10 år med nye salmemelodier

Denne sommer er det 10 år siden, at vi fik den nye salme- og koralbog, og det er tid til en evaluering. Holder kvaliteten i de nye salmer og melodier? Er de slidstærke, og kan de også bruges om nogle årtier? Dagens kronikør, der selv er pianist og organist, har gjort sig nogle refleksioner og giver her sit bud på forbedringer og mangler i de to bøger

Jens Ramsing giver i dagens kronik sit bud på forbedringer og mangler af den nye salme- og koralbog.
Jens Ramsing giver i dagens kronik sit bud på forbedringer og mangler af den nye salme- og koralbog. Foto: Jakob Eskildsen Denmark.

Som følge af den nye salmebog (2003), der optog mange nye salmer, kom også en ny koralbog (salmebogens melodibog) med mange nye melodier. Efter 10 år er det tid til at gøre status. Fungerer de godt i gudstjenesten? Tåler de endnu mange års slid?

Svaret er klart ja, det er gået godt for mange af de nye melodier. Alt er for resten ikke nyt. Først og fremmest er gamle og fine melodier i stilarter, som i flere hundrede år har bevist deres slidstyrke, draget frem. Det drejer sig om for eksempel komponisten Freylinghausen og om tyske koraler og visemelodier fra 1600-tallet. Tilmed er også hidtil mindre eller slet ikke benyttede melodier af mesteren Laub kommet til ny ære og værdighed.

LÆS OGSÅ: Salmedigter i tåge af røg og støv

Også fine romantiske melodier har fået en ny chance. Mange er sikkert glade for Gades Barn Jesus i en krybbe lå, men især Som markens blomst henvisner fage må hilses velkommen. Borchs Skyerne gråner, Gud Helligånd, vor trøstermand og Windings Herrens røst var over vandet kan slet ikke undværes. Nebelongs Nu falmer skoven er taget til nåde, ligeså Nutzhorns Øjne, I var lykkelige. Og nævnes skal også smukke melodier af Barnekow og velfungerende melodier af Lindeman og Kalhauge. Hvis ellers salmesangen overlever i dette land, må man forvente, at det meste af dette stof vil overleve sammen med den.

Så er der nyere melodier af Laub-epigonerne Walter Bjergborg, Bernhard Christensen, Knud Jeppesen og Axel Madsen. Disse melodiers anvendelighed kan ikke antastes. Vi bevæger os på velafprøvet og sikker grund.

En længere række nye melodier, eksempelvis Erik Haumanns Du fødtes på jord, Erik Sommers Du, som har tændt millioner af stjerner, Asger Pedersens Dommer over levende og døde, Ole Schmidts Vor Herre tar de små i favn og Peter Møllers Fyldt af glæde over livets under har fundet deres helt naturlige plads i gudstjenesten.

I hver sin ende af benyttelsesskalaen ligger Åhléns Det dufter lysegrønt af græs, der nok er det største hit, og Otto Mortensens At sige verden ret farvel, som desværre sjældent synges. Ligeså er der en smuk repræsentation af ligeledes meget forskellige melodier af Christian Vestergaard-Pedersen, Bendt Astrup, Fuzzy, Egil Harder, Bjarne Haahr, Knud Høgenhaven, Leif Kayser, Niels la Cour, Finn Mathiassen og Henning Wellejus.

Også mange af disse melodier er sangbare og karakterfulde. Enkelte er dog så blodfattige, grænsende til det anonyme, at de næppe vil være at finde i en kommende koralbog, hvis en sådan nogensinde igen skulle komme på tale.

Så er der kikserne: En enkelt melodi af Per Nørgaard (der er en stor komponist, men noget verdensfjern som salmesnedker), en enkelt af Sven-Erik Bäck, to af N.V. Bentzon samt en håndfuld hjemmelavede nonsens-melodier af mindre ånder. Disse melodier benyttes stort set ikke. Atonalitet og folkelig fællessang kan ikke forenes.

Vore nordiske komponist-brødre har imidlertid haft den sikreste hånd. Melodier som Egil Hovlands Du fylder mig med glæde, Harald Gullichsens Herre, når din time kommer og Trond Kvernos Nogen må våge i verdens nat er overordentligt troværdige i deres udtryk. Komponisterne fanger en nyere (nordisk) tone inden for traditionen, og man fornemmer, at salmesangen ligger nordmændene på sinde. Det skulle undre meget, hvis ikke de fleste melodier i denne gruppe, der er det mest overbevisende bud på nye salmemelodier, vil overleve.

Der er altså kiksere og mindre karakterfulde melodier. Men alt i alt bekræfter koralbogens nyoptagne melodier, at det lødige og velfungerende får sin egen værdi. Det kan være mere eller mindre åndfuldt, men vi kommer til at holde af det indsungne.

Det er påfaldende, men ikke overraskende, at det tyvende århundredes musik (efterkrigstidens), altså den radikalt moderne klassiske musik og den rytmiske musik, har vist sig så uegnet til folkelig fællessang. For flere af de såkaldt rytmiske melodier i koralbogen hører efter min mening også til kikserne.

Ingen af disse er i øvrigt importerede. De er skrevet af velmenende danskere, der har organiseret sig i Forum for rytme i kirken, FRIK, der vil imødekomme unge mennesker. Kan man det? Eller skal man tro, at komponisterne selv synes, at deres melodier er vellykkede og resultatet af en redelig kunstnerisk bestræbelse? De henvender sig så i givet fald til ældre mennesker, 68-generationen, og ikke til unge mennesker.

Om de rytmiske salmemelodier således er skrevet af et ærligt hjerte, veneration for salmesangen, højmessen og kirkemusikken, eller om de er skrevet med et pædagogisk og musik-politisk forsæt og dermed udgør et musikalsk falsum, fortoner sig.

For det meste, og heldigvis, er det ikke de allerstørste tekster, der ligger til grund for de rytmiske melodier. Men der har også været poesi at lade sig inspirere af, som i Spænd over os dit himmelsejl.

Her har inspirationen dog ikke indfundet sig. Melodien er på niveau med Se den lille kattekilling, og som kunstnerisk lavpunkt i koralbogen kan den tage Når jeg er træt og trist, når modet svigter i hånden.

Klaus Brinchs Uberørt af byens travlhed lider dog ikke under postulerede synkoper og lader sig synge i et godt tempo. Og, ret skal være ret, også andre af de rytmiske melodier har musikalske kvaliteter. Det er bare ikke nok. Vi har også og måske især uden for koralbogen eksempler på rytmiske melodier af en vis kvalitet (fra gruppen Konnect). De fungerer heller ikke som fællessalmer/sange. Musikken fremstår mest som let (om end god og veludført) musik til morgenkaffen og beder ikke om, at man skal synge med.

Det handler altså ikke om for eller imod rytmiske salmemelodier. Problemet er, at i hvert fald god rytmisk musik er en solo-genre. Blå toner og raffinerede synkoper kan ikke udføres i flok. Og de fleste rytmiske melodier i koralbogen er således kun rytmiske på overfladen og ikke gedigen pop-, jazz- eller rockmusik med krop og sjæl. Det er ofte banale og barnagtige melodier, der taler ned til menigheden og signalerer, at nu skal det heller ikke være for alvorligt.

Nogle kan derfor være brugbare til børne- og ungdomsgudstjenester, hvis man synes, børn og unge skal have ringere kost end voksne. Men højmessen fortjener bedre.

Der findes også banale melodier inden for det traditionelle salmemelodi-repertoire, eksempelvis Du, som har tændt millioner af stjerner og Nu falmer skoven. Disse melodier er tilmed lettere sentimentale. Men de vedkender sig salmesangens autonomi og lider ikke under attitudeforvanskning.

Når man synger dem, efterlades man ikke med et falsk og smørret grin om fjæset, der neutraliserer de sungne ord. Dermed legitimerer de sig hvad fagfolk end måtte mene om kvaliteten som lødige og brugbare til kirkesang.

Jens Ramsing er pianist, lærer ved Sjællands Kirkemusikskole og organist ved Vor Frue Kirke i Vordingborg