To tyske infanteri-divisioner besatte Danmark den 9. april 1940. Soldaterne, der indtog Jylland og Fyn, kom fra Nordtyskland. Den 198. infanteridivision, der besatte Sjælland og Bornholm, var rekrutteret i Sydtyskland. Det var en reserveenhed oprettet i 1939. Af divisionens 15.000 indkaldte faldt mere end 6000 på fronterne, især i Rusland.
Efter nederlaget i 1945 blev alle tyske enheder opløst. Men soldater, der i seks år havde været sammen på godt og ondt, havde et behov for at mødes. Derfor startede man efter krigen såkaldte Kameraden-sammenslutninger. Her mødtes de overlevende til divisionssammenkomster.
LÆS OGSÅ: Dannebrog samler hele befolkningen
Den første tyske kommandant på Bornholm var i 1940 major Paul Keiser. Hans søn Gerhard Keiser, oberstløjtnant i Bundeswehr, blev født i 1940 og er kontaktperson mellem forbundshæren (Bundeswehr) og 198. Kameradenhilfwerk, som nu 73 år senere kun kan rapportere om én veteran, der var med i København den 9. april 1940.
Den nyoprettede divisions første krigsopgave var besættelsen af Østdanmark. Det skete, før man havde et regimentsmærke.
Da divisionens opgave i Danmark militært set i det mindste fra dens standpunkt var en kampagne uden tab af menneskeliv, (dog blev en enkelt såret, da man erobrede Kastellet), valgte man Dannebrog endog splitflaget sat i en ramme af sort som våbenskjold. Det var et passende symbol med værnemagtens farver sort, hvid og rød. Dette fortyskede Dannebrog blev malet på deres forskellige krigsudstyr og blev efter krigen Kameradenhilfwerks foreningsmærke.
Tyskerne landede tre steder på Sjælland nemlig København, Korsør og Gedser. En dag senere blev Bornholm besat. Divisionens opgaver var ikke som besættelsestropper, men frontsoldater, og derfor blev opholdet i Danmark kun to måneder langt. Andre enheder overtog. Infanteridivisionen skulle videre til Frankrig i maj 1940. Derefter Rumænien, Bulgarien og Rusland og så ved invasionen i 1944 igen Frankrig. Den blev slået tilbage til Sydtyskland og endte i amerikansk krigsfangenskab i den samme tyske landsdel, hvor den var indkaldt.
Under besøg i Schwarzwald har jeg mødt nogle få 1940-veteraner, idet min tyskfødte hustrus onkel var en af dem. Vi blev endda inviteret med til en divisionssammenkomst. De få overlevende, som havde været med i Danmark-felttoget, fortalte med iver om den korte tid her. De, som landede i Gedser, måtte marchere hele vejen til København. Det var en lang tur og på stenbroen hårdt for benene. De måtte dog ikke gå i takt over Storstrømsbroen.
En bagermester berettede, at han var indkvarteret i nærheden af Frederiksborg Slot. I Hillerød blev han som bager ven med en bagermester i byen, som lod ham låne bageriet en eftermiddag. Det var en fryd at bage wienerbrød til hele kompagniet i en situation, hvor der var nok af smør, mel og andre gode ting, der var rationeret i Tyskland.
En af de ældste deltagere, der for nylig døde i en alder af 100 år, måtte 10. april cykle med et tungt maskingevær på styret fra Korsør til Roskilde. Trætte og udmattede kom de til Roskilde, men fik besked på at fortsætte til København, hvor man frygtede optræk til modstand. Det var sent den 10. april, før de kunne hvile sig.
Under hele kampagnen i Danmark løsnede han ikke et skud. De blev indkvarteret i Høvelte, hvor tyske infanterister delte kasernen med kongens livgarde. Han viste os fotografier, der viser danske og tyske officerer skåle med hinanden, underholdt af et tysk militærorkester.
De landfaste sydtyskere oplevede for første gang havet, bølger og saltvand om natten på sejladsen til Danmark. De sagde med et smil, at det værste ved Besættelsen var søsygen, de erfarede den nat. At bade i saltvand var en ny og interessant oplevelse. Man fortalte også i begejstrede vendinger om den gode mad, de kunne nyde den korte tid i Danmark, og indrømmede, at man tog en hel del fødevarer med, da turen efter to måneder gik via Tyskland til fronten i Frankrig.
Ved talerne i forbindelse med sammentræffene blev ord som Hitler, nazisme, koncentrationslejre, forfølgelser eller krigsforbrydelser ikke nævnt. Man beklagede dog, at der i bedømmelsen af Anden Verdenskrig og den tyske værnemagts rolle er en tendens til at kaste de mange millioner tyske soldater, hvad enten de var i brune, sorte eller feltgrågrønne uniformer, i den samme gryde. Dog sagde Gerhard Keiser i sin afskedstale: Der har dog aldrig været krige, som kan betegnes som rene.
I LØBET AF måske kort tid vil Traditionsverband der 198. InfDiv være historie. I 2012 var der kun syv tidligere soldater til stede. De var i alderen 85-93 år. Det er usandsynligt, at der bliver nok veteraner til et Kameraden-træf i 2013.
Divisionens kampe og nederlag er beskrevet i en bog under den rammende titel Von Kattegat Zum Kaukasus på hylderne på Det Kongelige Garnisonsbibliotek.
Mindehøjtidelighederne holdtes i Freudenstadt. Her er der oprettet mindesten for faldne og savnede kammerater. Ved højtidelighederne spiller Freudenstadt Stadtkapelle andægtigt Lied vom Guten Kameraden, samtidig med at de geografiske steder, hvor kammerater var blevet dræbt, andægtigt bliver oplæst.
Et fåtal af de dræbte er begravet på de velorganiserede krigskirkegårde i Vesteuropa. De fleste faldt på østfronten. Her findes der ikke noget sted, hvor efterkommere kan komme og mindes en mand, far, broder, bedstefar eller oldefar. De blev under de blodige slag kulet ned i umærkede gravsteder. Deres kammerater var som regel på flugt, og Den Røde Hær viste ingen interesse for at bogføre fjendens navne.
For tyske familier, som har mistet et medlem i kampene på Østfronten, er mindestenen i Freudenstadt det eneste sted, hvor man kan tage afsked.
Under de fælles måltider gik samtalerne livligt og højrøstet. Ved hjemkomsten fra krigsfangelejrene var der ingen krise eller psykologisk hjælp. Ved sammenkomsterne drøftedes oplevelser på godt og ondt fra den tragiske tid i værnemagten. Som en sagde til mig: Vore børn og børnebørn vil ikke høre på de historier. Her kan vi frit åbne uden at blive misforstået.
Indbudt til Kammerad-sammenkomster var også jævnaldrende veteraner fra den franske og russiske hær, som man havde stået over for i krigen. De mødte op i et rimeligt antal. Mødet med dem havde også en befriende og helbredende effekt, noget, veteraner fra begge sider følte.
Danske soldater var der dog ikke. I Danmark havde man for det meste mødt soldater, som man delte kaserner med indtil 1943. Kampagnen i Danmark havde heller ikke forårsaget mange psykologiske kvaler.
Ved en af de sidste sammenkomster i Freudenstadt talte pastor Wendelin Siess, en tidligere frontkæmper, der nu var luthersk præst. Han nævnte, at når det tyske fjernsyn viste kongelige begivenheder i Danmark, rørte det sig i ham at se folk med de tusindvis af Dannebrog. Han blev uvilkårligt mindet om det militære symbol, han havde måttet kæmpe under på forskellige fronter 1940-1945. Som præst fremhævede han det hvide kors på den røde baggrund som et passende kristent symbol på det, der nu bringer kristne europæiske nationer sammen. Vi glæder os over, at de engang fjendtligt indstillede europæiske nationer fandt hinanden og nu udgør stater i Den Europæiske Union.
Imidlertid tilføjede han med vemod, at sammen med det hvide kors i det danske symbol tjente infanteridivisionen også det sorte hagekors, betegnet som et modkors. De to kors blev sat op mod hinanden. Vi måtte også opleve og lide, hvad der under dette tegn (hagekorset) skete med os og med verden. Bliver denne skamplet på det tyske folk nogensinde fjernet?, var hans spørgsmål.
Talen sluttede med en appel til kommende tyske generationer, at den kristne arv må bevares. Thi værdi og frelse kommer fra Kristi kors.
Børge Schantz er tidligere missionær og lærer i Adventistkirken