PÅ LØRDAG FEJRES 200-årsjubilæet for den norske grundlov også her i Danmark. 1814-grundloven betød afslutningen på en 434 år lang union mellem Danmark og Norge.
Den blev starten på en selvstændig norsk nationalstat funderet på principperne om folkesuverænitet, menneskerettigheder og adskillelse mellem statsmagtens lovgivende, udøvende og dømmende magt.
Jubilæet er samtidig anledning til at markere 200 års fred mellem de nordiske lande og til at standse op ved nogle lange linjer i værdifællesskabet mellem landene.
Norges union med Danmark under enevældige konger kan betragtes under karakteristikken ”firehundredeårsnatten”, som Henrik Ibsen gør det i ”Peer Gynt”.
Men Ibsen brugte begrebet netop som latterliggørelse af det ensidige billede, som blev tegnet af unionen i den nationalromantiske periode i 1800-tallet. Piet Heins perspektiv er måske mere dækkende set fra begge nationers synsvinkel: ”Danmark var ikke Danmark, hvis ikke Norge var til.”
Sandheden er, at tvillingerigerne har nogle lange og stærke fælles linjer i åndsliv og kultur og i samfundsliv og økonomisk samkvem. Linjer, som strækker sig langt længere tilbage end fællestiden, tværs gennem de 434 år under samme styre og lige ind i vor egen tid.
Nordens historie blev vævet sammen længe før nationalstaternes tid i kraft af den geografiske nærhed og den fælles kulturelle arv lige fra gammel nordisk til kristen tid.
er blevet kaldt mirakelåret i Norges historie. Ved Kielerfreden først på året blev Norge afstået fra Danmark til Sverige. Men som den norske historiker Jens Arup Seip skriver, var Sverige ”ikke momentant i stand til at gribe det bytte, Danmark var tvunget til at give fra sig”. Svenske Karl Johan måtte vende tilbage til kontinentet for at fortsætte kampen mod Napoleon.
I det vakuum, som opstod, greb den danske statholder i Norge arveprins Christian Frederik straks tøjlerne. Han manede til oprør og mobiliserede præsteskabet, stormænd og bønder mod Kieltraktaten.
I løbet af kort tid blev der valgt en grundlovsgivende forsamling. Prinsen holdt sig i baggrunden under selve grundlovsarbejdet, men trak alligevel i mange tråde.
Den 17. maj blev Grundloven underskrevet, og den 19. maj blev Christian Frederik valgt til konge for det selvstændige Norge. Han fik en kort regeringstid. Karl Johan gjorde som ventet krav på sit bytte. Christian Frederik abdicerede, men først efter han havde sikret, at kongemagten gik tilbage til folket, og at den nye grundlov skulle ligge til grund for unionen mellem Norge og Sverige.
Den reviderede grundlov, som blev vedtaget 4. november 1814, betød derfor en meget afgrænset union med Sverige. Det konstitutionelle demokrati lå fortsat til grund.
CHRISTIAN FREDERIK var den centrale lederskikkelse i det norske oprør i 1814 først som statholder og siden som konge valgt af folkets repræsentanter. Han tog initiativet til den proces, som gav Norge en radikal grundlov baseret på magtfordelingsprincippet.
Når æren for selve grundlovsarbejdet har skullet fordeles, har historieskriverne gerne fremhævet de brave nordmænd. Mange af dem var embedsmænd og jurister uddannet i København.
Men uden den danske tronarvings orkestrering og politiske kløgt er det et stort spørgsmål, om vi havde fået 1814-grundloven og det udstrakte selvstyre under unionen med Sverige frem til selvstændigheden i 1905.
Det er værd at bemærke, at Christian Frederik får en meget central plads i fejringen af dette 200-årsjubilæum. Det er helt på sin plads, og mange vil sige, at det er på tide.
Jeg er glad for, at jeg som medlem af Stortinget har været med til at beslutte, at der skal rejses et monument for Christian Frederik på Eidsvolls Plads uden for Stortinget i Oslo.
Det kan måske betragtes som et paradoks, at nordmændene valgte den danske arveprins, da de havde chancen for at vælge deres første egen konge.
Man skal imidlertid huske, at adskillelsen i 1814 blev påtvunget udefra. Selvom enkelte nordmænd omfavnede adskillelsen efter en række år med krig, sult og fattigdom, var flertallet fortsat loyale mod Danmark-Norge. De kulturelle og sociale bånd var stærke.
For norske malere, billedhuggere og musikere var København det naturlige tilholdssted i 1800-tallet, og det var også her Bjørnson, Ibsen, Kielland og andre store norske forfattere udgav deres bøger. På mange måder fortsatte København med at være Norges kulturelle hovedstad op igennem 1800-tallet. Universitetet i Oslo, som startede undervisning op for 200 år siden, blev etableret fra København.
Men tilknytningen mellem Norge og Danmark gennem fællestiden var om muligt endnu stærkere på det kirkelige plan. Det gjaldt ikke bare selve præsteskabet, men selvfølgelig også de kirkelige ordninger.
I dag mærkes dette ikke mindst i den fælles salmeskat, som er noget af det mest slidstærke i kulturarven fra fællestiden. I den nye norske salmebog, som udkom i 2013, er mere end 70 af salmerne forfattet af de fire store danske salmedigtere Grundtvig, Brorson, Kingo og Ingemann. Grundlovsforsamlingen i 1814 så da også en kontinuitet i det værdigrundlag, som den nye konstitution blev bygget på. Statsreligionen og det statslige kirkestyre med en bekendende monark blev videreført under formuleringen ”Den Evangelisk-Lutherske Lære forbliver Statens offentlige Religion”.
VED STAT-KIRKE-FORLIGET i 2008 var der tværpolitisk enighed i Stortinget om en reform, som også understreger de lange linjer i værdifællesskabet. Bestemmelsen om statsreligion er nu ophævet, men erstattet af følgende formulering: ”Værdigrundlaget forbliver vor kristne og humanistiske Arv. Denne Grundlov skal sikre Demokrati, Retsstat og Menneskerettighederne.”
Da vi forhandlede om disse formuleringer i Stortinget, var netop denne kontinuitet afgørende for at opnå enighed på tværs af alle partier. Ordet ”forbliver” peger tilbage på 1814-grundloven, men også på den tusindårige kultur- og retsarv, som Norge og Danmark har til fælles.
Den norske grundlov af 1814 var et frihedens fremskridt. Den sikrede vigtige borgerrettigheder blandt andet trykkefrihed og handelsfrihed men religionsfriheden var ikke nævnt.
På dette punkt er der ikke grund til stolthed over de værdier, som blev nedfældet i Grundloven. På den tid var jøder forbudt i det dansk-norske rige. Jødeforbuddet blev bekræftet i Grundloven af 1814 og blev ikke ophævet før 1850-tallet.
Lægprædikanten Hans Nielsen Hauge sad i fængsel i 10 år fra 1804-1814 for at have forkyndt Guds ord dømt for at have brudt den lov, der forbød gudelige forsamlinger (konventikler) uden statens (altså sognepræstens) godkendelse. Senere led flere frikirkelige ledere under forfølgelse og fængsling, fordi de udøvede tro uden for statskirkens rammer. Gennem generationer har frikirkesamfund på forskellige måder oplevet stigmatisering, diskriminering og mobning.
Men vækkelsesbevægelserne lod sig ikke stoppe, og loven blev ophævet i 1842. Det gav grundlag for fuld forsamlingsfrihed i Norge, noget Grundloven af 1814 ikke sikrede.
Ved forliget fra 2008 føres ligestillingen af trossamfundene ind i Grundloven for første gang. Nu er det skrevet ind i landets grundlov, at frikirkerne skal ”understøttes på lige linje” med den norske kirke. Dermed sættes et værdigt punktum for en del af norsk historie, som er alt andet end værdig.
Den grundlov, som fejres på lørdag, er derfor præget af både fornyelse og kontinuitet. Det fælles nordiske værdigrundlag forbliver.