”SE HELE TIDEN PÅ HÅNDSKRIFTET! Se, hvad der sker om få øjeblikke!”. Det gjorde vi så. Foran os lå en side af et af de allerældste bibelhåndskrifter, ”Codex Vaticanus” fra 300-tallet, skrevet på græsk vist nok skrevet i Egypten.
Stedet var Vatikan-biblioteket, som vi besøgte med en gruppe studenter fra Københavns teologiske fakultet engang i 1980erne. Der var ferie på stedet. Kun chefen selv var til stede og under gennemgangen var han så venlig og dristig at hente dette ark, tog det ud af indramningen og lagde det på bordet.
Få øjeblikke efter rullede dette fine pergament sig nydeligt sammen. Håndskriftet, som indeholder det meste af Det Gamle og Det Nye Testamente har været af uvurderlig betydning for alle århundreders videnskabelige udgaver og oversættelser af Bibelen. Enhver dansk teologisk student kender det fra sit græske nytestamente.
Det er et af de ældste større bibelhåndskrifter. Det forholder sig nemlig sådan, at der ikke eksisterer originale håndskrifter af Bibelen. Holder vi os til Det Nye Testamente, er der gået lang tid før begivenheder, ord og taler blev nedskrevet. Tilmed er evangelierne nedskrevet i et andet sprog, end deres indhold foregik på.
I den første tid var der efterhånden mange kristne skrifter i omløb, så kirken blev nødt til at samle og erklære, hvilke skrifter den ville anerkende.
I løbet af 300-tallet blev man så enige om de 27 skrifter, som vi nu har i Det Nye Testamente. Sammen med jødernes bibel, som de kristne kaldte Det Gamle Testamente, udgjorde det nu de kristnes bibel, Guds hellige ord.
Kristendommen var blevet en bogreligion. Her havde Gud åbenbaret sig, intet måtte lægges til eller trækkes fra. Nu havde man også en facitliste, som kunne bruges, når man skulle vurdere lærespørgsmål.
Snart fremkom oversættelser. Af den største betydning blev det, at Hieronymus (død 420) skrev en latinsk oversættelse, som blev den katolske kirkebibel helt op til nyeste tid, kaldet ”Vulgata” (”den gængse, den almindelige”).
DEN FØRSTE OVERSÆTTELSE, som lignede vores germanske sprogtone, var Wulfilas gotiske, og det ældste større håndskrift af den er ”Sølvbibelen” (omkring 500), skrevet med sølvblæk, begyndelsesbogstaverne med guld, på purpurfarvet kalveskind. Dette uvurderlige, smukke klenodie opbevares i Universitetsbiblioteket i Uppsala.
Men Bibelen kunne også blive farlig for kirken. Mennesker, som ikke var enige med den, kunne udvælge sig bibelcitater i kritikken af kirkens ledelse og hævde, at de havde Guds ord med sig. Op gennem middelalderen udstedte paven flere gange forbud for lægfolk mod at eje, læse eller fortolke Bibelen anderledes end kirkens ledelse.
I 1516 havde Erasmus af Rotterdam samlet og udgivet Det Nye Testamente på græsk.
Da Luther var blevet dømt kætter og fredløs i 1521 og anbragt i ”beskyttelsesfængsel” på fæstningen Wartburg, anvendte han denne græske og den latinske udgave, da han oversatte Det nye Testamente til tysk.
Førsteudgaven på 3000 eksemplarer blev revet væk. I de første 10 år udkom 85 oplag, og det kom til at danne baggrund for andre landes lokale oversættelser. Det gjaldt også den første danske oversættelse (1524).
Senere fulgte flere oversættelser, som kulminerede, da man for første gang fik hele Bibelen oversat og udgivet i 1550, Christian den Tredjes Bibel.
Det var dog ikke en oversættelse fra hebraisk og græsk. Det fik vi først i 1607. Siden er fulgt en række både officielle og private oversættelser, senest Det Danske Bibelselskabs i 1992 og ”Den nye aftale” Det Nye Testamente på nudansk i 2007.
Enhver oversættelse har indbygget problemer. Ikke to kulturer, sprog, tankegange, billeddannelser er ens. Det var Luther ganske klar over og skrev faktisk et par spændende skrifter om dette. Han ville ikke oversætte ”bogstav til bogstav”, ”ord til ord”, men ”mening til mening”, og det tyske sprog, som han ville ramme, var, som han sagde, det, som manden på marken, folk på torvet, husmoderen og barnet i hjemmet talte.
Det er blevet sagt, at Reformationen betød ”Bibelen i hver mands hånd”. Det er ikke rigtigt. Rent bortset fra, at mange endnu var analfabeter, så eksisterede der slet ikke en helbibel de første mange år.
Men tankegangen bagved er rigtig nok: Nu skulle enhver direkte læse Bibelen, nu var den ikke længere reserveret biskopper, professorer, lærde munke og kanniker.
Læsningen skulle dog ske til personlig opbyggelse, for allerede i reformationstiden var kirkens ledere bange for at lade lægfolk give sig til også at fortolke Bibelen. Dertil kræves nemlig særlige forudsætninger, men sådanne fine tanker lod sig ikke let gennemføre. Også her i landet fik vi snart mange stridigheder om den rette forståelse af Skriften.
Men et er bibeloversættelse, noget andet er forståelsen af det oversatte, bibelfortolkningen. For Luther er hovedreglen, at man i enhver tekst skal se, om den forkynder Kristus, hans budskab og gerning. Gør den ikke det, har den mindre betydning. Derfor foretrak han Johannesevangeliet, mens for eksempel Jakobsbrevet var så ringe, at Luther helst ikke så det i Det Nye Testamente.
Det Gamle Testamente skulle læses som en historiebog om det gamle Israel og som profetier om den kommende Jesus Messias. Gennem disse prioriteringer blev Luther faktisk også en slags bibelkritiker.
Men siden 1800-tallet udvikledes en helt anden bibelkritik. Med ny viden og metoder udforskede man nu bibelteksternes baggrund, historie, form, sprog, billedtale, symboler og andet.
Nogle gjorde det for at angribe jødedom og kristendom, men de mere seriøse havde tværtimod til hensigt at nå ind til kernen i teksterne ved at forklare og oplyse det dunkle og vanskeligt forståelige.
I NYERE TID ER IGEN UDVIKLET andre læsemåder. Opgøret om bibelkritikken blev hård og indædt og foregår den dag i dag. For mange blev det en hjælp og inspiration, andre reagerede ved total afvisning og hævdede, at man ikke skulle pille ved Bibelen, for det var Guds ord, dikteret af ham til nedskriverne, fejlfri og hævet over al form for kritik.
På den tid stiftedes Det Danske Bibelselskab (1814) efter engelsk mønster. For at fremme det religiøse liv og udbrede kendskabet til Bibelens indhold og samfundsmæssige betydning fik man udarbejdet en ny oversættelse og har lige siden udsendt nye oversættelser, udgaver af hele Bibelen eller dele af den samt udarbejdet oversættelser til andre sprog. Ligesom man i nyere tid har anvendt talrige moderne metoder i udbredelsen.
For evangelisk kristne er Bibelen ikke Guds ord, men Guds ord er i Bibelen. Evangelisk kristne tror ikke på Bibelen, men på den Kristus, som forkyndes på dens blade. Og bevæger man sig uden for de kirkelige rammer, så gælder det, at også her i landet fik Bibelen grundlæggende indflydelse på sprogets udformning, på generationers tankegang og satte sig spor i litteraturen, malerkunsten, musikken, ligesom politiske og sociale idéer og handlinger har taget afsæt i den.
Kender man ikke Bibelens univers, afskærer man sig fra store dele af kulturlivet og hele samfundslivet rent bortset naturligvis fra forståelsen og fortolkningen af kristendommens budskab. Bøgernes bog den ultimative bog.