Nyt kirkehus i Ringkøbing er i dyb krise

Byens 115 år gamle musikskole blev under store protester revet ned i sommer. Nu skal menighedsrådet måske så hullet i jorden til med græs, for byggeriet blev dyrere end beregnet, og der er ikke flere penge at hente i provstiudvalget til det ønskede, nye kirkehus

Sådan så den 115 år gamle musikskole i Ringkøbing ud. Nu er den revet ned, og der er skabt ny usikkerhed om, hvornår opførelsen af det ønskede nye kirkehus kan gå i gang. Menighedsrådet har fået nej til øge et lån med de nødvendige 3,5 millioner kroner.
Sådan så den 115 år gamle musikskole i Ringkøbing ud. Nu er den revet ned, og der er skabt ny usikkerhed om, hvornår opførelsen af det ønskede nye kirkehus kan gå i gang. Menighedsrådet har fået nej til øge et lån med de nødvendige 3,5 millioner kroner. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

”Ikke for at træde i det. Men hvis denne kommune og denne kirke havde været ledet af nogle bare lidt mere forstandige og fremsynede mennesker, så havde Ringkøbing nu været godt på vej til at få et smukt menighedshus indrettet i en bygning, som fortjente at blive restaureret. Og vel at mærke til en pris, som man havde haft råd til at betale. I stedet har man nu fået et hul i jorden, som man kan gå og kigge ned i...”
Sådan lyder noget af den kommenter, som en af Ringkøbings borgere, Morten Beiter har skrevet på borgerinitiativet Bevar Ringkøbing Bymidtes Facebookside.

Flere har lige som Morten Beiter været inde og kommentere på nyheden om, at provstiudvalget onsdag sagde nej til at øge et lån til Ringkøbing menighedsråd med 3,5 millioner kroner. Penge som menighedsrådet mangler for at kunne opføre et nyt kirke- og menighedshus på den tomme grund i midtbyen, hvor byens tidligere musikskole lå.
 
”Hvordan kan det nå så vidt? Hvem har hjerne i dette utilgivelige at nedrive uden budget ? Måske I skulle have lyttet til byens ønske. Dette gælder også alle politikere - hvor sover i henne?”, skriver en anden borger, Hanne Marie Nielsen.

Der har tidligere været stor utilfredshed blandt en lang række af Ringkøbings borgere over, at menighedsrådet købte byens 115 år gamle musikskole i byens centrum for at rive den ned og opføre et nyt kirkehus. Mange ønskede i stedet, at menighedsrådet skulle bevare og restaurere den gamle skolebygning til formålet. Men menighedsrådet købte skolen med henblik på nedrivning efter aftale med kommunen, der også skulle godkende byggeplanerne for det nye kirkehus. I sommer blev skolen så revet ned, men efter licitationen blev det klart, at byggeriet af det nye kirkehus ville blive 4,5 millioner kroner dyrere end beregnet. Derfor søgte menighedsrådet om et forhøjet lån hos provstiudvalget, der i forvejen har bevilget et lån på 6,5 millioner kroner.

”Nu hvor provstiudvalget har sagt nej, må vi selvfølgelig i gang med at finde alternative planer. Vi må blandt andet have en snak med kommunen i forhold til de krav, de har stillet omkring det nye byggeri. Men konsekvensen kunne blive, at vi må dække hullet til og så græs. Det kan være en løsning på kort sigt, for vi ejer jo stadig grunden,” siger Poul Agergaard, der er formand for Ringkøbing menighedsråd.

Poul Agergaard fortryder dog ikke, at den gamle musikskole blev revet ned, og at menighedsrådet ikke i stedet lod den restaurere.

”Vi købte jo det hus under forudsætning af og med tilladelse til at rive det ned. Men jeg håber meget, at vi mere i fællesskab i byen kan se på nye muligheder for vores kirke- og menighedshus.”

Tidligere Amtsdirektør og direktør i Region Midt, Lars Hansson er aktiv i både borgerinitiativet Bevar Ringkøbing Bymidte og Ringkøbing Bevaringsforening. Han undrer sig meget over, at menighedsrådet valgte at rive den gamle skole ned, før man kendte den reelle pris for nybyggeriet.

”Man kender aldrig de reelle udgifter, før licitationen har fundet sted. Hvis man nu havde kendt prisen og vidst, at nybyggeriet ville blive væsentligt dyrere, så havde man haft mulighed for at renovere den gamle bygning,. Noget man jo også kunne søge fondsmidler til. Nu har vi så et hul i stedet for. Personligt synes jeg, at man skulle sætte en dygtig arkitekt til at kigge på grunden - og så lave den til en pæn plads i byen.”

Debatten om den gamle musikskoles skæbne har med Lars Hanssons ord været med til at skabe engagement for bevaringsspørgsmål i byen.
 
”Det har skærpet folks generelle forståelse for, at Ringkøbing er en by, der er værd at bevare - men at bevaring ikke sker af sig selv. Det kræver en indsats. Det er den positive side af sagen, men modsat kan man sige, at vi jo tydeligvis ikke er enige. Jeg håber ikke, det har skabt en negativ splid, der kommer til at præge byen.”