Da jeg for nylig ved middagsbordet fortalte, at jeg havde meldt mig ud af Landsforeningen af Menighedsråd, belærte min teenagedatter mig om, at jeg dermed havde sat mig uden for indflydelse. Nu kunne hun i princippet have ret, men jeg kunne dog fortælle hende, at jeg i mine snart 20 år som præst aldrig havde haft nogen eller har ønsket at have nogen indflydelse på foreningens arbejde, men at jeg har haft tillid til, at andre med større interesse i menighedsrådsarbejde på en hæderlig måde tog dette foreningsarbejde på sig.
Mit manglende ønske om at engagere mig i denne forening har især været begrundet i, at jeg ikke har ønsket at legitimere de magtbestræbelser, der desværre altid har kendetegnet foreningen. Men det har ikke ændret på, at jeg har kunnet se nødvendigheden af en forening, der uafhængigt af de lovgivende og styrende instanser i kirken har kunnet informere og rådgive og støtte menighedsrådene i deres arbejde. Et arbejde, der jo igennem årene er blevet bebyrdet med alt for meget administration.
Denne uafhængighed af kirkeinstitutionen er med årene langsomt forsvundet i takt med, at Landsforeningen af Menighedsråd mere og mere er blevet en del af kirkeinstitutionen. Det er et problem, sådan som der er mange problemer i den danske folkekirke, der er værd at tage hånd om.
Her kunne man i samme åndedrag nævne, at netop den øgede administration og krav til at være arbejdsgiver på linje med andre private virksomheder og offentlige myndigheder stiller nogle krav til menighedsrådsmedlemmer, som man ikke kan forvente, at de skal have tid, uddannelse og evner til at løfte.
Andre folkevalgte instanser som folketing og kommunalråd sikrer jo med deres store embedsværk, at alle og enhver kan lade sig opstille. Menighedsrådene får ikke tilnærmelsesvis den samme støtte, hvorfor det kan afholde nogle fra at opstille eller få andre til at forlade rådsarbejdet i frustration, eller det kan betyde, at forvaltningen af en sognekirke hverken foregår helt lovligt eller foregår på en måde, hvor der skabes en dårlig arbejdsplads på grund af manglende stringent ledelse, ligesom den økonomiske ansvarlighed i forhold til forvaltningen af offentlige midler måske lader sit tilbage at ønske.
I disse tider, hvor der tales meget om den nye skolereform, kunne man jo gøre sig tanker om, hvilke reaktioner der ville være kommet fra skolernes ansatte, hvis reformen havde medført, at skolebestyrelserne skulle bære ledelsesansvaret.
Der er mange andre åbenlyse problemer i folkekirken, som kunne løses ved en anden struktur og organisering. Derfor var det sådan set også på sin plads, at regeringen i sit grundlag ønskede ”en mere tidssvarende og klar styringsstruktur for den danske folkekirke”. Til gengæld har det ikke været på sin plads, at kommissoriet mangler en forudsætning om, at udvalget skulle klarlægge disse problemer og ud fra dem finde en eller flere strukturelle løsninger. Ligesom det vel ikke kan siges at bero på almindelige strategier for organisationsændring, at man i kommissoriet på forhånd har givet meget snævre rammer for en løsning, når man blandt andet skriver, at en ”fremtidig styringsstruktur skal udformes, så beslutningskompetencen i forhold til økonomi og det kirkelige liv så vidt muligt følges ad”. Netop menighedsrådenes store ansvar for både økonomi og det kirkelige liv indeholder jo netop de før nævnte problemer.
Nu ved jeg selvfølgelig godt, at det primære mål med en ny styringsstruktur for folkekirken ikke har været at løse de åbenlyse problemer, som de fleste menighedsråd i større eller mindre grad kæmper med. Men at målet har været at lave en synodalordning, hvor kirkeinstitutionen centraliseres med et eller flere styrende råd. Det ændrer dog ikke på, at forslaget om kirkeråd fra udvalget for en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken ikke løser de nævnte problemer, ligesom det heller ikke løser andre problemer, hvor man kan nævne: 1) Det at præsterne ligesom menighedsrådene også besværes med den ustrukturerede ledelse i sognekirkerne. 2) En demokratiforståelse, hvor nogle menighedsrådsmedlemmer fremmer egne særinteresser ved at påberåbe sig, at de som folkevalgte repræsenterer sognet. 3) Mediernes ønske om at formidle, hvad ”folkekirken” mener om politiske, etiske, kulturelle, religiøse og eksistentielle spørgsmål. 4) Det at folkekirken kan fremstå som et sted for særligt troende og måske endda en elitær klasse af folk, der er aktive i det, man i kommissoriet kalder ”de frie kirkelige organisationer”.
Det er vel egentlig helt indlysende, at man kun skal se på ændringer af en forvaltning, hvis der er opstået reelle problemer, der skal løses. Ændringen skal jo derfor også sigte på at løse problemerne. Ændringen bør jo i hvert fald ikke ske ud fra ideologiske tanker, hvad enten de nu er politiske eller religiøse. Vel skal man have en vision og en mission, for nu at bruge marketingsjargon, som for folkekirken jo naturligvis er at forkynde Guds ord for alle folkeslag. Visionen er alle folkeslag. Missionen er at forkynde. Visionen er ikke en bestemt styreform.
Visionen for kommissoriet har været en ny styreform. Men hvis vi får et kirkeråd, vil det ikke løse folkekirkens organisatoriske problemer. Derimod vil vi få en elitær kirkeinstitution, der styres af dem, der anser sig som særligt kirkelige og/eller troende. Denne kirkes øverste råd vil uundgåeligt tilfredsstille mediernes ønske om at vide, hvad ”folkekirken” mener inden for alverdens områder og dermed vil kirken som landets største organisation pludselig fremstå som en markant politisk med- og modspiller i forhold til det øvrige politiske spil. Ja, man kan undre sig, hvis et flertal af Folketingets medlemmer virkelig vil indføre Kristendemokraternes årtier gamle ønske om en sådan from, elitær kirke!
En sådan from, elitær kirke kan næppe længere betegnes som en folkekirke. For folkekirken har jo ikke sit navn som betegnelse for en særlig demokratisk styreform, men fordi den er det danske folks kirke og dermed en kirke, der viser respekt for den danske kristne kulturarv såvel som for mangfoldigheden blandt kirkens medlemmer. Det er desuden et udtryk for, at menighedsrådsmedlemmer, præster, provster, biskopper, kirkefunktionærer og embedsmænd forvalter deres betroede embeder på en måde, så alle i befolkningen kan have tillid til, at de ikke betaler kirkeskat til at fremme andres kirkelige særinteresser.
Det er den tillid, jeg har mistet i forhold til Landsforeningen af Menighedsråd. Jeg forstår demokrati som folkets ret til at forkaste de folkevalgte, når de misbruger vores tillid. I forhold til menighedsrådsforeningen har jeg med min udmeldelse forkastet deres arbejde, da de ikke har vist en behørig respekt for deres opgave og medlemmernes ønsker.
Det kunne være en opfordring til andre, der heller ikke ønsker at legitimere en interesseorganisation, der vil gøre sig selv til kirke og gøre kirken til en organisation for særligt kirkeligt interesserede. Kirken er nu engang for alle os svage, fattige, dårlige og onde mennesker, der har brug for at høre Guds ord og ikke for dem, der vil bruge kirken som en organisation, der skal redde os andre og måske endda hele verden.
I den proces, der i det seneste års tid er foregået omkring arbejdet med en ny struktur for folkekirken, føler jeg mig lidt forladt af min kirke. Men jeg har stadig tillid til, at de folkevalgte i Folketinget sørger for, at folkekirken forbliver en mangfoldig, magtsvag, dansk, folkelig kirke.