I år er vi i gang med at fejre alt det, vi har mistet: Norge i 1814 og Slesvig og Sønderjylland i 1864. Samtidig nærmer 100 års dagen for tabet af De Vestindiske Øer sig.
Således skal vi i 2017 fejre hvis det er det rette ord at det er 100 år siden, vi den 31. marts 1917 strøg Dannebrog og overdrog de tre øer til USA for den dengang nette sum af 25 millioner gulddollars. Dagen fejres under navnet ”overdragelsesdagen” (Transfer day).
Som grønne perler i det azurblå hav ligger de tre tidligere danske øer St. Thomas, St. Croix og St. Jan. Driftige købmænd og plantere bakket op af småstatslige ambitioner tog i 1700-tallet øerne i besiddelse og udnyttede dem til at skaffe de eksotiske varer, først og fremmest sukker, som Europa sukkede efter.
I den blomstrende (florisante) periode i slutningen af 1700-tallet var det en indbringende forretning at drive kolonierne. Men snart blev der problemer, og med slaveriets ophævelse i 1848 blev sukkerrørsproduktionen med et slag urentabel.
Fra da af ønskede Danmark at komme af med øerne, men det lykkedes først i 1917, da de i lyset af Første Verdenskrig fik en strategisk betydning.
Men de er aldrig blevet ordentlig integreret i en ny sammenhæng i USA; de er ikke en stat, men et særligt territorium, og er dermed ikke fuldgyldigt repræsenteret i Kongressen, og indbyggerne har ikke stemmeret til præsidentvalget i USA. Det er der naturligvis en vis frustration over, og den kædes ikke med urette sammen med den koloniale forhistorie.
Rejser man på øerne, ser man, at den danske tid stadig er nærværende i form af de forter og regeringsbygninger, som den danske administration opførte i de år, vi ejede øerne.
Nogen steder er de forholdsvis velholdte og intakte, mens de andre steder har fået lov at forfalde. Det røde fort i Charlotte Amalie på St. Thomas er således i en dårlig forfatning. Og den store renovering, der er planlagt her, er gået i stå, så det er mere end tvivlsomt, om det når at blive i orden til transferdags-fejring i 2017.
Hvad kan man bruge sådan et jubilæum til? Ja, det kunne være en lejlighed til at reflektere over Danmarks rolle i den vestlige verdens koloniale eventyr.
Vi var ikke de førende, langtfra. Men vi var med og formåede at etablere kolonier på tre kontinenter, Trankebar i Indien, Ghana i Afrika og de tre små øer i Caribien.
I kraft af vor status som søfartsnation kom vi til at spille en større rolle end vores fysiske areal tilsagde. Således blev vi en betydningsfuld aktør i slavetransporterne over Atlanten. Cirka 100.000 slaver blev fragtet over Atlanten på danske skibe.
års jubilæet i 2017 er en velkommen lejlighed for os danskere til at reflektere over vores andel i kolonitiden med slavehandel og slavetransport. Det er en alt andet end glorværdig del af vores historie. Måske skulle vi overveje at sige undskyld?
Kolonitiden blev etableret over flere hundrede år og herskede fra de europæiske opdagelsesrejser til midten af det 20. århundrede. Afviklingen af den gik forbavsende hurtigt, cirka 50 år fra 1947 til 1997 tog afkolonialiseringen, det 20. århundredes mest afgørende bevægelse, men eftervirkningerne lever vi stadig med; dem har vi langtfra bearbejdet.
Man kan sammenligne med Moses udfrielse af jøderne fra slaveriet i Egypten. Myten fortæller, at det gik forholdsvis let, staven frem, vandene skiller sig, og ude er de; men derefter måtte de vandre 40 år i ørkenen, og her kneb det for de små jødedrenge, for de længtes tilbage til Egyptens kødgryder. Da indså Moses, at én ting er at få jøderne ud af Egypten; en anden ting er at få Egypten ud af jødernes hoveder.
På samme måde med kolonialismen: En ting er at få ophævet de koloniale udbytningsstrukturer og få gjort folkene fri, og det har vist sig at være svært nok; en anden ting er at få ændret den indstilling, det mindset, som prægede og som fortsat præger såvel kolonisatorerne som de koloniserede.
Derfor er der fortsat et behov for et opgør med de politiske, militære og kulturelle dominansforhold, der kendetegner afviklingen af den klassiske kolonialisme.
En koalition af aktivister inden for de caribiske stater har anlagt en retssag mod de tidligere kolonimagter med krav om en undskyldning og kompensation.
Den drivende kraft bag denne retssag udgår fra Jamaica og er primært rettet mod Storbritannien og med rette for de var The Empire. Men Danmark er også inkluderet, for vi var med, godt nok i langt mindre målestok.
Men en retssag er et forkert instrument i den proces, der skal tjene til at få sandheden belyst og forsoning bragt til veje. Jurister skal jo agere efter love og bestemmelser; men slaveriet, som her er på anklagebænken, var jo ”legalt” i de pågældende lande. Så hvad kan man dømme efter?
Ja, det må blive efter en eller anden forståelse af, hvad der er naturlig lov. Men den er imidlertid ikke kodificeret på en sådan måde, at den kan gøre fyldest i en retssal.
Derfor er retssagen et dårligt instrument til at opklare, forstå og forsone sig med de fortidige begivenheder, som her er til forhandling. Her kræves en anden metode, der tillader fordybelse i de historiske og antropologiske materier.
Derfor ville det være god stil, om Danmark tog initiativ til at nedsætte en sandheds- og forsoningskomite i anledning af 100 årsfejringen i 2017 for salget af De Vestindiske Øer til USA. Det handler om bearbejdning af kolonitiden.
Jamen, er det ikke så forfærdelig længe siden og glemt eller fortrængt af de fleste? Jo, det er det sikkert, men vi lever endnu med eftervirkningerne. Så derfor giver det god mening at bearbejde de historiske erfaringer for at vinde indsigt over fortiden med henblik på at navigere adækvat i nutiden.
En paritetisk sammensat kommission, seks fra de tidligere danske Vestindiske Øer og seks fra Danmark, historikere, antropologer, teologer, kan ved at producere en hvidbog om den 250-årige relation give stødet til en mere sanddru og ærlig omgang med også denne ikke så glorværdige del af vores fortid.
For vi har som sagt brug for at reflektere over vores andel i kolonitiden med slavehandel og slavetransport. Et godt forarbejde er ved at blive gjort, idet Rigsarkivet med baggrund i en stor donation fra A.P. Møller Mærsk er i gang med at digitalisere og offentliggøre de tonsvis af arkivalier, der dokumenterer den historiske relation.
Det er flot og nødvendigt og kan passende følges op med en tilbagelevering af de genstande, fremkommet ved danske udgravninger, der dokumenterer øernes tidlige historie, de oprindelige beboere og deres kultur.
Men samtidig bør der nedsættes en kommission, der kan gennemarbejde og aktualisere det historiske materiale. Det må for mig gerne munde ud i en passende formuleret undskyldning; vi føler måske ikke den er vigtig, men derfor kan den godt være det for dem, der skal modtage den.
Vi bevæger os her på det symbolske plan, så hvorfor ikke følge det op med en symbolsk gestus: Lad os levere de 25 millioner dollars tilbage i form af et udviklingsprogram for øernes forsyning med sol- og vindenergi.
Strømmen er ekstremt dyr på øerne, og solenergien er dårligt udviklet, og dog har de netop sol til overmål; og her har Danmark en ekspertise.
Samtidig kan man bede Mellemfolkeligt Samvirke om at organisere et fredskorps af unge danskere, som tager ud til St. Thomas og istandsætter fortet i Charlotte Amalie.
Så kan vi måske være os selv bekendt, når statsministeren og Kronprinsen må vi formode kommer til Transferdag-fejringen den 31. marts 2017.