JAMES ALLEN GORDON BEGYNDTE først at vise tegn på stress, efter at han var dømt skyldig, og dødsdommen truede. Den høje, nydelige mand i cremefarvet habit og guldindfattede briller havde indtil da virket fuldstændig i kontrol. ”Dette er ikke Hollywood,” havde den 26-årige mordtiltalte sagt til juryen, ”og det eneste, der tæller, vil være fem ting: f-a-k-t-a.”
Nu faldt han sammen i stolen. Luften var gået ud af ham, og han sad og stirrede på den gule blok på bordet foran sig. Det fik en søster til et af hans ofre til at mene, at han fortjente livsvarigt fængsel i stedet for dødsstraf. ”Presset tyngede ham,” blev hun citeret for. ”Han vidste, hvad han havde gjort.”
EU-landene står sammen i kampen mod dødsstraf og søger aktivt at stoppe henrettelser. Med ”torturregulativet”, der blev vedtaget i 2011, forhindres firmaers eksport af stoffer, der kan bruges til dødelige indsprøjtninger. Medicinalfirmaet Lundbeck har således forbudt, at firmaets epilepsimedicin benyttes ved henrettelser.
Håbet om, at USA vil forbyde dødsstraf, steg igen for et par uger siden, da det for anden gang i løbet af fire måneder gik helt galt under en henrettelse. Denne gang var det i Oklahoma, hvor Clay D. Lockett var dømt for voldtægt af en kvinde og for at skyde og dræbe en anden, hvorefter han så på, mens hun blev levende begravet.
Der var planlagt en dobbeltforestilling, hele to henrettelser samme aften. Men da det ikke lykkedes at lægge et ordentlig drop til den dødelige cocktail, der skulle pumpes ind i Lockett, opgav man. Ifølge et magasin ”eksploderede” Locketts hjerte 10 minutter senere. Det blev en meget ubehagelig død.
Selv tilhængere af dødsstraf var oprevne. Henrettelsesforsøget havde varet 43 minutter i forhold til de sædvanlige 10 minutter. Men som avisen Boston Globe påpegede, viser en nærmere gennemgang af henrettelser gennem tiderne, at de altid har været forbundet med eksperimenter og smerte. Mens tre procent af alle henrettelser fra 1890 til 2010 gik skævt, gælder det syv procent af henrettelser ved gift.
Samtidig er det usandsynligt, at dødsstraffen afskaffes inden for en overskuelig tid. Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research Center i 2013 støtter 55 procent af den amerikanske befolkning dødsstraf, mens 37 procent er modstandere.
Den gode nyhed er, at afstanden mellem de to grupper bliver stadig mindre. Med dette spinkle håb er det tid for os, der er modstandere, til at træde et skridt tilbage og forklare hvorfor. Mens fakta og tal vil overbevise dem, der i forvejen har sympati for modstanden, er det en forståelse af vores egen menneskelighed, der måske kan overbevise resten.
JEG BLEV STYRKET i min modstand mod dødsstraf, da jeg som studerende i New York dækkede retssagen mod James Allen Gordon. I USA besluttes dødsstraf, først efter at den egentlige retssag er slut skyldig eller ej. Først derefter følger strafudmålingen. Da jeg ikke havde mulighed for at følge alle retsmøder, bygger min beskrivelse dels på egne iagttagelser, dels på pressens dækning af sagen.
Det var ved juletid i 1998, og beviserne var ikke til den anklagedes fordel. Som et af de overlevende ofre udtrykte det: ”Det var, som om han spillede med i en gyserfilm.”
Gordon havde voldtaget, mishandlet og skudt den 28-årige Darlene Johnson, mens hun bad for sit liv. Han havde skudt den 18-årige Hadiyah Holliman og havde gentagne gange slået hendes søster, Zakkiyyah, i hovedet med en hammer. Han havde i flere omgange taget kvælertag på den 20-årige Latishe Crite, til hun mistede bevidstheden, og han havde taget sig god tid til at voldtage, skære, gennembanke og skyde den 33-årige Mary Mouzon, som derefter forblødte. Kun Latishe Crite og Zakkiyyah Holliman overlevede.
Statsadvokaten var personligt modstander af dødsstraf. Men tre var blevet dræbt i det, som blev kendt som Jamaica Queens-massakren, så han besluttede at gå efter den strengeste straf.
De efterladte havde ikke alle det samme krav. Mary Mouzons mor udtalte, at hun ikke ønskede at andre skulle gennemleve den voldsomme smerte ved at miste et barn. ”Livstid er godt nok for mig,” sagde hun til en journalist.
Darlene Johnsons far, der var kordegn, ønskede også en livstidsstraf til Gordon, så han kunne angre. Han var villig til at mødes med sin datters morder for at få en undskyldning og en forklaring på, hvorfor det var sket. Zakkiyyah Holliman havde overlevet med tre huller og en metalplade i sit kranium, men mirakuløst nok uden en hjerneskade. Hun ønskede, at Gordon skulle dø.
Ingen af de berørte fik dog opfyldt deres ønsker. Imod alle råd valgte Gordon det usædvanlige skridt at føre sit eget forsvar hvad man kan ifølge amerikansk lovgivning med to advokater som rådgivere. Og han chokerede alle ved selv at udspørge de overlevende i vidneskranken.
Sagen var klar på forhånd. I sin skriftlige tilståelse indrømmede Gordon forbrydelsen, men beskyldte i samme tekst kvinderne for tidligere at have bortført og voldtaget ham. Hans dna svarede til sæd, der var fundet på et af ofrene og et andet offers blod var fundet i hans rygsæk. Gordon blev fundet skyldig i stort set alle anklagepunkter. ”Skyldig, skyldig, skyldig,” råbte mrs. Johnson ifølge aviserne, hvorefter hun og manden fejrede dommen ved deres datters grav.
Da juryen nåede til at skulle udmåle straffen, begyndte Gordon at komme for sent til retssagen. Han forklarede sin udåd: ”Der er ikke nogen særlig grund til, at det skete. Hvorfor så skrækkelige synder blev begået.” Grædende bad han om ”tilgivelse, og at I vil bede for mig”. Men den eneste gang, han sagde undskyld, var i et avisinterview.
LOVGIVNINGEN i forbindelse med dødsstraf er forskellig i alle de 32 forbundsstater, hvor den eksisterer. Men 82 procent af henrettelserne foregår i Sydstaterne. I New York må juryen kun høre om den anklagedes udfordringer i livet, mens de overvejer straffen ikke om ofrenes baggrund.
Vidner forklarede, at Gordons mor stadig var teenager, da han blev født, og at han voksede op i et misbrugsmiljø, hvor han fik tæv. Allerede som syvårig måtte han selv forsøge at skrabe penge sammen til mad til sig selv og sine yngre søskende. Han kendte ikke sin rigtige far, men den mand, han elskede som en far, blev dræbt, da Gordon var dreng.
Den dag, straffen skulle forkyndes, kom en usoigneret og medtaget Gordon tre timer for sent til retten. Al opmærksomhed var rettet mod dommeren, der gav en dom på livsstid uden mulighed for løsladelse. En træt Gordon lagde hovedet på en af sine advokaters skulder, og hun holdt ham trøstende. Zakkiyyah Hollimans søster løb skrigende ud af retslokalet.
Der er noget ved beslutninger om liv og død, der skubber alting ind et skarpt relief. De tilhængere af dødsstraf, der protesterede mod den sjuskede henrettelse af Lockett, ville helt sikkert glæde sig over dommen over Gordon. Men det simple faktum, at Lockett er død, mens Gordon stadig lever, understreger blot den vilkårlighed, der indgår i disse sager. Det er tydeligt i rettergangen, de forskellige love og i forbindelse med selve henrettelsen.
Samtidig er det klart, at højere idealer om at nå frem til retfærdighed, bod og hævn aldrig opfyldes. Ofrene og deres familier må acceptere, men kan måske aldrig helt forstå det, der er sket. Gordon, der for en måned siden tabte et søgsmål om at få sin sag genoptaget, vil måske aldrig angre.
Det er, når livet viser sig så usikkert og tilfældigt, at vi må foretage et valg. Enten løfter vi os ud over hævngerrigheden og holder fast i vores medmenneskelighed, eller vi daler ned, hvor der er angst og frygt. For mig er det ikke et svært valg.