Fra klassisk kloster til moderne coaching

Jørn Henrik Petersen og sønnen Anders Klostergaard Petersen. Her Anders Klostergaard

Jørn Henrik Petersen og sønnen Anders Klostergaard Petersen. Her Anders Klostergaard Petersen. Foto: CLAUS FISKER/ Denmark / Scanpix

Uden nødvendigvis at have sympati for fænomener som evig efteruddannelse, ironman som middel til kropslig velvære og mental selvudvikling som fremskridtsmantra kan man meget nemt argumentere for, at der går en linje herfra tilbage til klostervæsenets fremkomst i tidlig kristendom, mener dagens kronikør

COACHING, FITNESS og evig efteruddannelse. Velkommen til nutidens plager, som af mismodigt indstillede jeronimusser forstås som indbegreb af en sygeligt selvoptaget kultur.

Her falder tanken på klassisk evangelisk-luthersk kritik af mennesket, som selv vil gøre sig fortjent til frelsen. Selvudvikling og selvoptagethed er de skikkelser, som gerningsretfærdighedens Proteus-agtige natur antager i dag.

Og så alligevel. Uden at sympatisere med fænomener som evig efteruddannelse, ironman som middel til kropslig velvære og mental selvudvikling som fremskridtsmantra vil jeg her slå et slag for, at der går en linje her fra tilbage til klostervæsenets fremkomst i tidlig kristendom.

Det kræver en forklaring. Den finder man hos den i dansk åndsliv desværre noget oversete Peter Sloterdijk. Han er en af den tyske kulturelites betydningsfulde polyhistorer og konservativt intellektuel. Enkelte af hans bøger er oversat til dansk, men han har ikke tilnærmelsesvis fået den opmærksomhed, som hans tænkning berettiger til.

LÆS OGSÅ: Ny spirituel boform ser dagens lys i Østjylland

I Tyskland læses hans bøger i brede kredse. Den bog, det her skal handle om, lå en periode på bestsellerlisten i Der Spiegel, hvilket måske nok burde give stof til eftertanke og kanske en anelse mismod og selvransagelse, når man betænker den danske kulturdebat.

I sin uhyre velskrevne, monumentale og i belæsthed nærmest encyklopædiske bog Du musst dein Leben ändern (Du skal ændre dit liv) fra 2009 skriver Sloterdijk en slags askesens historie og når frem til forbindelser, som er både originale, innovative og tankevækkende.

HAN GRIBER FAT i den græske grundbetydning af ordet askese. Det drejer sig basalt om træning. Askese er hos Sloterdijk ikke kun som i den gængse opfattelse et spørgsmål om selvafkald og forskellige former for spægelse, men helt elementært at forstå som træningsprogrammer, og så er der i den kontekst ikke stor forskel på, hvem det trænende menneske er.

Det kan være bønder, arbejdere, krigere, skrivere, yogi, atleter, retorikere, cirkuskunstnere, rapsoder, lærde, instrumentalvirtuoser eller modeller. De deler det fælles kår, at de har opnået deres særlige virtuositet gennem hård og slidsom træning, hvis stadige indøvelse ad åre fører til rutine og derved bemestring af en særlig kunnen.

Der er i den sammenhæng ikke stor forskel på krop og ånd. Om man underkaster sind eller legeme hårde træningsprogrammer, gør måske nok en forskel, men den er ikke væsentlig i forhold til det overordnede resultat.

Begge repræsenterer de den større, fælles kategori: uophørlig træning som instrument til at føre legeme og ånd mod nye højder, i sidste instans mod stjernerne eller den udødelighed, som mennesket ikke kan nå, men som det gennem fortsat bemestring af sind og krop ubønhørligt kan efterstræbe. Derved når atleten eller asketen nye mål og højder.

Hos Sloterdijk omfatter argumentationen om træningsprogrammerne både en kollektiv og individuel dimension. Kollektive øvelsessystemer fandt udtryk i kirken, i klostervæsenets ordo, i den muslimske umma eller i den buddhistiske sangha, ligesom de individuelt kom til udtryk hos udstigerne fra massen, Siddharta Gautama, Sokrates, Jesus, og så videre.

Som historiker i tidlig jødedom og kristendom har jeg under læsning af Sloterdijk ofte måttet sluge indtil flere kameler. Jeg syntes for eksempel ikke, det var umiddelbart indlysende at sætte Platon på samme formel som krøblingekunstneren Carl Hermann Unthan (1848-1929), som født uden arme gennem hård træning lærte sig selv kunsten at spille violin med fødderne og derved var i stand til at henrykke skarerne. Han var en sand virtuos på samme måde, som man om Platon kan hævde, at han inden for sin metier opnåede virtuose færdigheder.

Jeg fandt det heller ikke let at forlige mig med tanken om, at verdensreligioner som for eksempel buddhisme og kristendom hos Sloterdijk sammenstilles med nye religionsstiftere som Pierre Coubertin (den olympiske bevægelses grundlægger) og Ron Hubbard (grundlæggeren af Scientology). Er der alligevel ikke forskel til Jesus og Gautama Siddharta, den historiske Buddha?

Men vi kan alle blive klogere, og jeg har lært meget af Sloterdijks overraskende og bemærkelsesværdige sammenligninger og grandiose fortælling. Han er god at tænke med og få nye indsigter fra. Men lad os bevæge os tilbage i tid, til begyndelsen.

Tanken om træningsprogrammer fandtes ikke i de tidligste former for kultur. Den var et religiøst novum, som vi kan datere til perioden omkring det femte århundrede før vor tidsregning.

Den var heller ikke geografisk omfattende, men optrådte alene i en række eurasiske kulturer fra Kina i øst over Indien og Israel og det større nærorientalske område til Grækenland i vest.

Det gjaldt for eksempel forskellige former for græsk filosofi, der alle var rettet mod tanken om, at man skal forandre sit liv. Det vil jeg ikke opholde mig ved her, men i stedet bevæge mig frem til fremkomsten af klostervæsenet i det fjerde århundredes Egypten under asketen Pachomios og videre frem til det vesterlandske klostervæsens grundlægger, Benedikt af Nursia (480-cirka 545).

Benedikt var en af de første, som udviklede et regelsæt for den måde, munke og nonner skulle leve sammen på. Maksimen lød ora et labora (bed og arbejd). Her finder man et af de mest systematiserede træningsprogrammer, hvis mål gennem legemlig og åndelig selvdisciplinering var såvel den kollektive som den individuelle helligelse til Gud.

Senere skabtes nye munke- og nonneordener, som blev en integreret del af de spæde, fremvoksende bysamfund. Ikke alene opstod derved en ny type ordensvæsen, som særligt mendikanterne (fattigordenerne), franciskanere (gråbrødre) og dominikanere (sortebrødre) var det mest udtalte eksempel på, men derved blev der også banet vej for en tidlig form for sekularisering, der foregreb træningsprogrammernes forskydning fra det specifikt religiøse til det verdslige rum fra land til by, kunne man også sige.

ÅNDSHISTORISK må vi imidlertid nu springe adskillige århundreder frem i tid, før den sidste bevægelse fandt sted. Også den var geografisk begrænset, i første omgang indskrænket til den vesterlandske del af verden.

Pierre Coubertins grundlæggelse af den olympiske bevægelse i slutningen af det 19. århundrede var som så meget andet i datiden også en bevægelse tilbage i tid, til den antikke verden. Paradoksalt var den også en genopfindelse eller genopdagelse af antikkens tætte forbindelse mellem religion og sport, idræt og træningsprogrammer.

Den var en form for religion, hvor den moderne atlet uden chauvinisme på vegne af sit land indgik i international konkurrence til ære for sin nation, sit flag og sit folk.

Den olympiske maksime altius, citius, fortius (højere, hurtigere, stærkere) er en fin sammenfatning af træningsprogrammernes mål og med i den verdslige kontekst. Altid mod stjernerne, hvor asketen i stræben eller træning frem mod nye mål kan forbedre og videreudvikle sin kunnen og derved løfte barren mod nye højder.

Det er samme tænkning og systematiseret øvelse, der i dag finder udtryk i coaching, fitness og evig efteruddannelse. Det er vulgariseringen (i betydningen udbredelse til stadig flere mennesker) af den romantiske myte og de aksiale religioners mantra.

Hver og en af os er kaldet til at blive atlet ikke længere for Vor Herre, ej heller for fædrelandet, men nu for os selv i selvrealiseringens endeløse jagt mod nye og højere mål, eller som den romerske filosof Seneca sagde: per aspera ad astra (gennem vanskeligheder frem mod stjernerne).

Anders Klostergaard Petersen er professor ved Aarhus Universitet