Den sociale katastrofe i Europa

Børnechecksagen har åbnet manges øjne for, at EU har magt til at gribe ind i retten til og betingelserne for at opnå social- og velfærdsydelser i Danmark. Mange forstår nu, at dansk indenrigspolitik i høj grad bestemmes af EU, og det kan blive et farvel til den skandinaviske velfærdsmodel, mener dagens kronikør

DE REALØKONOMISKE VIRKNINGER af finans- og eurokrisen har medvirket til over 26 millioner arbejdsløse i Europa. Og antallet af fattige og socialt ildestedte stiger voldsomt i navnlig Syd- og Østeuropa. Nogle steder vurderes at være katastroferamte.

EU går i retning af de riges slaraffenland med en middelklasse på vej mod de fattiges helvede. Efter de økonomiske reformdiktater i Grækenland, Italien, Spanien, Portugal og Irland breder problemet sig til andre EU-lande på grund af den neoliberalistiske reformideologi med nedskæring af offentlige budgetter og privatisering.

Sammen med opfordringen til europæerne om at bakke EU op ved Europa-Parlamentsvalget påpegede den katolske kirkes bispekonference (COMECE) i marts (med reference til pave Frans), at ”antallet af nye fattige vokser i alarmerende omfang”, og at der er et påtrængende ”socioøkonomisk spørgsmål” at tage stilling til i EU.

Man kan være uenig i forslaget om at modgå fattigdomsproblemet med romerkirkens ”sociallære”, hvor familien skal forsørge sig selv subsidiært med offentlig bistand. Men ikke i påpegningen af det akut stigende fattigdomsproblem.

Utallige samtaler med folk på gaderne i denne tid fortæller mig, at børnechecksagen har åbnet manges øjne for, at EU har magt til at gribe ind i retten til og betingelserne for at opnå social- og velfærdsydelser i Danmark.

Mange forstår nu, at dansk indenrigspolitik bestemmes af EU-politik og -ret. Og i hvert fald nogle af de mange forstår, at dilemmaet med børnechecken hænger sammen med, at EU ikke har og ikke fører nogen social- og velfærdspolitik. Den tyske kansler, Angela Merkel, sagde for nylig, som sandt er, at EU ikke er en ”socialstat”.

Og man kan da godt undre sig over, at af EF/EU efter cirka 60 års eksistens og forandringer med udvidelse og uddybelse af den politiske og juridiske magt ikke tager sig af social- og velfærdsopgaver på tværs af grænserne og nationalstaterne.

NÅR NU EU om muligt vil integrere alt i sin overnationale magt og myndighed, hvorfor så ikke også social- og velfærdspolitik? Hvorfor forholder EU sig ikke til, hvad der er ret og rimeligt at yde mennesker, der ikke kan forsørge sig selv på rimeligt menneskelige livsvilkår overalt i hele EU?

Det er der historiske, ideologiske og økonomiske grunde til. Fra begyndelsen var EF/EU tænkt som et økonomisk projekt for produktion, erhverv og handel. Der var ikke ansats til social-økonomiske tiltag eller til et socialt solidarisk samarbejde.

Det økonomiske projekt blev til det indre marked med de fire såkaldte friheder for personer, varer, kapital og tjenesteydelser, de højeste principper (dogmerne) over alt andet i EU-retten. EU kerer sig derfor i grunden ikke om menneskers sociale og økonomiske vilkår og har ideologisk koblet sociale spørgsmål sammen med arbejdsmarkedet.

I indledningen til Lissabon-traktaten bekræfter EU ganske vist højtideligt ”den betydning, de tillægger de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder som defineret af den europæiske socialpagt, der blev undertegnet i Torino den 18. oktober 1961, og i fællesskabspagten af arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmæssige og sociale rettigheder fra 1989”.

Og traktaten har et helt kapitel (kapitel 11) med artikler om ”social- og arbejdsmarkedspolitikken” plus et om ”den europæiske socialfond”. Endelig er der i traktatens charter om grundlæggende rettigheder en artikel 34 om ”social sikring og social bistand”.

Jamen, står der så ikke noget om arbejdsløses, fattiges, hjemløses, forældreløse børns, handicappedes og syges ret til og konkrete mulighed for at opnå hjælp til en rimeligt menneskelig tilværelse? Og står der ikke noget om de almindelige fælles velfærdsgoder som fælles gratis skolegang, fælles læge- og sygehusbehandling? Nej, det står der intet om.

I PRAKSIS LEVER EU IKKE OP til de fine ord i de to ”pagter”, som Lissabon-traktaten højtideligt henviser til. Og på grundlag af de fire dogmer, der primært tjener erhvervsøkonomiske interesser, vurderer EU, om udbetaling af sociale og velfærdsmæssige ydelser i EU-landene er i overensstemmelse med princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed og charterets grundrettigheder.

Hvor gode eller dårlige menneskers sociale og økonomiske vilkår er som sådan, det er det indre markeds dogmer og EU-retten i grunden ligeglade med. De stiler ikke imod at sikre mennesker gode eller rimelige sociale og økonomiske vilkår at leve på.

Vores dansk-nordiske velfærdsmodel bygger på den socialetiske tanke, at ethvert menneske, der ikke kan forsørge eller klare sig selv, skal kunne opnå offentligt finansieret hjælp. Den opfattelse og praksis har EU hidtil været ganske fremmed for og ligeglad med. Med den konsekvens at den dansk-nordiske model er under pres og på sigt ikke vil kunne overleve i EU, fordi markedsprincipperne i realiteten ikke vil vide af, at de sociale problemer fordrer en fælles social og human indsats.

Som følge af historien og ideologien har EU ikke en økonomi til at finansiere en social- og velfærdsmæssig ordning efter dansk-nordisk mønster og har ladet det være op til landene selv hver for sig at tage sig af de socialøkonomiske problemer.

EU-området er derfor et kludetæppe af forskellige måder at forholde sig til sociale problemer på og med umådeligt store socialøkonomiske forskelle til følge. Sammenlign blot gamle menneskers levevilkår i Litauen, Polen, Tyskland, Danmark og Irland.

Den dansk-nordiske måde at tage ansvar for sociale problemer og almen velfærd på som et fælles samfundsmæssigt anliggende er blevet til i løbet af cirka 100 års kamp og i takt med, at det blev muligt at gennemføre ordningen politisk og klare opgaven økonomisk med opbakning i befolkningen.

En tilsvarende årelang kamp og proces er end ikke begyndt i EU. Og den har stærke erhvervsøkonomiske interesser imod sig, der dominerer i kraft af EU-traktatens ideologi og håndhæves af EU-Domstolen, og ikke mindst i kraft af det magtfulde lobbyarbejde i Bruxelles.

Men lad os sætte, at der var et politisk ønske om og politisk mulighed for at gennemføre en fælles, europæisk social- og velfærdsordning ved EU-lovgivning. Efter dansk-nordisk model skulle den finansieres af fællesskabet, altså EU.

Det kræver i hvert fald tre ting: For det første en udvidelse og ændring af EUs politiske og juridiske magt. For det andet, at unionsborgerne skal betale en overnational EU-statsskat. For det tredje, at EU vil føre en forskelsudlignende fordelingspolitik og sikre, at pengene virkelig (uden svindel) kommer mennesker, der har brug for dem, til gode.

Men det er hverken ønskeligt eller muligt. Så længe EU kun vil redde finanssektoren og euroen, er det totalt umuligt. Og så længe kapitalkræfterne i den grad er politisk infiltrerede, er det ikke ønskeligt og næppe muligt.

Det er derfor ikke snæver selvtilstrækkelighed ”nationalisme” at ville ud af EU for at fastholde en almen, etisk social- og velfærdspolitik. Vel er det ikke en forkromet løsning på det tiltagende arbejdsløsheds- og fattigdomsproblem i EU, men det kan ikke løses, så længe euroen og EUs politiske økonomi fastlåser de krise- og fattigdomsramte lande.

Det forudsætter et generalopgør med EU at kunne føre en anden økonomisk politik og samarbejde på en anden og reelt demokratisk måde end blot at fortsætte som Unionens integrerede undersåtter.

Friheden skal genvindes, så befolkningerne og folkesuveræniteten kan få reelt demokratisk-politisk ansvar både nationalt og i nye, reelt mellemfolkelige samarbejder i Europa.