Sådan bør du agere, når du møder et begravelsesfølge

Vi har ikke længere et fælles kodeks for, hvordan vi skal håndtere et pludseligt møde med en rustvogn ...

Vi har ikke længere et fælles kodeks for, hvordan vi skal håndtere et pludseligt møde med en rustvogn eller et begravelsesfølge, og kommer derfor ofte til at opføre os hensynsløst eller decideret upassende Iris

Stop op, sænk blikket og sluk mobilen. Sådan lyder nogle af rådene fra præster og bedemænd, der oplever, at mange helt har mistet fornemmelsen for, hvordan de skal reagere, når de møder et begravelsesfølge eller en rustvogn

Præster og bedemænd oplever gang på gang, hvordan joggere i højt tempo, grinende veninder med barnevogne og fodgængere engageret i mobilsamtaler vader ind mellem efterladte, der står midt i et sidste farvel efter en bisættelse.

Mange har ganske enkelt mistet fornemmelsen for, hvordan de skal forholde sig, når de møder døden midt i deres egen travle hverdag, siger de. Her er fem gode råd til, hvordan du selv kan vise hensyn, når du møder et følge eller en rustvogn. 

Rådene er udarbejdet sammen med sognepræst Rikke Juul og bedemand Solveijg Ritzau.

1 - Stop op eller vælg en anden vej
Det er forståeligt, at du kan blive forvirret og i tvivl, om hvad du skal gøre, når du møder en gruppe sørgende foran en kirke. Du kan derfor med fordel holde dig til to muligheder: Hvis du føler dig tilpas med det, kan du stoppe op og vente, til rustvognen er kørt. Hvis du har meget travlt eller ikke bryder dig om at standse, må du vælge en anden vej. Enten en helt anden rute eller i det mindste det modsatte fortov. Gå ikke gennem gruppen af sørgende.

2 - Sænk blikket og stemmen
Vælger du at stoppe op, betyder det ikke, at du skal deltage indlevende i de efterladtes sidste farvel. Det kan opfattes som upassende, når nogen står og kigger. Hold dig derfor på afstand og sænk dit blik. På den både viser du, at du ser og forstår, hvad der foregår og gerne vil vise respekt for øjeblikket. Du skal selvfølgelig holde op med at tale og grine og undlade at tale i telefon.

3 - Respekter rummet mellem de efterladte og rustvognen
Når rustvognen kører fra kirken, følger de efterladte og sørgende typisk vognen med blikket til den enten er ude af syne eller drejer om et hjørne. Undgå i det omfang du overhovedet kan at gå eller køre ind i de efterladtes synsfelt og obstruere deres udsyn til rustvognen. Respekter, at dette lille stykke af gaden i dette sidste og meget betydningsfulde øjeblik tilhører den afdøde og de efterladte.

4 - Vær opmærksom på rustvogne i trafikken
Når en rustvogn kører gennem trafikken med en afdød, kører den typisk i et langsommere tempo. Lad være med at dytte af vognen eller råbe af bedemanden bag rettet, og forsøg i det omfang trafikken tillader det at tage ekstra hensyn. Nogle rustvogne har et følge af biler, der køres af den afdødes efterladte. Vent i det omfang du kan med at køre frem, til du kan se, at alle biler er kommet med, så du undgår et bryde følget.

5 - Giv de gode råd videre til dine børn
Vis dit barn, hvordan det skal forholde sig til et møde med en rustvogn og en gruppe efterladte med dit eget gode eksempel. Du kan sagtens bruge en konkret oplevelse som eksempel og anledning til at tage emnet op, men lad være med at gøre det i den aktuelle situation foran de efterladte. Det er de efterladtes tid og rum, og det skal du og dit barn respektere. Når I kommer hjem, kan I tale om det, I så, og hvorfor I viste hensyn.