Manu Sareen, Pia Kjærsgaard og den utrolige modvilje mod alt tysk

Alt for mange steder i det kulturelle og politiske liv lever fordomme om tyskere videre

Alt for mange steder i det kulturelle og politiske liv lever fordomme om tyskere videre.
Alt for mange steder i det kulturelle og politiske liv lever fordomme om tyskere videre. Foto: .

Det er stadig helt almindeligt og endda socialt acceptabelt i Danmark at lufte sine fordomme om tyskere og Tyskland. Mens høfligheden og omtanken efterhånden præger omtalen af så mange andre grupper, der tidligere blev nedgjort på det groveste, støder man stadig på den åbenlyse og ukritiske modvilje mod alt tysk.

LÆS OGSÅ: En tour de force gennem fordomme

Det seneste eksempel fandt jeg i en børnebog fra sidste år. Den foregår i nutiden, og hovedpersonernes skole er solgt til en pølsetysker ved navn Von Zwettllerswein Gehundden, og alle elever skal fra nu af gå med bæfarvede skoleuniformer og synge tyske morgensange, som det hedder i handlingsreferatet. Bogens illustrationer viser en bistert udseende og skaldet mand med ridebukser og pisk. Munterheden i tonen er et tyndt lag fernis over det klassiske fjendebillede af tyskeren som sadistisk, prøjsisk, adelig officer med et navn, der klinger af både svin og hund, til lejligheden tilsat en latrinær association. Dette billede er forkert, tarveligt og uretfærdigt på så mange måder, at man næsten ikke orker at gå i rette med det.

Man kan forstå det, hvis de generationer, der selv har oplevet Besættelsen, har næret en vis modvilje mod tyskere, men på et tidspunkt må det jo holde op. Det gør det imidlertid ikke, og det er jo ingen trøst, at vi ikke er alene om det.

Da den tyske forbundskansler for nylig havde stået i spidsen for den økonomiske hjælpepakke til Grækenland, der reddede landet fra bankerot, reagerede nogle grækere med at kalde hende nazist. Det er tilsyneladende helt udsigtsløst at få slettet dette fjendebillede. Fortiden klæber til tyskerne, også på en helt anden måde end for eksempel for østrigerne. Det er på forunderlig vis lykkedes østrigerne at overbevise verden om, at Hitler var tysker, og at Beethoven var østriger.

Fordomme er selvfølgelig først og fremmest et menneskeligt problem. De stiller sig i vejen for både retfærdighed og ligeværdighed i samfundet, og derfor gør samfundet da også meget ud af at komme dem til livs. Vi har sågar et ministerium for ligestilling. Men lige meget nytter det, når det handler om Tyskland.

Yngre mennesker nærer samme fordomme mod tyskere som generationerne før dem. Ingen gider lære for eksempel at tale tysk, skønt det er det mest udbredte sprog i EU. Undskyldningen er, at det er svært, fordi der er så meget grammatik. Der er skabt en kollektiv blokering. På universitetet er det næsten umuligt at tiltrække studerende til kurser, hvor en del af pensum er på tysk.

Tyskland er vores nabo, vigtigste samhandelspartner og en meget stærk allieret i mange udenrigspolitiske spørgsmål.

Det hindrede imidlertid ikke en Pia Kjærsgaard i sidste år med umisforståelige hentydninger til den tyske fortid at mistænkeliggøre den daværende tyske ambassadør i København, Christoph Jessen, da spørgsmålet om grænsebevogtningen var oppe at vende.

Det var endnu en bekræftelse af den lov, som amerikaneren Mike Godwin har formuleret: Jo længere en debat om et hvilket som helst emne trækker ud, desto større er sandsynligheden for, at en af deltagerne inddrager sammenligninger med enten Hitler eller nazisterne.

Man kan som en supplerende læresætning til Godwins lov tilføje, at denne sandsynlighed stiger yderligere, hvis en tysker er inddraget i debatten.

Og børnebogens forfatter? Jo, han hedder Manu Sareen og er i mellemtiden blevet minister for ligestilling.