Kort tid efter murens fald, da euforien var ved at lægge sig, begyndte politikere og kommentatorer at erklære, at Den Kolde Krig var slut. Det var måske ikke så overraskende, for muren var uden sammenligning det stærkeste symbol på Den Kolde Krig, og når den var væk, var det oplagt at afblæse den.
Nu måtte konfrontationen ophøre med den konstante rivalisering og det udmarvende våbenkapløb, og med de utallige andre modsætninger, der havde været med til at definere en krig, der ikke var en konventionel krig. Det føltes helt naturligt for mange at sige, at den nu var forbi. Men sagen er, at den Kolde Krig var en uerklæret krig.
Der havde aldrig været nogen, der gik ud og sagde, at nu starter vi Den Kolde Krig. Den sneg sig ind på Europa og verden som en tilstand uden navn. Det fandt man først på hen ad vejen. Skulle man så gå ud nu og erklære, at Den Kolde Krig var forbi?
For mig at se var Den Kolde Krig en tilstand, der opstod, fordi Stalin og det totalitære system, han havde skabt i Sovjetunionen, havde brug for konstant spænding, krise og konflikt for at legitimere sit terrorvælde i Sovjetunionen og Østeuropa.
Den Kolde Krig tog form under Stalin, men det var ikke ham som person, men det totalitære system, der holdt liv i den. Derfor døde Den Kolde Krig ikke, da Stalin døde, men blev videreført af hans efterfølgere, fordi det totalitære system blev ved med at bestå.
Hannah Arendt har i sin bog The Origins of Totalitarianism beskrevet Stalintidens udrensninger som »et instrument for permanent ustabilitet«. Det er en præcis definition af totalitære systemers behov for uro og ustabilitet for at opretholde deres kontrol under dække af at sikre ro og stabilitet. Det er også et effektivt middel til at aflede opmærksomheden fra et politisk systems virkelige problemer. Arendt ser fuld parallelitet mellem Hitlers og Stalins brug af permanent ustabilitet som redskab.
Stalin havde først ladet millioner af sine egne borgere myrde i et omfang, verden ikke havde set, og sendt millioner af andre i koncentrationslejre, længe inden Hitler begyndte på den slags. Det var en magtsyg galnings ønske om total kontrol over sit land og siden om at bevare grebet om sit imperium og de besiddelser, man havde udvidet imperiet med under krigen. Erfaringerne fra Molotov-Ribbentrop-pagten havde inspireret Stalin og vist ham, hvad der skulle til for at skabe ekspansion.
Den Kolde Krig var med til at konsolidere det totalitære styre ved at give det legitimitet og berettigelse. Totalitarismen var Den Kolde Krigs forudsætning. Man kan også sige, at de var hinandens forudsætninger eller raison d’etre i en symbiotisk omfavnelse, der holdt liv i dem begge i over fire årtier. Men i det øjeblik Sovjetunionen gik i opløsning, og det totalitære system og behov forsvandt, så var der heller ikke nogen Kold Krig tilbage. Der skulle ingen erklæringer til for at stoppe den. Den Kolde Krig hørte op med at eksistere.
Det var et spørgsmål om udbud og efterspørgsel på det storpolitiske marked. Da totalitarismens efterspørgsel på krise, spænding og usikkerhed stoppede, var der pludselig ingen afsætning for de produkter, som Den Kolde Krig havde kunnet levere nærmest på kommando fra Kreml. Markedet forsvandt, og luften gik ud af Den Kolde Krig. Den var blevet hjemløs og overflødig.
Stalins paranoide besættelse af sikkerhed, sin egen og nationens, var tæt forbundet med hans og hans fællers oplevelse af sovjetisk svaghed og frygten for at blive overlistet af USA og de andre vestmagter, som altid var foran i militær teknologi og kunne så meget, som russerne ikke kunne.
Det red ham som en mare, at Vesten og især USA skulle opdage, hvor svagt og tilbagestående Sovjetunionen i virkeligheden var. Han havde god grund til sin paranoia både på grund af landets sande tilstand, og fordi han vidste, at han og systemet savnede enhver form for legitimitet, for alt hvilede på bedrag, tvang og vold. Forudsætningen for at opretholde systemet og Sovjetunionens gigantiske sikkerhedsapparat både indadtil og i form af det militære beredskab udadtil var, at man kunne sandsynliggøre usikkerheden og truslerne, både de indre og de ydre.
Den Kolde Krig var leveringsdygtig i begge dele. Det værste, der kunne ske, var, at usikkerheden forsvandt. Ingen usikkerhed – ingen grund til eller berettigelse for at opretholde terrorvældet. Da der i realiteten ikke fandtes nogen reelle trusler mod Sovjetunionen eller de sovjetiske besiddelser i Østeuropa, gjaldt det om at opfinde dem og opretholde en konstant stemning af spænding og krise. Den Kolde Krig hvilede på spin og opspind.
Af samme grund var Den Kolde Krig heller ikke noget, der stoppede eller havde brug for en erklæring for at stoppe. Derfor er det lidt af en logisk brist, når de to russiske historikere Vladislav Zubok og Constantine Pleshakov i deres Inside the Kremlin’s Cold War skriver: »... Den Kolde Krig sluttede og Sovjetunionen selv kollapsede.« Det er vigtigt at forstå, at det skete i omvendt rækkefølge – Sovjetunionen og det sovjetiske imperium kollapsede, og så sluttede Den Kolde Krig.
Men det er korrekt, som de to forfattere skriver følgende, at »efter årtiers rivalisering med Vesten erkendte de sovjetiske eliter, at USSR havde tabt den politiske og økonomiske konkurrence med USA og ikke kunne fortsætte uden reformer, tynget af de byrder, der var påført af systemets egne indre modsætninger.«
Den erkendelse havde dog ikke nogen særlig lang holdbarhed. Allerede under Boris Jeltsin begyndte stærke, nationalsindede kræfter at tage afstand fra den form for defaitisme og kæmpe for genoprettelsen af Ruslands storhed og nationale stolthed.
Hvad de to forfattere forsøger at gøre, er at dele sol og vind mere lige og ikke kun lægge al skyld og ansvar for Den Kolde Krig på Sovjetunionen. Det kræver imidlertid, at man renser Stalin for en del af de synder, han er blevet tilskrevet af andre politikere og koldkrigshistorikere. Men det afholder ikke Zubok og Pleshakov fra at gøre forsøget. Uanset Stalins ry som en skånselsløs tyran, skriver de, var han ikke rede til at vælge en kurs mod uhæmmet, ensidig ekspansion efter Anden Verdenskrig.
Han ville undgå konfrontation med Vesten og ønskede at samarbejde med vestmagterne som den foretrukne måde til at underbygge sin indflydelse og løse sprængfarlige internationale konflikter. Det får Zubok og Pleshakov til at konkludere: »Derfor var Den Kolde Krig ikke hans valg og ikke hans opfindelse.« Det er en voldsom tilsnigelse og i bedste fald udtryk for historisk ønsketænkning, selv om de to forfattere har ret i, at man ikke kun kan bebrejde Stalin og hans efterfølgere for ene og alene at være skyld i, at Den Kolde Krig fortsatte i så mange år.
De nævner både Eisenhower, Dulles og andre vestlige ledere, der altid havde satset på at øge Vestens militære styrke og tvinge Moskva til militære indrømmelser. Der er ingen tvivl om, at der var kræfter og interessegrupper i Vesten, der søgte konflikt og konfrontation for at holde Sovjetunionen nede. Det var jo en veldefineret del af Kennans inddæmningsstrategi. Og der er ikke mangel på vestlige historikere, der gør sig umage for at fremhæve vestlige lederes andel i at vedligeholde Den Kolde Krig.
Men de to russiske forfattere overser, at den højeste prioritet for de frie markedsøkonomier i de vestlige demokratier ikke var konfrontation med Sovjetunionen, men økonomisk vækst for at sikre deres vælgeres velstand og velfærd.
Der var en afgrundsdyb forskel mellem Vestens politiske værdier og mål og Sovjetunionens militariserede planøkonomi, hvor hensynet til forsvar og sikkerhed altid overskyggede befolkningens levestandard og sociale tryghed.
Sagt med en populær kliche var det altid kanoner frem for smør, de sovjetiske ledere prioriterede højest. Fra Stalin til Gorbatjov var målet at overhale USA og de andre kapitalistiske lande, så kommunismen kunne gå sin sejrsgang over hele kloden. Men et var teori, og praksis noget helt andet. Det lykkedes aldrig at indhente eller overhale de kapitalistiske lande, før økonomien bukkede under, og den kommunistiske model nedsmeltede.
ANNONCE: Køb bogen her