Et stort vokslys brændte ved Erling Tiedemanns kiste. Det blafrende lys er Påskelyset, og som det er skik ved begravelser i den katolske kirke, var påskelyset tændt for at minde om, at Kristus er verdens lys, da en bred skare af begravelsesgæster lørdag formiddag tog plads i den katolske domkirke Sankt Ansgars Kirke i København for at deltage i Erling Tiedemanns begravelse.
Der er plads til knap 300 i kirken, og ti minutter før requiemmessen måtte man tage til takke med en ståplads. Erling Tiedemann, der døde 2. juledag 2015, blev 83 år og var i årtier en markant stemme i debatten. Først som amtsborgmester i Vejle Amt i to årtier, siden som formand for Det Etiske Råd og som debattør. Og gennem hele tilværelsen var den kristne tro hans ledetråd.
Se billeder fra begravelsen nederst i artiklen
Som det blev fremhævet i talen ved kisten, var den økumeniske dialog en integreret del af hans kristne engagement, og som et levende billede på det blev messen indledt med en procession, hvor den katolske biskop Czeslaw Kozon sammen med Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen og domprovst Anders Gadegaard og flere andre folkekirkepræster gik ind i kirken. På bænkene sås repræsentanter fra Missionsforbundet, Apostolsk Kirke og Frelsens Hær, mens Grundtvigs løfterige salme ”Den signede dag med fryd, vi ser” fyldte kirkerummet.
Ved en katolsk begravelse er det skik, at den nære familie læser tekster fra Bibelen. En svigerdatter og flere børnebørn læste, inden biskop Czeslaw Kozon prædikede. Når der er begravelse i den katolske kirke, anbefales det, at man skal fokusere på opstandelsen og det evige liv, og talen skal i mindre grad dreje sig om afdøde.
”Når vi i dag er samlet til Erling Tiedemanns begravelse, kommer man dog ikke i noget dilemma angående disse to hensyn – forkyndelse af målet med det kristne liv og at befatte sig med Erlings person. Erlings liv var i såden en grad omgivet af og indpodet i livet med Kristus, at det meste af det, vi husker og værdsætter ham for, afspejlede hans kristne tro,” lød det fra den katolske biskop, som bar lilla messetøj.
I den katolske kirke bruger man advents- og fastetidens lilla farve ved begravelse.
Biskoppen fremhævede hans engagement i Danske Kirkers Råd og Bibelselskabet. Bibelselskabets generalsekretær, Birgitte Stoklund Larsen, og forhenværende kirkeminister Torben Rechendorff, som i mange år sad i bestyrelsen med Erling Tiedemann i Bibelselskabet, var blandt de fremmødte. Desuden sad han i forretningsudvalget i Danske Kirkers Råd, der også var repræsenteret i kirken.
Hans optagethed af dialog mellem religioner og særligt samtalen mellem kristne og muslimer blev også fremhævet i talen. Forfatteren Benny Andersen sad i kirken sammen med ægtefællen Elisabeth Ehmer. I sommers udgav Benny Andersen bogen ”Sådan kan islam også være”, hvor han havde et tæt samarbejde med Tiedemann. For Elisabeth Ehmer gik relationen tilbage til årene i amtsrådet i Vejle, hvor de var politiske kollegaer, ligesom han var hendes børns skoleleder på Skt. Norberts Skole i Vejle.
Erling Tiedemanns hustru, Vivian Tiedemann, kunne ikke selv være til stede i kirken på grund af sin demenssygdom, men hun smilede til de fremmødte fra et sort-hvidt foto. Tiedemanns nære forhold til ægtefællen blev fremhævet af Kozon.
”Ved siden af Erling kunne hun for udenforstående umiddelbart virke som en stilfærdig baggrundsperson; men ud over at hente sin styrke fra Gud og øse af det, han selv var god til, så var Vivian også en stor uundværlig støtte, inspirator og ikke mindst kærlig hustru.”
Erling Tiedemann fremhævede gerne, at katolik ikke var noget, man var alene. Og mange fra den katolske kirke var mødt op for at tage afsked. Sankt Ansgars Kirke var om noget Erling Tiedemanns kirke. Her blev han døbt, og her var han i en årrække messedreng, hvilket han selv angav som grunden til, at han blev knyttet til kirken, og siden kom han her jævnligt. Sidst var ved midnatsmessen juleaften.
Da Erling Tiedemanns begravelse var en requiemmesse, var der nadver og en rituel afsked ved kisten. Først blev kisten bestænket med indviet vand til et minde om dåben og det løfte, som Erling Tiedemann modtog i dåbens ritual. Og som et udtryk for respekt for det liv, afdøde havde levet, svingede biskoppen røgelsen, inden han sagde:
”Dit legeme var Helligåndens tempel. Måtte det, som blev sået i forgængelighed, opstå i uforgængelighed.”
Det blev sønnen Jens Tiedemann, som fik det sidste ord i kirken. Med sit retoriske overskud gav han mindelser om sin afdøde far. Sådan gik det til, at både røgelse og latter fyldte rummet, inden kisten blev båret ud, og trafikken i Bredgade for en stund måtte stoppe for en stor skikkelse på vej mod jordfæstelse på Katolsk Vestre Kirkegård.
På Erling Tiedemanns gravsten skal der stå: ”Det er stort at være menneske”.
