Nationalstaten Danmark er i gang med ganske langsomt at opløse sig selv. Det gælder imidlertid ikke kun Danmark, men også Tyskland. I hvert fald ifølge Thilo Sarrazin, der er tidligere medlem af Forbundsbankens direktion og tidligere finansminister i Berlin, som har skrevet bogen Deutschland schafft sich ab. Hvordan vi sætter vores land på spil(2009), og som er helt aktuel med en ny og lige så kontroversiel bog, Den nye dydsterror: Om meningsfrihedens grænser i Tyskland.
Det er slående, hvordan det samme scenarie udfolder sig ikke bare i Danmark og Tyskland, men også i lande som Sverige, Norge, England, Frankrig, Luxemburg og Holland. Fællesnævner: en ukontrolleret masseindvandring fra tredjeverdenslande som en af hovedfaktorerne.
Jeg har beskæftiget mig intenst med indvandring i de senere år, fordi jeg så gerne har villet begribe det uforståelige: Hvorfor ønsker det store flertal af politikere og beslutningstagere at underminere rimeligt velfungerende nationalstater? Hvorfor træffer de beslutninger mod deres befolkningers udtrykkelige ønsker i et forsvar for en politik med få fordele og alvorlige konsekvenser?
Nu sidder jeg med en bog i hånden, der samler de fleste af trådene for mig og gennemlyser det rystende og vanvittige eksperiment, som de europæiske eliter med EU i spidsen har gang i.
Værket bærer titlen: The Perils of Diversity. Immigration and Human Nature (Farerne ved mangfoldighed. Immigration og menneskelig natur, red.), forfatteren er den amerikanske professor emeritus i psykologi Byron M. Roth, og hans ærinde er at dokumentere den skade, masseindvandring af ikke-europæiske folk påfører Vesten såvel USA som Europa.
I det følgende skal jeg i punktform forsøge at formidle en række af hans teser og pointer:
Igennem de seneste 40 år har både USA og Europa gennemgået og fortsætter med at gennemgå demografiske forandringer, der er uden fortilfælde. Et stort antal mennesker fra tredjeverdenslande er udvandret fra deres forarmede og fremtidsløse hjemlande til Europa, USA, Canada og Australien.
LÆS OGSÅ: Nederlagsnationalismen
Udviklingen er velkendt i Vesten og bliver betragtet med stor bekymring af flertallet af borgerne i værtslandene. De, som indtager elitepositioner i politik, industri, den akademiske verden og journalistik deler ikke denne bekymring.
Der har været meget lidt diskussion af den massive indvandrings mulige indflydelse på værtslandenes sociale struktur og kulturelle arv.
Historien viser, at det er meget vanskeligt for store og tydeligt forskellige grupper at leve harmonisk side om side
Ideen om, at forskellige grupper af mennesker er stort set identiske og dermed udskiftelige, tjener som grundlag for de vestlige nationers immigrationspolitik og accepteres af både multikulturalister og assimilationister. Men er ideen korrekt? Nej, for der er genetiske og intelligensmæssige forskelle, og gener er signifikante og afgørende faktorer for adfærd.
Striden mellem multikulturalister og assimilationister går på, om det er kulturen eller indvandrerne, som skal forandre sig. Assimilationisterne diskuterer imidlertid sjældent, om det overhovedet er muligt for indvandrerne at foretage de forandringer, som er nødvendige for en vellykket integration. De henviser ofte til USA som indvandrerland, men glemmer, at praktisk taget al vellykket indvandring kom fra europæiske kulturer meget lig de oprindelige nybyggeres.
Multikulturalisterne opmuntrer indvandrerne til at bevare deres kultur alt andet vil være nedvurderende. Konsekvensen er for eksempel sharia-domstole i England, og 751 såkaldte no go zoner i Frankrig.
Der er en logisk brist i grundlaget for det multikulturelle program: Ideologien priser etniske minoriteter, som fastholder deres kulturelle traditioner, men ser skævt til majoritetsbefolkningen, som ønsker at gøre det samme
Både teori og empiri peger på, at gener spiller en stærk rolle i dannelsen af den menneskelige natur og som forklaring på menneskelige forskelle, herunder raceforskelle. At formulere en indvandringspolitik uden at medtænke denne viden er ekstremt uansvarligt.
I amerikanske (og danske!) akademiske cirkler og blandt eliten er det helt klart forbudt at diskutere gruppeforskelle og uløseligt forbundet med at bringe sig selv eller ens karriere i fare
I Amerika bliver socialforskning, der strider mod politisk korrekt tankegang undertrykt, i Europa bliver den kriminaliseret. Jævnfør for eksempel politologen Robert Putnams store forskningsprojekt, som blev holdt tilbage, fordi det modsat forventningerne konkluderede, at større etnisk og racemæssig forskellighed har alvorligt negative konsekvenser for et samfund og markant reducerer tilliden den tillid, som ellers er så betydningsfuld for, at (lokal)samfund kan fungere godt.
Den traditionelle skillelinje mellem højre- og venstrepartier kan ikke anvendes i indvandringsspørgsmål. Deres politiske ledere er nemlig enige i deres støtte til indvandring.
Det hjælper heller ikke, at hele det intellektuelle establishment fra højre og venstre har meldt sig ind i masseindvandrings-koalitionen og nu bekender sig til multikulturalisme. Konsekvensen er, at den almindelige befolkning, som er mest påvirket af immigrationen, ikke har nogen partier til at repræsentere sig. Indvandringsmodstanderne bliver konsekvent kategoriseret som racister, der udøver hate speech. Konsensus blandt eliten er, at den folkelige modstand beror på uvidende fremmedfrygt, som derfor bare skal ignoreres
LÆS OGSÅ: Danmarkshistorien findes ikke
Multikulturalisme har rødder i marxistisk tænkning, hvor etniske grupper erstatter de økonomiske klasser som primære aktører i samfundskonflikten. Hvide af europæisk oprindelse er den undertrykkende klasse, og de forskellige mindre heldige racemæssige og etniske grupper er de udbyttede klasser.
Et andet produkt af marxistisk tænkning er, at venstrefløjen nedvurderer nationalisme, arbejder for global internationalisme og tror på verdensorganisationer som for eksempel FN.
Masseindvandring støttes, fordi den tjener til at formindske hvid europæisk indflydelse og formindske forskellene mellem nationalstater. Det multikulturelle program, som bliver promoveret af eliten, er fundamentalt udemokratisk, og påfører borgerne forandringer, som de ikke ønsker.
Filantropiske fonde som eksempelvis Ford og Carnegie Foundations bruger milliarder af dollars på at fremme forskningsprojekter, der støtter den multikulturelle ideologi og bestemte årsagsforklaringer. Som at de sorte amerikaneres vanskeligheder skyldes fordomme og diskrimination frem for den enkeltes personlighed. Det til trods for at stadig flere kriminologer er tilbøjelige til at vurdere genetiske faktorer som bidragydere til kriminel adfærd.
De magtfulde fonde indtager stort set alle en position, som er imod indvandringsbegrænsning, imod forsøgene på grænsekontrol og imod sanktioner over for firmaer, der beskæftiger illegal arbejdskraft.
De intellektuelle klasser har opgivet den søgen efter sandhed, som tidligere karakteriserede dem, til fordel for at bruge forskning til at fremme politiske og ideologiske mål.
De intellektuelles herskende ideologi er en absolut egalitarisme, som ikke vil anerkende, at noget er bedre end andet, hvad enten det drejer sig om ideer, kunstværker eller historiske analyser.
Gavmilde velfærdsydelser er uforenelige med en vellykket indvandringspolitik , og den eneste måde at undgå katastrofen i de vestlige lande på er at lave et moratorium for yderligere indvandring
Byron M. Roths bog er grum læsning, men en bog, der systematisk dokumenterer, hvordan de vestlige eliter kynisk sælger deres forsvarsløse, oprindelige befolkninger.
Lone Nørgaard er lektor og cand.mag.