I DAG, DEN 17. MAJ 2014, går flagene til tops overalt i Norge. Nordmændene fejrer 200-årsdagen for Eidsvoll-grundloven af 17. maj 1814, som de kan være stolte af.
Kort udtrykt genvandt Norge med den sin nationale suverænitet, samtidig med at kongelig enevælde blev afløst af demokrati. I 1814 havde Norge været i union med Danmark i 434 år, og i dansk historieskrivning taler man om ”tabet af Norge”.
Hos vores broderfolk på den anden side af Skagerrak må denne skelsættende begivenhed imidlertid stå i et andet lys: ”1814 miraklenes år” hedder en ny bog af Karsten Alnæs, der gennem fornem historieformidling tegner et fint billede også af baggrunden for adskillelsen af ”tvillingerigerne”.
I 1807 havde englænderne bombarderet København og røvet den dansk-norske flåde. Frederik VI reagerede ved at indgå en alliance med Napoleon. I 1814 stod han som den franske kejsers eneste allierede, og det kom til at koste dyrt. Ved Freden i Kiel den 14. januar 1814 måtte kongen afstå Norge til Sverige.
Svensk politik havde i mere end 100 år haft som mål at erobre Norge, men hvem havde ansvaret for det dansk-norske fællesmonarkis opløsning? I Jens Engbergs store biografi ”Den standhaftige tinsoldat” (2009) får Frederik VI en hård bedømmelse, selvom den oldenborgske kongeslægts stigende degenerering i 1700-tallet blev brudt med ham.
Efter 1808 blev statsrådet ikke indkaldt, og Engberg finder, at den mere og mere egenrådige Frederik VI overvurderede sine egne militære og strategiske evner.
En anden kender af perioden, Ole Feldbæk, har derimod ment, at en fransk besættelse af Jylland ville have afskåret Norge fra de livsvigtige kornforsyninger. Men hungersnøden kom nu alligevel til landet. Vi ved, hvordan apatiske og udmagrede flokke af mennesker drev rundt i byerne, hvor hærens kornmagasiner lå, desperate af sult.
DEN ENGELSKE flådeblokade af Norge medførte stor overdødelighed. Nogle af læserne vil måske også mindes Henrik Ibsens bevægende digt ”Terje Vigen”.
Frederik VI frygtede norsk separatisme. Krigsårene satte imidlertid den traditionelle kongetroskab på hård prøve, men først i sidste øjeblik imødekom kongen nordmændenes gamle ønske om at få eget universitet.
Det fik navnet Det Kongelige Frederiks Universitet, i dag Universitetet i Oslo, som i 2011 kunne fejre sit 200-årsjubilæum med udgivelsen af en utraditionel universitetshistorie i fem bind.
Grundloven og det nye universitet blev et bolværk mod det svenske pres efter 1814 for en sammensmeltning af de to lande.
I maj 1813 sendte Frederik VI så den danske tronfølger, Christian Frederik, til Norge som statholder. Tanken var formentlig, at hvis Napoleonskrigenes udvikling tvang de to lande fra hinanden, skulle prinsen stille sig i spidsen for norsk selvstændighed for senere igen at forene dem under det oldenborgske hus.
Den svenske tronfølger var siden 1810 Jean Baptiste Bernadotte, fra 1818 konge under navnet Karl Johan. Han havde kæmpet under Napoleon som marskal, men skiftede side.
I januar 1814 lå byttet eller belønningen (Norge) parat, men sejrherren havde ikke tid til at hente det, Napoleon var endnu ikke endeligt slået. Og det skaffede prinsen og nordmændene kostbar tid.
Christian Frederik var en 27 år gammel, charmerende, velbegavet og handlekraftig ung mand, der slet ikke lignede sin officielle far, arveprins Frederik med det uheldige udseende og de stærkt begrænsede åndsevner. Hans virkelige far var sikkert også adjudanten Frederik Blcher.
Beskeden om Kiel-traktaten nåede prinsen den 27. januar, men han holdt ordren om Norges overgivelse til Sverige tilbage og indkaldte i stedet til møde den 16. februar på Eidsvoll Værk, der ejedes af hans nære ven, den rige handelspatricier og embedsmand Carsten Anker. På mødet blev der indkaldt til en grundlovgivende forsamling, og et par dage efter proklamerede Christian Frederik sig som regent.
Rigsforsamlingen mødtes på Eidsvoll den 10. april. Den bestod af 112 valgte repræsentanter med en gennemsnitalder på 42 år. Halvdelen var embedsmænd som både før og efter 1814 udgjorde den herskende klasse i Norge og en tredjedel bønder. To partier stod over for hinanden: Flertallet gik ind for at give Norge en forfatning og erklære landet selvstændigt. Et mindretal med grev Wedel Jarlsberg i spidsen så derimod en union med svenskerne som den eneste løsning.
Men efter hektiske forhandlinger i fem lykkelige forårsuger blev Eidsvoll-konstitutionen skrevet på godt dansk vedtaget den 17. maj 1814.
Kongemagten og regeringen stod stadig stærkt, og folkerepræsentationen, Stortinget, den lovgivende magt, skulle kun mødes hvert tredje år, men kongen kunne ikke opløse Stortinget.
Op mod halvdelen af alle norske mænd over 25 år fik også stemmeret, og det gjorde Grundloven til Europas mest demokratiske. Til sammenligning havde kun tre procent stemmeret til de rådgivende stænderforsamlinger, som Frederik VI efter internationalt pres indførte i 1834.
Eidsvoll-mændene var influeret af oplysningstankerne, som revolutionerne i Amerika og Frankrig i slutningen af 1700-tallet byggede på. I tillæg kom de idéer, som juraprofessor J.F.W. Schlegel samtidig docerede på Københavns Universitet.
Mange af embedsmændene havde fulgt hans forelæsninger, heriblandt ”Grundlovens far”, Christian Magnus Falsen. Det kan man læse om i første bind af værket ”Nye perspektiver på Grunnloven 1814-2014”.
Før Rigsforsamlingen gik fra hinanden, valgte den Christian Frederik til konstitutionel monark. I juli stod Karl Johans overlegne styrker imidlertid i Norge. Efter kortvarige kampe blev der indledt forhandlinger, og den 10. oktober abdicerede prinsen.
Men nordmændene bevarede Eidsvoll-grundlovens landvindinger i den nye union med Sverige (1814-1905), hvor landet fik en selvstændig stilling, egen finanslov og eget pengevæsen. Christian Frederik blev senere dansk konge (1839-1848) under navnet Christian VIII og skuffede da de liberale her i landet.
Hvad betød 1814 for Danmark? Den danske historiker Marcus Rubin slutter i 1892 sin bog ”1807-14” med de ord, at krigsårene gjorde København til hovedstad for ”en udmattet nation”, hvor befolkningen i kampen for det daglige brød ”uden klage lod sig udelukke fra det offentlige livs affærer”.
Norge gik ind i det 19. århundrede som et fattigere, men også som et mere liberalt, et mere moderne og et mere mobilt samfund end Danmark. Og i de to sidste årtier af århundredet kom så Estrup og Højres halvdiktatoriske styre. Parlamentarismen sejrede i Norge i 1884, hos os først i 1901.
Grundlovsjubilæet i Norge har to højdepunkter: I aften er det norske kongepar værter på Eidsvoll, og her er Danmarks dronning, Margrethe II, naturligvis blandt gæsterne.
Men almindelige mennesker kan også se Eidsvoll-bygningen. Den er blevet renoveret for 350 millioner og er et besøg værd, hvis man alligevel er i Oslo, hvor også slottet og universitetet står nypudsede.
Forinden har imidlertid det traditionsrige børnetog op ad Karl Johan fundet sted, og her vil Harald V i stilig engelsk jaket og høj hat sammen med den øvrige kongelige familie på slottets balkon modtage deltagernes glade hilsener til lyden af skoleorkestrenes festlige musik.
Og mens det sker, lader vi i tankerne her i landet Dannebrog gå til tops som en hyldest til det land, som vi har så meget historie fælles med, og som vi også gennem mange familiebånd er så tæt knyttet til.
Med Bjørnstjerne Bjørnssons smukke ord: ”Ja, vi elsker dette landet,/ som det stiger frem,/ furet, vejrbidt over vandet/ med de tusind hjem “”