Ti fællestræk ved selvmordsadfærd

En selvmordstruet person kan kendes på de følgende træk

©BERTRAND BECHARD/MAXPPPNANTES (44) LE 31 05 2007JEUNE FILLE EN DEPRESSION ILLUSTRATIONS ADOLESCENCE, MAL DE VIVRE, STRESS, MEDICAMENTS
©BERTRAND BECHARD/MAXPPPNANTES (44) LE 31 05 2007JEUNE FILLE EN DEPRESSION ILLUSTRATIONS ADOLESCENCE, MAL DE VIVRE, STRESS, MEDICAMENTS.

Kilde: Center for Selvmordsforskning

1. Den selvmordstruede oplever en uudholdelig psykisk smerte, som han vil flygte fra. Formålet med selvmordet er at bringe bevidstheden til ophør og derved komme væk fra smerten.

2. Selvmordsadfærd er ofte en reaktion på uopfyldte psykiske behov. Det kan være behov for f.eks. omsorg, tryghed, kærlighed og respekt.

3. Formålet med selvmord er at søge en løsning, en vej ud af et dilemma, et problem, en krise, som er forbundet med stor smerte. Personer, der har overlevet selvmordsforsøg, vil ofte sige: Det var det eneste, jeg kunne gøre eller: Jeg kunne ikke se anden løsning. Den selvmordstruede
ønsker en pause eller en ændring.

4. Selvmordsadfærd skal forstås som en stræben efter at slukke bevidstheden for at undslippe en ubærlig smerte. Selvmordsadfærd er således ikke en stræben efter selve døden, men derimod efter en tilstand, hvor bevidstheden er uvirksom.

5. Den selvmordstruede føler håbløshed, hjælpeløshed, skuffelse og afvisning. Af disse følelser fremhæves håbløshed som den mest centrale. Der er ikke andet, jeg kan gøre, bortset fra at begå selvmord. Der er ingen, der kan hjælpe mig. Også følelsen af ensomhed er fremherskende.

6. Selvmordsadfærd er forbundet med ambivalente følelser. Følelsen af, at der ikke findes nogen anden udvej, eksisterer side om side med håbet om, at en løsning alligevel skulle dukke op. Nogle planlægger ligefrem
selvmordshandlingen sådan, at nogen kan komme og redde dem.

7. Den selvmordstruede har et indsnævret perspektiv på sin tilværelse, også kaldet kikkertsyn. Verden opleves som gennem en kikkert det, som er i synsfeltet (problemet), antager voldsom størrelse, og det, der ligger udenfor (hjælpen, mulighederne, livet), kan den selvmordstruede
ikke få øje på.

8. Selvmordshandlinger er udtryk for flugt, hvor selvmordet er udtryk for den ultimative flugt, kan selvmordsforsøget opfattes som udtryk for ønske om en pause eller hjælp.

9. Den selvmordstruede forsøger at formidle sine selvmordstanker til omgivelserne i ord og handling. Udsagnene kan være direkte: Jeg vil ikke leve mere, men ofte kommer selvmordstankerne til udtryk via antydninger og indirekte udsagn som f.eks.: Jeg kan ikke holde det ud længere, Jeg vil ikke mere jeg er bare så træt af det hele eller: Bare jeg ikke var her mere. Selvmordshensigt kan desuden komme til udtryk gennem handlinger, der har karakter af afslutning, som f.eks. at
give personlige ejendele væk eller gøre personlige forhold op.

10. Et fællestræk for mennesker med selvmordsadfærd er, at de har uhensigtsmæssige mestringsstrategier. Ofte kan det hos et selvmordstruet menneske påvises, at problemfyldte situationer er blevet søgt løst ved afbrud eller flugt. Det selvmordstruede menneske har ofte ikke evnen til at arbejde sig gennem en krise og derfor heller ikke erfaringen for, at det er muligt at komme igennem en svær tid.

Modelbillede. Mand med selvmordstanker.
Modelbillede. Mand med selvmordstanker. Foto: MICHAEL MEDGYESI