Pave Frans' forbillede kastede sig med stormende lidenskab ud i livet

For første gang udkommer biografien om Frans af Assisi på dansk. I et folkeligt og fortællende sprog beretter Hermann Hesse om den åndelige leder – som sidenhen er blevet et forbillede for pave Frans. Læs et uddrag fra bogen her

DGA517171 St. Francis of Assisi Receiving the Stigmata (oil on canvas) by Guercino (Giovanni Francesco Barbieri) (1591-1666); Museo Pinacoteca San Francesco, San Marino; De Agostini Picture Library; Italian,  out of copyright
DGA517171 St. Francis of Assisi Receiving the Stigmata (oil on canvas) by Guercino (Giovanni Francesco Barbieri) (1591-1666); Museo Pinacoteca San Francesco, San Marino; De Agostini Picture Library; Italian, out of copyright. Foto: Bridgeman/Scanpix.

Nu skete det i det Herrens år 1182 (eller som nogle mener, i 1181), at fru Pica i Assisi nedkom med en dreng, mens hendes mand var på rejse i Frankerlandet.

Moderen besluttede at give den lille dreng navnet Johannes. Den dag, da dette skete, trådte en gammel pilgrim, som ingen kendte, ind i huset og bad om at se barnet, tog det på armen, betragtede det med kærlig henrykkelse og brød ud i en højlydt lovprisning, hvori han spåede den nyfødte store og herlige tilskikkelser i livet.

Derpå blev drengen døbt i domkirken og fik navnet Giovanni, det vil sige Johannes.

Da hans far, hr. Bernardone, vendte hjem fra sin rejse nogen tid senere, kaldte han imidlertid drengen Frans, og det navn beholdt han resten af livet. Man mener, at han gav barnet dette navn på grund af sin særlige forkærlighed for Frankerlandet og fransk egenart. Franciskus lærte da også allerede i en tidlig alder det galliske sprog og brugte det også gerne senere, navnlig når han sang smukke sange af glæde.

I øvrigt voksede drengen op uden særlig megen lærdom og blev kun undervist i de elementære kundskaber i skrivekunsten og latin. Og hele sit liv førte han pennen med ulyst og kun med besvær. Han blev således ikke opdraget til at blive nogen særlig lærd person, men nød til gengæld glæderne i sine unge år fuldt ud og mødte dagen med klare øjne, for han havde et glad og lyst sind og frydede sig af hele sit hjerte over alt smukt og muntert.

Som han voksede ind i ungdomsårene, meldte der sig en spirende længsel efter at udrette noget usædvanligt og blive til noget stort. Således rørte den medfødte higen sig ubevidst og dunkelt i hans unge sjæl som et glad vingeslag, endnu uden mål og vished. Med stormende lidenskab kastede han sig ud i livet, opfyldt af lyst til at finde alt af glans og værdi i verden og tage det i besiddelse. Frem for alt forekom det ham ædelt og ønskværdigt at hengive sig til det ridderlige og prægtige liv, hele hans væsen stilede imod. Fra Frankrig lød i disse år også de romanske troubadourers første søde og store elskovssange, som rørte den følsomme unge mand med dybtfølt glæde og en fornemmelse af, at han jo så at sige elskede Frankerlandet som en fjern hjemstavn. At være ridder og troubadour var hans inderligste drøm og ønske.

Da hans far nu ganske vist ikke var adelig, men dog rig og af høj anseelse, blev Franciskus gode venner med adelsmændenes unge sønner, øvede sig i våbenbrug og sang, brugte mange penge og levede på alle måder helt som en adelig ung mand. Han nød verdens herligheder i fulde drag, klædte sig rigt og smukt, gav festmåltider og drikkegilder, fornøjede sig med ridning, fægtning, spil og dans og enhver form for forlystelse. Hans kammerater og venner holdt meget af ham, til dels på grund af hans penge, men ikke mindre også på grund af hans glade, kærlige og i sandhed adelige væsen, for i udsøgte manerer og ædelmodigt sindelag stod han ikke tilbage for nogen højbåren baron. Han syntes især om at leve ødselt og give gaver, som han mente, det sømmede sig for en ægte ridder. Snart var han anfører og konge blandt de unge herresønner, kaldet princeps juventutis.

Ikke desto mindre blev han ved med at have et blødt og medfølende hjerte. Det skete engang, at en ussel tigger trådte ind i hans fars salgshal og i Guds navn tryglede om en ringe gave. Franciskus talte vredt til ham og jog ham bort. Men straks efter fortrød han sin hårdhed, og han angrede den så meget, at han løb efter tiggeren gennem gyderne og indhentede ham og gav ham dobbelte gaver.

I mellemtiden blev det urolige tider. Den kejserlige foged, hertug Konrad af Spoleto, måtte overgive sig til paven, og så snart han havde forladt Assisi, stormede byens beboere hans fæstning og indtog den, raserede den straks og lod ikke to sten ligge oven på hinanden. Denne handling blev dog kun til ringe fordel for byen. Det lavere folk, som endnu ikke var mættet af ødelæggelsen af borgen, begyndte nemlig en kamp med brand og mord mod adelen, som kom i store vanskeligheder. Da tryglede nogle af disse baroner byen Perugia om hjælp og beskyttelse i deres nød, og straks begyndte denne magtfulde by en krig mod borgerne i Assisi og besejrede dem. I dette slag kæmpede også Franciskus foruden mange af hans kammerater, dog ikke på disse hjemstavnsforræderes side, men i fødebyens tjeneste, og sammen med mange andre blev Franciskus taget til fange af fjenderne og ført til Perugia. Der sad han indespærret i et helt år og vendte først tilbage til Assisi i slutningen af 1203.

Under dette lange fangenskab mistede den unge mand dog på ingen måde sit glade gemyt og sin virkelyst, men opmuntrede og trøstede tværtimod de øvrige fanger og drømte og talte også endnu mere lidenskabeligt end før om ridderliv og krigsberømmelse. Og næppe var han blevet løsladt fra Perugia og vendt hjem, før han genoptog sit tidligere bekostelige liv med flotte vaner, stolthed og ødselhed og grådigt kastede sig ud i al verdens lyst og nydelse, ganske som om han tørstede efter at slutte al jordens herlighed i sin længselsfulde favn og mættes i sit inderste af alle frydefulde ting. Det var ikke muligt for hans kraftfulde og optændte sind at spare og holde igen; hele sit liv deltog han i alt, hvad han gjorde, med overstrømmende hjerte og kendte ikke til at hvile og stille sig tilfreds.

Da man imidlertid foreholdt hans mor, Pica, sønnens pompøse levevis, tilgav hun ham ud fra sit hjertes forudanelse i den faste tro, at Gud snart ville føre den ustyrlige ind på gode veje.

Efter nogen tid blev han angrebet af en alvorlig sygdom og mærkede dødens hånd over sig. Det var vel da, at han tydeligt begyndte at fornemme, at der ikke kan vokse tilfredsstillelse og indre ro af et liv med lutter fornøjelser, dog kendte han ingen vej til andre værdier og ønskede alligevel brændende at favne hele livet i stor kærlighed. Således faldt han tilbage i gæstgiverrolle og vellevned, men stræbte altid efter et ædlere ry og sand ære og talte også ofte om, at han agtede at blive en fyrste og stormægtig herre over mange. For i ridderskabet syntes alt højere og enhver lykke at være bestemt for ham.

Da kom der meddelelse om, at Walter af Brienne førte våben i pavens tjeneste i det sydlige Italien. Og overalt besluttede modige og lidenskabeligt opsatte mænd og ynglinge at drage dertil, for Walter af Brienne var en stor helt og stjerne i ridderskabet, og hans navn havde en klang som susen af sværd og spyd og som sejrssang i lyse toner. Den unge Franciskus blev begejstret over denne nyhed, og han mente, at al verdens pragt og ære nu lå udbredt foran ham. Under en fælles kaptajn udrustede flere adelige unge mænd fra byen sig sammen med ham; men Franciskus overgik dem alle i klædernes og våbnenes glans og pragt, så alle var ikke så lidt forundrede. Desuden lagde han ikke skjul på sine dristige og stolte planer om at blive helt og fyrste, hvilket alt sammen kunne lyde som tåbeligt praleri for nogle; men ham lå det på sinde som et helligt forehavende. Hans lidenskabelige gemyt var af en sådan beskaffenhed, at han ikke var tilpas, når noget var middelmådigt eller kun halvt opfyldt. Han måtte altid stræbe inderligt efter det ædleste og prægtigste på jorden.

Efter at alt var udrustet på bedste måde, steg Franciskus sammen med sine kammerater til hest, råbte frejdigt levvel og red ud af byen i sit kostbare våbenskrud som en dristig verdensfarer og eventyrer for at møde den vide verdens kampe og æresbevisninger og fornøjelser. Hornene gav deres kække signal, hans smukke hest skridtede ud og prustede utålmodigt ud i den klare dag, hans klædning skinnede og bruste i solen, og hans unge sind så i drømme gyldne kranse lokke fra fjerne tinder forude.

På den første rejsedag skete det, at den unge mand hørte Guds stemme, så han skælvede i sit hjerte, og de dejlige billeder af fornøjelser og pragt smeltede bort i ham. Ingen ved, hvad der blev bekendtgjort for ham i denne stund, og hvilke stemmer der sønderrev og nedbøjede hans forfærdede sjæl. Over det øjeblik, i hvilket et menneskes indre skæbne afgøres, er der for bestandig udbredt et mørke som over en hellig hemmelighed. Hvad Franciskus’ tanker eller indre syner har været, det har han aldrig talt om. Men det er sikkert, at livets og dødens gåder pludselig stod tydeligt for hans øjne, og at en hellig magt nødede ham ufravigeligt til at træffe et valg og søge et mål for sine veje. I Spoleto blev han derpå angrebet af en feber, og snart efter vendte han stille og nedbrudt alene tilbage til Assisi. Sin herlige udrustning havde han foræret til en fattig adelsmand.

Både hans forældre og alle andre folk i byen var fulde af forbløffelse og blev vrede på ham, lo ad ham og drev spot med ham, som havde tænkt sig at vende hjem som en berømt herre og fyrste. Men på grund af hans rundhåndethed håbede de tidligere venner, at de igen kunne leve i sus og dus sammen med ham.

Han gik imidlertid eftertænksomt omkring og led i sit hjerte, som ramt af en pil. I hans sjæl var der tomhed og frygt for døden, angst og kval plagede ham, for nok havde han erkendt det værdiløse i sine drømme og forhåbninger, men der var ingen til at vise ham vejen til frelse. I disse dage måtte Franciskus udholde hele den tids nød i sin egen sjæl; tungsind og dødsangst tærede hårdt på ham, så han af et såret hjerte anråbte himlen om forløsning. Idet han på denne måde kæmpede og led og var fortvivlet over sit liv, var han ikke bevidst om, at tusinder på jorden led de samme kvaler og skreg mod himlen fra mørke fangehuller ligesom fanger, ej heller vidste eller anede han, at han led og kæmpede for forløsning for alle disse tusinder.

Fra hans tidligere venner og bordfæller kom der en opfordring til, at han skulle invitere dem til et måltid og drikkegilde igen og bespise dem som deres vært og festkonge som førhen og være glad sammen med dem. Han sendte bud efter dem alle en bestemt dag for at føje dem og tilberedte også et rigeligt og udsøgt måltid. Og da de kom, udråbte de ham til måltidets herre og konge og gav ham i spøg en stav i hænderne som scepter, som det var skik dengang. Så blev der spist og drukket, under munterhed og støjen, bægerklang og latter til langt ud på natten, og da de alle var blevet berusede og overmodige, drog de skrålende og syngende gennem de sovende gader og stræder. Efter nogen tid bemærkede de, at Franciskus ikke længere var iblandt dem, ledte efter ham og fandt ham tavs og eftertænksom stående i en gyde.

Grinende og spottende faldt de over ham; han så ud som forvandlet, for i denne stund var der blevet lys i ham, og hans nedtrykte sjæl så i det fjerne en udgang af sit fangenskab og sine trængsler. Imens trak de berusede kammerater larmende i ham og omringede ham. ”Hvad drømmer du om?” råbte de drillende, ”hvilke gåder grubler du over, Frans?” Og en lo og råbte: ”Se dog, venner, er det ikke fuldstændig, som om han spekulerer på at tage sig en kvinde?” Da den forhånede hørte disse ord, rettede han sig op med et blegt, men glædesstrålende ansigt og sagde med lys stemme: ”Sådan er det, du taler sandt. Jeg agter at tage mig en brud, men hun er meget ædlere, rigere og smukkere, end I er i stand til at forestille jer.” Og han smilede, mens han sagde dette.

Hans venner lo, gik derfra og lod ham stå, men hans hånd gav slip på den naragtige kongestav, som han stadig bar på, og med staven lagde han i dette øjeblik sit hidtidige liv og sin bortødslede ungdom fra sig. Men den smukke og ædle brud, om hvem han havde talt i en lignelse, var fattigdommen, som han fra nu af stræbte efter at være forenet med på det inderligste.

Nogle, som læser dette, vil måske le og ryste på hovedet som ad en nar, ligesom Franciskus’ venner gjorde. Men hans længsel havde fundet det, den tørstede efter, og som hverken visdom eller kirke eller vellevned formåede at give ham. Idet han nemlig i smerte havde husket på, at mennesket ikke er andet end en pilgrim og flygtig gæst på denne jord, flakkende om mellem liv og død og uden nogensinde at være sikker på noget jordisk gods, kastede han sig ind til Guds bryst med fornyet kærlighedslængsel og stræbte fra nu af efter at finde vejen til livet alene ud fra sit hjertes oprigtighed og glød. For hans længselsfuldt søgende øjne viste billedet af Frelseren og hans første disciple sig, og han besluttede, at han ligesom dem, befriet for alle lænker, ville tilhøre ikke loven, men alene kærligheden og som et barn give sig i Guds hånd; Han, som føder markens dyr og himlens fugle.

Det er denne tapre tillid, som gjorde ham hellig og har gjort ham til en helgen, en trøster for utallige; det at han i sin nød ikke valgte nogen anden anfører end Gud selv.

ANNONCE: Køb bogen her

Han fandt altså det, som ingen præst og ingen lærd på den tid havde fundet, den tabte vej tilbage til Gud, og jorden gik ikke tabt for ham af den grund, men blev tværtimod foræret ham på ny, for hans uskolede digtersind genfandt henrykt den tabte helhed i verden, idet det på den måde omsluttede såvel tiden som evigheden med den samme rene kærlighed.

Hermann Hesse. Writer, Calw 2.7.1877-Montagnola (Switz.) 9.8.1962.-Hermann Hesse in his library.-Photo, 1952 (Martin Hesse).
Hermann Hesse. Writer, Calw 2.7.1877-Montagnola (Switz.) 9.8.1962.-Hermann Hesse in his library.-Photo, 1952 (Martin Hesse). Foto: Martin Hesse