DET NYE FORSLAG TIL folkekirkens styre, Betænkning 1544, vender op og ned på folkekirken. Ikke her og nu, men i selve forståelsen af, hvad kirke er.
I den traditionelle lutherske forståelse af kirke findes det ikke som subjekt, altså som kirken i bestemt form. Det er, fordi kirken er en flerhed, en sum, nemlig kristnes fællesskab. Sådan bestemmes det i folkekirkens bekendelsesskrift, Den Augsburgske Bekendelse, hvor kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret.
Det er en meget vigtig skelnen, som går tilbage til Reformationens opgør med den katolske kirkeforståelse, som regnede med kirken som subjekt. Henning Matzen gør i sin kirkeret opmærksom på, at ordet kirke hyppigt fremkommer i den Tid, i hvilken den romersk-katolske Religion var herskende her i Landet. Og siden da blev dets brug i Lovsproget gjennem lange Tider en Sjældenhed.
I tidligere bibeloversættelser blev det græske ord for kirke, ekklesia, da også oversat til menighed, altså mere en betegnelse for en flerhed, og vel en mere korrekt oversættelse af det græske ekklesia, der betyder forsamling af mennesker, der er kaldt sammen. Mens det i de seneste autoriserede oversættelser hyppigere oversættes til kirke.
Der er stor forskel på forsamling eller menighed og så kirke. Det første er fladt, horisontalt og angiver en samling af mennesker, mens det sidste ikke indeholder en pluralitet.
Opgøret med pavekirken var et opgør med kirken som subjekt. Og med, at man kan tale om kirken. Grundloven bruger kun den ubestemte form, bortset fra når der tales praktisk om folkekirken. Retligt optræder kirke stort set kun i sammensatte ord, altså som præfiks eller suffiks. I indekset til Preben Espersens kirkeret findes der 29 referencer til sammensætningsord med kirke, fra kirkebetjening til kirketugt, men kirken er der ingen referencer til, og ordet optræder ekstremt sparsomt.
LÆS OGSÅ: Folkekirken er unik i de nordiske lande
I DEBATTEN OM en styreform for folkekirken burde der før høringer og konkrete lovforslag mere debatteres, hvad der menes med, at vi har en kirke i Danmark.
I Betænkning 1544 optræder der påståede faktuelle sætninger som Da den danske folkekirke er en enhed (s. 52). Er den det? Ikke teologisk. I Den Augsburgske Bekendelse står der, at til kirkens sande enhed er det nok at være enig om evangeliets lære. Enheden er ånd og trosfællesskab. Det er nok. Mere gør skade. Derfor er folkekirken en flerhed, nemlig af kristne mennesker. Og det er helt afgørende. Det var det, som Reformationen blev udkæmpet om.
For der findes ikke teologisk set nogen enhed ved siden af eller over kristne mennesker i Danmark, der bekender samme tro. Og slet ikke en enhed, som bør eller kan forvaltes. Enheden er enighed om evangeliets lære. Og derfor blev den organisatoriske struktur så viseligt indrettet efter Reformationen med et tusindtal sogne, der kalder præster, og som skal forkynde den evangeliske lære. Og med provster og biskopper til helt nødvendigt at inspirere, opmuntre og vejlede præsterne til denne opgave ude i sognene og så vogte enheden om evangeliets lære i tvivlstilfælde.
Grundstrukturen er stadig, at man er præst i et sogn, sognepræst, og ikke præst i al almindelighed. Evangeliets forkyndelse har altid virket lokalt. Folkekirken er en flerhed, og kirken i bestemt form findes ikke i Danmark. Derfor var forhenværende kirkeminister Bodil Kochs (S) karakteristik af folkekirken som et velordnet anarki så præcis.
Enhedstanken er en tilbagevenden til skolastisk tankegang, hvor man forstod mangfoldighed som underordnet enhed, og at det enkelte måtte grundes i eller udledes af en enhed. Al orden bestod i underordnelse under enhed. Ved at referere til nærheds- eller subsidiaritetsprincippet som ideal i pejlemærkerne i betænkningen indskriver man sig i en typisk katolsk tankegang med rødder i antik filosofi, hvor enhed blev opfattet både moralsk og eksistentielt primært i forhold til flerhed. Netop den evangeliske menneskeopfattelse med dens afgørende betoning af individet og dets frihed kan ikke passivt se bort fra grundtanken bag subsidiaritetsprincippet, slog jeg op i et tysk Evangelisches Staatslexikon om subsidiaritetsprincippet.
Betænkningen bruger også et udtryk som hele kirken flere gange. For eksempel i denne kontekst: Som kollegium varetager biskopperne i fællesskab deres læremæssige tilsynsopgave i spørgsmål, der vedrører hele kirken (side 52, side 222). Hvad er hele kirken? Hvordan adskiller den sig fra kirken? Det er volapyk.
Betænkningen konstruerer en række abstraktioner, kirken og hele kirken, for at postulere, at der findes en enhed, som der skal tages vare om, og som skal styres. Og som strukturen i dag er utidssvarende over for.
Behovet for centrale organer, bispekollegium og kirkeråd begrundes ved en begrebsgymnastik, der smugler skolastiske kategorier ind, som peger hen til en helt anden kirkeforståelse end den protestantiske.
LÆS OGSÅ: Da struktur blev et saftigt emne
AFGØRENDE ER det filosofiske spørgsmål, som blev diskuteret ihærdigt i middelalderen og beredte vejen til Reformationen: Kan en pluralitet findes uden en enhed? Eller kræver mangfoldighed en enhed? De katolske teologer kæmpede for enheden og frygtede for kirkens eksistens, hvis mangfoldigheden fik lov at florere. Middelalderens modernister så virkeligheden som enkeltting, der kun forbindes med navne og ikke noget stærkere. Martin Luther følger i dette kølvand ved at flytte kirkebegrebet fra et substans- eller enhedsbegreb og til at betegne en flerhed, nemlig de troende, der samles for at lytte til evangeliet. Vi bekender vor tro på de helliges samfund og ikke det hellige samfund.
Hele kirken er en uevangelisk konstruktion hvad er hele kirken mere end det folkekirkelige fællesskab, som vi i forvejen har? Når Betænkning 1544 opfatter et bispekollegium som et udtryk for hele kirken, går vi i gang med at hugge i protestantiske rødder.
Hvordan kan læremæssige spørgsmål luthersk set varetages i fællig? Rundbordsteologi?
I gældende kirkeret sker det lokalt i hvert stift af hver biskop i forholdet til en præst eller menighed. Hvordan kan et kollegium, en flerhed, beslutte om tro og bekendelse? Det afgøres af biskoppen i konkrete tilfælde i hvert stift.
Hvis betænkningens flertalsforslag var vedtaget i 1948, ville kvindelige præster være forsinket i mange årtier. For der var kun én biskop, der ville ordinere en kvindelig præst. Alle andre var imod. Heldigvis fastholdt Fyens Stifts biskop sin suverænitet dengang og handlede aldeles ukollegialt. Og ville Københavns biskop, Fuglsang-Damgaard, i 1943 kunne have udsendt sit hyrdebrev mod jødeforfølgelserne, hvis han først skulle have konsulteret kollegerne, hvoraf flere var imod? Vi mister de biskoppelige fyrtårne, hvis de primært ser sig som kollegium.
Flertalsforslaget til ny styreform for folkekirken bygger på en uafklaret kirkeforståelse, som først bør teologisk overvejes. Ved at postulere en kirkelig enhed, som kan varetages, er der tændt for megafonen, der taler på alles vegne. Så hvor vi barnedøbte kristne før kunne leve i vished om, at kirkens enhed var bekendelsesskrifterne, og at fællesskabet mellem kristne bestod i dåb og nadver, bliver der nu både et kollegium af biskopper med formand og et kirkeråd eller fællesudvalg til at udgøre denne enhed. Det skridt vender folkekirken på hovedet.