Går man i kirke pinsedag, kan man opleve en vis forlegenhed hos en del prædikanter ved at tale ligefremt og forståeligt om pinse og Helligånd.
Ofte vikles pinsens budskab ind i naturlyrik om alt det grønne og årets gang i naturen. Eller også tales der om liv liv sådan i bred betydning. Eller prædikenen glider over i en almen betragtning af kommunikationen mellem mennesker. Så nedskrives Helligånden til et alment princip om liv, vækst og kommunikation. Og den moderne forkynder tror, at han/hun har gjort pinsens budskab om Helligånden forståeligt ved disse betragtninger.
Jeg tror, vi som kirke skal vove ligefremt at forkynde om Helligånden som et møde med den opstandne Jesus sådan beskriver han nemlig selv Helligånden i de afsnit af Johannesevangeliet, hvor han tager afsked med sine disciple. Og jeg tror ikke, at det, der siges i Det Nye Testamente om Helligånden, er så uforståeligt, som nogle vil gøre det til.
Jeg er jo lige her. Den sætning udtrykker på en enkel og ligefrem måde, hvad pinsens budskab betyder. Jeg er jo lige her. Det er den opstandne og usynlige Jesus, der siger sådan gennem Hellig-ånden. For Helligånden er nemlig ingen ringere end den opstandne Jesus, der er iblandt os og virker iblandt os lige nu.
Mange synes, det er vanskeligt at forstå det her med Helligånden og pinse. Og ja, det er også mere diffust end et lille barn i en krybbe eller en tortureret mand på et henrettelsesinstrument.
Og for at foreslå en praksis, førend vi ser på selve teologien om Helligånden, så vil jeg gerne slå til lyd for et åndeligt træningsprogram. Så kan den, som ikke orker at læse videre, alligevel få noget, man kan bruge i sin dagligdag.
Mange af os følger trofast vores fit-nessprogram, vores slankekursprogram, vores mentale coachingprogram. Men har vi også et åndeligt træningsprogram? Er det kun vores krop og vores psyke, der trænger til at blive trænet?
Et enkelt åndeligt træningsprogram går ud på, når man møder et måske besværligt menneske, når man står over for et svært valg, når man er ved at blive hidsig eller nedtrykt, så at minde sig selv om det, Jesus siger: Jamen jeg er jo lige her. Når vi som kirke står over for store udfordringer i en tid, hvor kirken bliver mere og mere marginaliseret i det offentlige rum, og vi tænker: Hvad skal vi gøre? Så må vi igen minde os selv om ordene: Jamen jeg er jo lige her.
Det skal være vores åndelige træningsprogram. Det at blive mindet om, at den opstandne ikke kun er en teori, men at han er lige her; det forandrer perspektivet på mangt og meget.
Det var, som om Jesus stadig var hos dem. Sådan står der i en børnebibel om pinsedag. Og det er jo det, pinse i al sin enkelhed betyder. Hvis ikke Helligånden var kommet, så havde vi aldrig forstået Jesu løfte om, at han ville være med os alle dage. Vi siger nogle gange, at gentagelse eller overdrivelse fremmer forståelsen. Man kan også sige, at Helligånden fremmer forståelsen. Ja, faktisk er Helligånden den eneste chance, vi mennesker har for at forstå noget af det, der har med Gud og hans virkelighed at gøre.
Det var, som om han stadig var hos dem. Den sætning er en dør ind til pinsens vidunderlige og mystiske og uforståelige men dog erfarbare virkelighed. Den taler til et dybt behov i os. Og den åbner livet og hverdagen, fortiden og fremtiden for os.
Den giver perspektiv, højde og dybde til vores tilværelse, at det nu, som er vores, det er fyldt af, at det er, som om han stadig er her. Det er tilværelsens store ”nu” den opstandne er her jo lige ved siden af mig. Udtrykt med Sten Kaaløs vidunderlige sætning (i Den Danske Salmebog nr. 70, vers 4): ”Hver gang at jeg syns jeg ku helt la vær at være, står du her med livets nu, Jesus, du min Herre!”
I afskedstalen for sine disciple skærtorsdag aften siger Jesus: Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig, og jeg i jer. Pinse betyder fællesskab. Dybt, organisk fællesskab. Pinse betyder nemlig, at Gud Fader og Gud Søn flytter ind i et menneskeliv. Og videre hedder det: Og vi skal komme til ham og tage bolig i ham. Sagt til det menneske, der tror på Jesus. Vi det vil sige Gud Fader og Gud Søn vil tage bolig i et menneskesind.
Fællesskab er dnaet i den kristne menighed. Sådan må det nødvendigvis være. For fællesskab er nemlig Guds dna. Det ligger jo i selve treenigheden. Gud er Fader, Søn og Helligånd. Ikke tre forskellige guder, men én. En enhed holdt sammen i kærlighed.
Videre siger Jesus: For at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét. Fællesskab er det bærende element i Jesu forhold til sin far jeg i ham og han i mig. Og idet vi har fællesskab med Jesus, bliver vi automatisk indlemmet i det fællesskab, der består mellem Faderen og Sønnen. Ja, vi kan sige, at det egentlige i at være kristen, det er at være inddraget i det fællesskab.
Derfor må enhed og fællesskab også nødvendigvis være et bærende element i den kristne menighed. For når Gud er et fællesskab i indbyrdes kærlighed, så må det samme gøre sig gældende for den kristne menighed. Enhed er noget helt grundlæggende ved Gud selv. Han er jo nemlig den treenige Gud. Han er et fællesskab af fader, søn og helligånd. Gud er ikke splittet op i tre adskilte enheder. Han er midt i sin mangfoldighed eller i hvert fald treenighed ikke desto mindre én.
Enhed og fællesskab er således et helt afgørende træk ved Gud. Et kærlighedens fællesskab. Et fællesskab holdt sammen af kærlighed. Vi kan vel næppe forestille os uenighed og magtkampe i Treenigheden. Men lad os et øjeblik alligevel tænke tanken, at Sønnen en dag meddelte Gud Fader, at nu følte han sig altså som en voksen og var klar til at gå fra at være Søn til at blive Fader. Eller man kunne forestille sig Helligånden stå og surmule i et hjørne over, at hans eneste opgave var at kaste lys ind over Faderen og Sønnen, så menneskene kunne få øje på dem.
Men dette scenarie bliver aldrig til virkelighed. For Gud er som sagt fællesskab og indbyrdes kærlighed. Og fordi den kristne og hele den kristne menighed er født ud af den indbyrdes kærlighed i den treenige Gud, så må fællesskab og indbyrdes kærlighed også være dnaet i hans kirke. Vi er børn af den treenige Gud født ud af den kærlighed, der binder Fader, Søn og Helligånd sammen. Ligesom vi biologisk er børn af den enhed, der hersker mellem vore forældre, og som udfoldede sig på et tidspunkt i deres ægteskab.
Pinse betyder flyttedag flyttedag for Helligånden: Han flytter nu ind i et menneske. Det er opfyldelsen af løfterne om Helligånden i Det gamle Testamente. For eksempel hos profeten Jeremias (i kapitel 31, vers 33), hvor Gud gennem profeten siger: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerter.
Her finder vi selve programerklæringen i Jesu forkyndelse. Bare tænk på Bjergprædikenen. Jesus forsøgte gang på gang at få mennesker til at lade Guds vilje og lov gælde i hjertet frem for kun at satse på en ydre formel lovoverholdelse.
Jeg er jo lige her. Den ene lille sætning kan føre til en utrolig forandring i et menneskes liv. Mange mennesker klager over, at de ikke mærker noget til Gud i deres liv. Her må vi som kirke igen og igen gentage sætningen: Jamen jeg er jo lige her!
Den sætning kan blive som små vandpytter, der vander et menneskesind og får det til at blomstre. Den sætning kan være med til at knække pinsens kode.