Der er trængsel i strømmen fra land til by. Urbanisering kalder vi det, når et stigende antal danskere i disse år vælger at bosætte sig i København eller i en af de andre større byer i Danmark. Mindre trængsel er der i strømmen, der går den modsatte vej.
Til gengæld er overvejelserne bag beslutningen, hos dem der vælger et liv udenfor de store byer, ofte mere grundige og resultatet af lang tids vejen for og imod.
Tidligere videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen holder meget af storbyens puls, men føler en helt anden ro, ikke som i stilstand, men som en stemning, efter hun er flyttet til Staby i Vestjylland. For journalisten Katrine Romme, der sammen med mand og tre børn er flyttet til Føns på Vestfyn, er det fascinerende, hvordan hendes og landsbyens sociale liv er helt løsrevet fra deres professionelle karrierer.
For forfatteren Morten Beiter, der på tiende år er bosat i Ringkøbing, handler det om at blive nulstillet i naturen, og for litteraturprofessor Anne-Marie Mai er hjemmet i Veflinge på Nordfyn en slags frodig forstad til København.
Læs de fires beretninger om at flytte fra by til land herunder.
Og send et billede til net@k.dk af det Danmark, du kender, så du kan være med til at nuancere billedet af livet udenfor landets største byer.
Roen ansporer til at stille de store spørgsmål
Charlotte Sahl-Madsen: "Jeg holder meget af storbyens puls, men jeg føler en helt anden ro ved at være kommet tilbage til Vestjylland. Ro - ikke som i stilstand, men som en stemning, hvor det ikke blot er trygt, men nærmest ansporende at stille de helt store spørgsmål i tilværelsen. Min livsnysgerrighed og eksistentielle appetit er enorm, og den er bestemt ikke blevet mindre af at bo i Vestjylland."
Drømmen om at få en have
Katrine Romme: ”I København smelter arbejdsliv og privatliv mere sammen. Her i Føns pendler alle ud for at arbejde. Når vi mødes her i byen og er sociale, så er det helt løsrevet fra vores professionelle karriere. Det, synes jeg, er fascinerende. Rent fysisk skaber det en positiv kontrast mellem ens arbejde og ens hjemlige liv.”
Naturen nulstiller mennesket
Morten Beiter: ”Naturens kræfter har en magisk evne til at nulstille mig, uanset hvordan jeg har det. Det er ligesom et par krøllede bukser, der kommer under et strygejern.”
Man møder sig selv i provinsen
Anne-Marie Mai: "Jeg ville ikke være flyttet herud alene, for så var jeg blevet mere sær, end godt er. I storbyen kan man hele tiden spejle sin ensomhed i andre, men her bliver man konfronteret med sig selv på en anden måde, og det kræver, at man har nogen at dele sit liv med."