Læs prædiken af Søren E. Jensen

Hjælpepræst Søren E. Jensen har været part i en intens debat om teologi og tjenstlige samtaler. En prædiken fra hans nye prædikensamling lader læseren selv vurdere teologens retorik

Læs prædiken af Søren E. Jensen
Læs prædiken af Søren E. Jensen. Foto: Paw Gissel.

3. søndag i adventluk 1,67-80
”... solopgangen fra det høje vil besøge os.”

Denne præst påstod for nylig, at Kristus er hovedpersonen i samtlige af kirkeårets tekster. Den slags påstande skal man åbenbart være forsigtig med, for medmindre man skævvrider dagens tekst langt ud over det rimelige, kommer vi ikke uden om, at det ikke er Jesus, men Johannes, som teksten kredserom. Det er Johannes, som faderen kalder den højeste profet, som skal lære folket at kende frelsen. Heldigvis får faderen også sagt, at Johannes skal gå foran Herren – det vil sige Kristus – så helt glemt er evangeliernes sande hovedperson altså ikke.

Men når Kristus ikke spiller den store rolle, skyldes det, at vi her i adventstiden befinder os i en ventesituation. Det ligger ligefrem i selve ordet advent, der betyder ”kommer til”; det vil sige, at vi kommer til en begivenhed, som er så velkendt, at præsten ikke vil nedvurdere menigheden ved at fortælle, hvad der tænkes på. 

I øjeblikket skal vi med andre ord ikke leve i nuet; vi skal leve i forventningens glæde og satse hele butikken på, at der i den nære fremtid sker noget overordentligt glædeligt.

Desværre er det ikke særlig let, da dramatikeren Jokum Rohde den anden dag med overbevisende argumenter aflivede enhver fremtidstro i en radioudsendelse. Anledningen var Jokum Rohdes forhold til en anden stor profet, nemlig rocksangeren David Bowie, som tilbage i halvfjerdserne havde et forbløffende instinkt til at forudse enhver udvikling. Bowie vidste ikke bare, hvad der skete; han vidste også, hvad der ville ske, og hans produktion fra de år er i ordets egentlige forstand banebrydende, specielt når det gælder hans såkaldte Berlin-trilogi – ”Low”, ”Heroes” og ”Lodger” – som udkom i henholdsvis 1976, 1977 og 1979 sideløbende med, at Bowie havde mere end en finger med i Iggy Pops to klassikere fra disse år, ”The Idiot” og ”Lust for Life”; det er helt afsindigt så produktiv, David Bowie var på det tidspunkt. 

Når man kalder det for ”Berlin-trilogien”, er det faktisk lidt af en tilsnigelse, da det meste af materialet er indspillet andre steder i Europa, men det er en kendsgerning, at Bowie rent faktisk boede i Berlin eller helt præcis Vest-Berlin, da pladerne udkom, fordi han fornemmede, at det var her, det skete, og det er i sig selv sensationelt, da Bowie på det tidspunkt allerede var et verdensnavn, som solgte flere plader end selveste Elvis Presley. Til gengæld var Berlin langt fra fashionabelt, sådan som det i dag er tilfældet. Tværtimod var det en by præget af druk, indvandrere, arbejdsløshed og klaustrofobi, indrammet som Vest-Berlin var af det daværende DDR.

Men hvordan boede den feterede kunstner så helt konkret? Det ved de færreste faktisk, skønt der efterhånden er skrevet lige så meget Bowie- som Jesuslitteratur. Derfor ved vi også, at Bowies præcise adresse i Vest-Berlin var Hauptstrasse nummer 155, og som en anden pilgrimsrejsende drog Jokum Rohde nu til Berlin, fordi han med egne øjne ville se det sted, hvor Bowie i sin tid havde begået sine hovedværker.

Hauptstrasse 155 skulle vise sig at være svær at opspore. Jokum Rohde fandt ganske vist gaden, som viste sig at ligge i et af Berlins mere skumle kvarterer, men til Rohdes bitterhed hørte gadens husnumre op, inden de nåede nummer 155, og skuffet og fortvivlet steg han på en bybus i den tro, at Hauptstrasse 155 blot var en del af den enorme mytologi, som i dag er opstået i dyrkelsen af halvfjerdsernes David Bowie.

På busturen tilbage til hotellet skete der imidlertid noget mirakuløst. Pludselig dukkede Hauptstrasse atter op; gaden er sandsynligvis blevet splittet under Berlins deling. Nu så Jokum Rohde Hauptstrasse 155; han gik endda ind i opgangen og op ad de trapper, som Bowie for snart 40 år siden også havde betrådt, mens han skabte noget af det mest evige musik i hele rockhistorien. Jokum Rohde kom ligefrem helt op til den lejlighed, hvor den ikoniske David Bowie engang havde boet i sin allervigtigste kunstneriske periode, men det skulle man vide på forhånd, for der var ikke skyggen af markering af berlinerlejlighedens fantastiske fortid. Lejligheden var på ingen måde lavet om til museum, sådan som man godt kunne formode, når man tænker på det nutidige Berlins utrolige fortidsfokusering; ikke så meget som en mindeplade var der sat op, tværtimod kunne Jokum Rohde inde fra Bowies gamle lejlighed høre familielarm og tyrkisk musik. 

Oplevelsen gjorde på en gang Jokum Rohde chokeret og eftertænksom. Chokket bestod i, at Rohde for alvor blev klar over, at hans store helt virkelig havde opnået sit helt store, kunstneriske højdepunkt i aldeles hverdagsagtige omgivelser, til trods for at Bowie kunne have boet på et slot, hvis han havde haft lyst til det. Eftertænksomheden handlede om, at det i dag ikke længere var muligt at skabe profetisk kunst, heller ikke i Hauptstrasse 155, og slet ikke for David Bowie, som for længst har mistet sin status som den store seer. Det skete allerede i firserne, hvor Bowie krampagtigt forsøgte at bevare sin position med et usædvanligt ynkværdigt resultat til følge. Som rockkritikeren Klaus Lynggaard engang har sagt i en anden radioudsendelse med henvisning til Bowies firserproduktion: ”Så galt kan det gå, når man stopper med at tage stoffer.”
 I halvfemserne kom Bowie imidlertid stærkt igen, men nu var det ikke længere som rockprofet, men derimod som en bevidst bagudskuende kunstner, da Bowie begyndte at citere fra sine egne værker. Det skulle ironisk nok blive Bowies sidste profeti, da det også var i halvfemserne, at retro- og neonostalgibølgen opstod, og den lever lystigt videre på snart tyvende år. Det betyder, at der findes voksne mennesker, som er opvokset i én stor retroverden, og det kan man i øvrigt også godt se på dem med deres tåbelige halvfjerdserbriller og hipsterstrikhuer. 

I Jokum Rohdes begrebsverden lyder det, at vi ikke lever i en nutid, men derimod det, som han kalder for en ”al-tid”. Der er ingen fremtid, der venter os, men der er for så vidt heller ingen fortid, da al-tidens kultur er en stor sammenkogt ret af forskellige traditioner, og sådan har det allerede været så længe, at selv retroen nu er retro. 

Hvis Jokum Rohde har ret, så har adventstiden ikke en chance, da vi ikke længere er i stand til at glæde os til noget. Hvis vi vil, kan vi fejre juleaften i februar, vi kan fejre juleaften hver aften, eller vi kan slet ikke fejre juleaften; det kan være fuldstændig lige meget, da al-tiden er uden normer. 

Det kan man blive helt vanvittig af at tænke over, og her er der så sandelig behov for et trøstens ord, og det findes da heldigvis også. For selvom vi i al-tidens kultur har svært ved at glæde os til juleaften – eller glæde os til noget som helst andet – så er den overordnede visdom i hele kristendommen, at ting ændrer sig, også når vi mindst venter det. Da Jesus blev født, stod kulturen også i stampe, og med et blev alting alligevel nyt. Og det vil ske igen og igen, det må vi tro på, eller sagt på en anden måde: Den beskedne trøst midt i al-tidens virvar er, at vi en dag kan glæde os til igen at være i stand til at glæde os til noget. Det virker lige nu ufatteligt, men kristendommen lærer os, at ”solopgangen fra det høje vil besøge os”, som det så smukt udtrykkes i dagens tekst.
Amen!