Obama formulerede under valgkampen i 2008 en målsætning om, at USA i løbet af kun 10 år skal gøres uafhængigt af importeret olie, og han begrundede det ikke mindst med sikkerhedspolitiske hensyn. Men dette mål kan ikke opnås uden en langt mere offensiv amerikansk klimapolitik.

HELLER IKKE herhjemme er sammenhængen mellem klimapolitik og sikkerhedspolitik gået hen over hovedet på politikerne.

Troværdige kilder fortæller, at det først og fremmest var Ukraines oplevelser med afbrudte gasforsyninger fra Rusland for nogle år siden, der gav stødet til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) omvendelse fra miljøskeptiker til bannerfører for et grønt samfund.

Rusland sælger gas til udlandet på kommercielle vilkår. Men i forhold til de nabolande, der tidligere var sovjetrepublikker, bruger man forsyningerne af gas som et internationalt instrument for ikke at sige et udenrigspolitisk våben.

Vil Vesteuropa blive bragt i en tilsvarende situation, når vi om nogle år vil være langt mere afhængige af de russiske gasforsyninger, end tilfældet er i dag? Nej, siger europæiske politikere, når man spørger dem. Men når mikrofonerne er slukket, er de knap så sikre.

Det er imidlertid ikke kun risikoen for afhængighed, der gør klimapolitik til sikkerhedspolitik. Klimaforandringerne kan meget vel i fremtiden, hvis de fortsætter i det nuværende tempo, fremkalde internationale modsætninger, kriser og endda krige.

Der bliver næppe tale om, at klimaændringerne udløser "klimakriser" eller "klimakrige". Men ændringerne i jordens klima vil forstærke problemer, vi allerede kender i dag, og som fører til voldelige konflikter. Det gælder i første række knapheden på ressourcer, ikke mindst det sparsomme vand, og presset fra masseindvandring.

EN VERDEN, der i dag opleves som farlig, kan altså på grund af klimaforandringerne blive endnu farligere. Derfor er sammenhængen mellem klimapolitik og sikkerhedspolitik ikke nogen teoretisk problemstilling, selvom man sidder trygt i lænestolen herhjemme og betragter de allerede kendte konsekvenser af klimaændringerne på behagelig afstand.

Uanset slutresultatet i Bella Center bliver der ikke tale om den bindende klimatraktat, som FN og den danske regering drømte om for nogle måneder siden. Der er åbenbart stadig ikke bred international forståelse for, hvor det sikkerhedspolitisk bærer hen.

Måske skal verden udsættes for et stort chok med afsæt i klimaforandringerne – en slags klimaets 11. september – før den helt store aftale kan falde endeligt på plads.

ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk