Nu skete det i det Herrens år 1182 (eller som nogle mener, i 1181), at fru Pica i Assisi nedkom med en dreng, mens hendes mand var på rejse i Frankerlandet.
Moderen besluttede at give den lille dreng navnet Johannes. Den dag, da dette skete, trådte en gammel pilgrim, som ingen kendte, ind i huset og bad om at se barnet, tog det på armen, betragtede det med kærlig henrykkelse og brød ud i en højlydt lovprisning, hvori han spåede den nyfødte store og herlige tilskikkelser i livet.
Derpå blev drengen døbt i domkirken
og fik navnet Giovanni, det vil sige Johannes.
Da hans far, hr. Bernardone, vendte hjem fra sin rejse
nogen tid senere, kaldte han imidlertid drengen Frans, og
det navn beholdt han resten af livet. Man mener, at han
gav barnet dette navn på grund af sin særlige forkærlighed
for Frankerlandet og fransk egenart. Franciskus lærte da
også allerede i en tidlig alder det galliske sprog og brugte
det også gerne senere, navnlig når han sang smukke sange
af glæde.
I øvrigt voksede drengen op uden særlig megen lærdom
og blev kun undervist i de elementære kundskaber
i skrivekunsten og latin. Og hele sit liv førte han pennen
med ulyst og kun med besvær. Han blev således ikke opdraget
til at blive nogen særlig lærd person, men nød til
gengæld glæderne i sine unge år fuldt ud og mødte dagen
med klare øjne, for han havde et glad og lyst sind og frydede
sig af hele sit hjerte over alt smukt og muntert.
Som han voksede ind i ungdomsårene, meldte der sig
en spirende længsel efter at udrette noget usædvanligt og
blive til noget stort. Således rørte den medfødte higen sig
ubevidst og dunkelt i hans unge sjæl som et glad vingeslag,
endnu uden mål og vished. Med stormende lidenskab
kastede han sig ud i livet, opfyldt af lyst til at finde alt af
glans og værdi i verden og tage det i besiddelse. Frem for
alt forekom det ham ædelt og ønskværdigt at hengive sig
til det ridderlige og prægtige liv, hele hans væsen stilede
imod. Fra Frankrig lød i disse år også de romanske troubadourers
første søde og store elskovssange, som rørte den
følsomme unge mand med dybtfølt glæde og en fornemmelse af, at han jo så at sige elskede Frankerlandet som en
fjern hjemstavn. At være ridder og troubadour var hans
inderligste drøm og ønske.
Da hans far nu ganske vist ikke var adelig, men dog rig
og af høj anseelse, blev Franciskus gode venner med adelsmændenes
unge sønner, øvede sig i våbenbrug og sang,
brugte mange penge og levede på alle måder helt som en
adelig ung mand. Han nød verdens herligheder i fulde
drag, klædte sig rigt og smukt, gav festmåltider og drikkegilder,
fornøjede sig med ridning, fægtning, spil og dans og
enhver form for forlystelse. Hans kammerater og venner
holdt meget af ham, til dels på grund af hans penge, men
ikke mindre også på grund af hans glade, kærlige og i sandhed
adelige væsen, for i udsøgte manerer og ædelmodigt
sindelag stod han ikke tilbage for nogen højbåren baron.
Han syntes især om at leve ødselt og give gaver, som han
mente, det sømmede sig for en ægte ridder. Snart var han
anfører og konge blandt de unge herresønner, kaldet princeps
juventutis.
Ikke desto mindre blev han ved med at have et blødt
og medfølende hjerte. Det skete engang, at en ussel tigger
trådte ind i hans fars salgshal og i Guds navn tryglede om
en ringe gave. Franciskus talte vredt til ham og jog ham
bort. Men straks efter fortrød han sin hårdhed, og han
angrede den så meget, at han løb efter tiggeren gennem
gyderne og indhentede ham og gav ham dobbelte gaver.
I mellemtiden blev det urolige tider. Den kejserlige foged,
hertug Konrad af Spoleto, måtte overgive sig til paven, og
så snart han havde forladt Assisi, stormede byens beboere
hans fæstning og indtog den, raserede den straks og
lod ikke to sten ligge oven på hinanden. Denne handling blev dog kun til ringe fordel for byen. Det lavere folk, som
endnu ikke var mættet af ødelæggelsen af borgen, begyndte
nemlig en kamp med brand og mord mod adelen,
som kom i store vanskeligheder. Da tryglede nogle af disse
baroner byen Perugia om hjælp og beskyttelse i deres
nød, og straks begyndte denne magtfulde by en krig mod
borgerne i Assisi og besejrede dem. I dette slag kæmpede
også Franciskus foruden mange af hans kammerater, dog
ikke på disse hjemstavnsforræderes side, men i fødebyens
tjeneste, og sammen med mange andre blev Franciskus
taget til fange af fjenderne og ført til Perugia. Der sad han
indespærret i et helt år og vendte først tilbage til Assisi i
slutningen af 1203.
Under dette lange fangenskab mistede den unge
mand dog på ingen måde sit glade gemyt og sin virkelyst,
men opmuntrede og trøstede tværtimod de øvrige fanger
og drømte og talte også endnu mere lidenskabeligt end
før om ridderliv og krigsberømmelse. Og næppe var han
blevet løsladt fra Perugia og vendt hjem, før han genoptog
sit tidligere bekostelige liv med flotte vaner, stolthed
og ødselhed og grådigt kastede sig ud i al verdens lyst og
nydelse, ganske som om han tørstede efter at slutte al jordens
herlighed i sin længselsfulde favn og mættes i sit inderste
af alle frydefulde ting. Det var ikke muligt for hans
kraftfulde og optændte sind at spare og holde igen; hele sit
liv deltog han i alt, hvad han gjorde, med overstrømmende
hjerte og kendte ikke til at hvile og stille sig tilfreds.
Da man imidlertid foreholdt hans mor, Pica, sønnens
pompøse levevis, tilgav hun ham ud fra sit hjertes forudanelse
i den faste tro, at Gud snart ville føre den ustyrlige
ind på gode veje.
Efter nogen tid blev han angrebet af en alvorlig sygdom og mærkede dødens hånd over sig. Det var vel da, at
han tydeligt begyndte at fornemme, at der ikke kan vokse
tilfredsstillelse og indre ro af et liv med lutter fornøjelser,
dog kendte han ingen vej til andre værdier og ønskede alligevel
brændende at favne hele livet i stor kærlighed. Således
faldt han tilbage i gæstgiverrolle og vellevned, men
stræbte altid efter et ædlere ry og sand ære og talte også
ofte om, at han agtede at blive en fyrste og stormægtig
herre over mange. For i ridderskabet syntes alt højere og
enhver lykke at være bestemt for ham.
Da kom der meddelelse om, at Walter af Brienne
førte våben i pavens tjeneste i det sydlige Italien. Og overalt
besluttede modige og lidenskabeligt opsatte mænd og
ynglinge at drage dertil, for Walter af Brienne var en stor
helt og stjerne i ridderskabet, og hans navn havde en klang
som susen af sværd og spyd og som sejrssang i lyse toner.
Den unge Franciskus blev begejstret over denne nyhed, og
han mente, at al verdens pragt og ære nu lå udbredt foran
ham. Under en fælles kaptajn udrustede flere adelige unge
mænd fra byen sig sammen med ham; men Franciskus
overgik dem alle i klædernes og våbnenes glans og pragt,
så alle var ikke så lidt forundrede. Desuden lagde han ikke
skjul på sine dristige og stolte planer om at blive helt og
fyrste, hvilket alt sammen kunne lyde som tåbeligt praleri
for nogle; men ham lå det på sinde som et helligt forehavende.
Hans lidenskabelige gemyt var af en sådan beskaffenhed,
at han ikke var tilpas, når noget var middelmådigt
eller kun halvt opfyldt. Han måtte altid stræbe inderligt
efter det ædleste og prægtigste på jorden.
Efter at alt var udrustet på bedste måde, steg Franciskus
sammen med sine kammerater til hest, råbte frejdigt
levvel og red ud af byen i sit kostbare våbenskrud som en dristig verdensfarer og eventyrer for at møde den vide verdens
kampe og æresbevisninger og fornøjelser. Hornene
gav deres kække signal, hans smukke hest skridtede ud
og prustede utålmodigt ud i den klare dag, hans klædning
skinnede og bruste i solen, og hans unge sind så i drømme
gyldne kranse lokke fra fjerne tinder forude.
På den første rejsedag skete det, at den unge mand hørte
Guds stemme, så han skælvede i sit hjerte, og de dejlige
billeder af fornøjelser og pragt smeltede bort i ham. Ingen
ved, hvad der blev bekendtgjort for ham i denne stund, og
hvilke stemmer der sønderrev og nedbøjede hans forfærdede
sjæl. Over det øjeblik, i hvilket et menneskes indre
skæbne afgøres, er der for bestandig udbredt et mørke som
over en hellig hemmelighed. Hvad Franciskus’ tanker eller
indre syner har været, det har han aldrig talt om. Men det
er sikkert, at livets og dødens gåder pludselig stod tydeligt for hans øjne, og at en hellig magt nødede ham ufravigeligt
til at træffe et valg og søge et mål for sine veje. I Spoleto
blev han derpå angrebet af en feber, og snart efter vendte
han stille og nedbrudt alene tilbage til Assisi. Sin herlige
udrustning havde han foræret til en fattig adelsmand.
Både hans forældre og alle andre folk i byen var fulde
af forbløffelse og blev vrede på ham, lo ad ham og drev spot
med ham, som havde tænkt sig at vende hjem som en berømt
herre og fyrste. Men på grund af hans rundhåndethed
håbede de tidligere venner, at de igen kunne leve i sus
og dus sammen med ham.
Han gik imidlertid eftertænksomt omkring og led i sit
hjerte, som ramt af en pil. I hans sjæl var der tomhed og
frygt for døden, angst og kval plagede ham, for nok havde
han erkendt det værdiløse i sine drømme og forhåbninger, men der var ingen til at vise ham vejen til frelse. I disse
dage måtte Franciskus udholde hele den tids nød i sin
egen sjæl; tungsind og dødsangst tærede hårdt på ham, så
han af et såret hjerte anråbte himlen om forløsning. Idet
han på denne måde kæmpede og led og var fortvivlet over
sit liv, var han ikke bevidst om, at tusinder på jorden led de
samme kvaler og skreg mod himlen fra mørke fangehuller
ligesom fanger, ej heller vidste eller anede han, at han led
og kæmpede for forløsning for alle disse tusinder.
Fra hans tidligere venner og bordfæller kom der en
opfordring til, at han skulle invitere dem til et måltid og
drikkegilde igen og bespise dem som deres vært og festkonge
som førhen og være glad sammen med dem. Han
sendte bud efter dem alle en bestemt dag for at føje dem og
tilberedte også et rigeligt og udsøgt måltid. Og da de kom,
udråbte de ham til måltidets herre og konge og gav ham
i spøg en stav i hænderne som scepter, som det var skik
dengang. Så blev der spist og drukket, under munterhed og
støjen, bægerklang og latter til langt ud på natten, og da de
alle var blevet berusede og overmodige, drog de skrålende
og syngende gennem de sovende gader og stræder. Efter
nogen tid bemærkede de, at Franciskus ikke længere var
iblandt dem, ledte efter ham og fandt ham tavs og eftertænksom
stående i en gyde.
Grinende og spottende faldt de over ham; han så
ud som forvandlet, for i denne stund var der blevet lys i
ham, og hans nedtrykte sjæl så i det fjerne en udgang af
sit fangenskab og sine trængsler. Imens trak de berusede
kammerater larmende i ham og omringede ham. ”Hvad
drømmer du om?” råbte de drillende, ”hvilke gåder
grubler du over, Frans?” Og en lo og råbte: ”Se dog, venner,
er det ikke fuldstændig, som om han spekulerer på at tage sig en kvinde?” Da den forhånede hørte disse ord, rettede
han sig op med et blegt, men glædesstrålende ansigt og
sagde med lys stemme: ”Sådan er det, du taler sandt. Jeg
agter at tage mig en brud, men hun er meget ædlere, rigere
og smukkere, end I er i stand til at forestille jer.” Og han
smilede, mens han sagde dette.
Hans venner lo, gik derfra og lod ham stå, men hans
hånd gav slip på den naragtige kongestav, som han stadig
bar på, og med staven lagde han i dette øjeblik sit hidtidige
liv og sin bortødslede ungdom fra sig. Men den smukke og
ædle brud, om hvem han havde talt i en lignelse, var fattigdommen,
som han fra nu af stræbte efter at være forenet
med på det inderligste.
Nogle, som læser dette, vil måske le og ryste på hovedet
som ad en nar, ligesom Franciskus’ venner gjorde.
Men hans længsel havde fundet det, den tørstede efter, og
som hverken visdom eller kirke eller vellevned formåede
at give ham. Idet han nemlig i smerte havde husket på, at
mennesket ikke er andet end en pilgrim og flygtig gæst på
denne jord, flakkende om mellem liv og død og uden nogensinde
at være sikker på noget jordisk gods, kastede han
sig ind til Guds bryst med fornyet kærlighedslængsel og
stræbte fra nu af efter at finde vejen til livet alene ud fra sit
hjertes oprigtighed og glød. For hans længselsfuldt søgende
øjne viste billedet af Frelseren og hans første disciple
sig, og han besluttede, at han ligesom dem, befriet for alle
lænker, ville tilhøre ikke loven, men alene kærligheden og
som et barn give sig i Guds hånd; Han, som føder markens
dyr og himlens fugle.
Det er denne tapre tillid, som gjorde ham hellig og har
gjort ham til en helgen, en trøster for utallige; det at han
i sin nød ikke valgte nogen anden anfører end Gud selv.
Han fandt altså det, som ingen præst og ingen lærd på den
tid havde fundet, den tabte vej tilbage til Gud, og jorden
gik ikke tabt for ham af den grund, men blev tværtimod
foræret ham på ny, for hans uskolede digtersind genfandt
henrykt den tabte helhed i verden, idet det på den måde
omsluttede såvel tiden som evigheden med den samme
rene kærlighed.