”Kristendommens treenighedsdogme betyder, at sandheden ikke er en fast grund, den er relationer mellem de største forskelligheder. Forholdet mellem den ene Gud og de tre åbenbaringer, Fader, Søn og Ånd, bliver aldrig afgjort. Gud udfolder sig sammen med tiden “ Treenighedsdogmet er et værn mod tre forenklinger. Fundamentalisme på den ene side, moralisme på den anden og sværmeri på den tredje.”
I 2010 FIK LOLLAND-FALSTERS STIFT bygget en kontorfløj til bispegården. Kirkeministeriet havde valgt at lægge folkekirkens administrative fællesskab til stiftet, hvilket betød seks nye arbejdspladser. Det medførte, at det blev nødvendigt med en tilbygning til den eksisterende bygning.
Da den stod færdig, kontaktede jeg daværende direktør for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, for at høre, om der kunne være en mulighed for økonomisk hjælp fra fondet til en skulptur. Til min store glæde mødte jeg både forståelse og lydhørhed.
Den nye tilbygning til den gamle bispegård havde vitterlig brug for en markant skulptur. En skulptur, som ikke alene kunne forene de forskellige bygninger; men som først og fremmest kunne være med til at vende opmærksomheden væk fra selve bygningerne.
For selvom den gamle bispegård er smuk, og selvom tilbygningen på en spændende og nutidig måde indgår i den gamle bygning, så var der alligevel og paradoksalt nok netop brug for en skulptur, som kunne skærpe og åbne sanserne for andet og mere og på en ny måde.
DET BLEV AFTALT, at opgaven med at skabe en skulptur skulle overdrages til kunstneren Hein Heinsen. Efter forskellige møder og forhandlinger blev vi enige om, at det skulle være en bronzeskulptur over noget så ufatteligt og umuligt som treenigheden.
Hein Heinsen havde på det tidspunkt netop skrevet sin bog ”Gud Trinitetsmaskinen”, og det viste sig, at han havde både mod og lyst til at tage udford-ringen op. Det at beskæftige sig med treenigheden var langt fra noget nyt for Hein Heinsen. Tværtimod! Man kan snarere sige, at al hans kunst drejer sig om treenigheden.
Som han udtrykker det i bogen ”Skulptur” af Poul Erik Tøjner:
”Min grundlæggende tanke om forholdet mellem kunst og kristendom udspringer af begrebet om treenigheden. Det er de tre hjørner af den samme Gud, som jeg forsøger at presse ud i hver sin retning.”
Hein Heinsen fik nu mulighed for at samle sine tanker og overvejelser i en skulptur og efter mere end to års arbejde foreligger den nu i en fire en halv meter høj bronzeskulptur, som står foran bispegården i Nykøbing Falster. Skulpturen bliver officielt afsløret i morgen, søndag den 15. juni, på trinitatis søndag. Stående i en lille rund blomsterhave, en påskehave, rejser den trekantede skulptur sig op mod himlen. Et vældigt, levende, dynamisk, provokerende og tankevækkende værk, om hvilket dagbladet Politikens kunstredaktør, Peter Michael Hornung, skrev, da den ene side i skulpturen, helligåndssiden, i december 2013 blev udstillet på Den Frie i København:
”'Gudhelligånd' i bronze (“) må rangere som en af denne teologisk inspirerede billedhuggers bedste værker. Det er et monumentalt værk, der i sin myldrende trekantede opsats af en form opsummerer en lang karrieres mange overvejelser. Sådan en skulptur kan en kunstner kun frembringe, når han er nået til skelsår og alder og tør overskride de grænser, han selv har sat.”
OG HVAD SER VI SÅ, når vi bevæger os rundt om denne nye skulptur? Vi ser Faderen, som en pæn og glat overflade. Overskuelig og så dog! For midt i trekanten er der et hul, hvorover der er sat en inskription på hebræisk og dansk: ”Jeg er den, jeg er.”
Det er det tautologiske udsagn, som Gud siger til Moses, da han skal fortælle, hvem han er: ”Jeg er den, jeg er,” siger Herren. Udsagnet skaber afstand, men det rummer alligevel med hullet en invitation og en udfordring til at trænge dybere ind i spørgsmålet om, hvem denne ”Jeg er” er?
Hullet kunne også være et tvivlerhul, som det Tvivler-Thomas fik tilbudt af Jesus at fordybe sig i: ”Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” (Joh. 20, 27)
Men hvis man forsøger at trænge ind i hullet, kommer man ikke så langt, som man tror, for det ender i en slags snegl eller i den såkaldte Higgs-partikel. Det var den partikel, som fysikeren Peter Higgs i 1960'erne regnede sig frem til, og som i 2012 blev dokumenteret som den partikel, der kan give andre partikler masse. Med andre ord et billede på skabelsen eller skaberen, som vi ikke kan trænge ind i.
Går man videre rundt til den anden side af skulpturen, kommer man til den anden person i treenigheden, Jesus Kristus. Han er skildret i form af en åben, tom grav. Og så dog! Graven er ikke tom, for indeni finder man denne Higgs-partikel. Eller er det Kleins flaske, hvor indersiden bliver til ydersiden, eller er det påskeberetningens engel?
Udenfor er stenen væltet fra, og foran den åbne grav har Jesus efterladt to forskellige aftryk: En bagdel og et fodtrin. Jeg ved ikke, hvilke overvejelser Hein Heinsen har gjort sig ved at lade Jesus afsætte netop disse spor. Men for mig fik de ny betydning, da jeg forleden blev gjort opmærksom på, at intet sted i Det Nye Testamente hører vi, at Jesus havde travlt. Han havde altid tid. Tid til at standse op, tid til at lytte, tale og helbrede. Så mon ikke Jesus virkelig også har tøvet eller ventet et kort øjeblik på vej ud af den åbne grav? Han har naturligvis ikke skyndt sig, heller ikke i den situation. Han har sikkert siddet et øjeblik, lyttet opmærksomt og ventet. Først derefter har han rejst sig og har forladt sin grav. Og fodtrinnet? Ja, hvis fodtrin er det mon? Er det Jesu eller er det vores fodtrin i verden? Eller kommer det ud på ét, eller går det måske endda i ét?
HELLIGÅNDEN ER VILD OG FARLIG. Fyldt med alverdens former, som sprænger sig vej ud i rummet, ud i verden. Uregerlige, umulige at styre og umulige at forstå. Måske forstås denne side da også bedst ved at være stille, lytte og vente. Eller er det mon bedst slet ikke at forstå? Måske skal vi blot stå stille og forvente.
I bogen ”Skulptur” kalder Hein Heinsen Helligånden for ”en slags forventningsfigur. Fjernheden er Faderen, inkarnationen er Sønnen, og denne forventningsfigur er Gud Helligånd. Forventningsfiguren er indskrevet i dit arbejde som kunstner, fuldstændig som når Cézanne sagde, at du skal forsøge at male, som om du aldrig havde malet før, altså for at noget kan indfinde sig; og den har at gøre med det, at du ser på skulpturen og er åben over for, at noget vil indfinde sig, at noget sker. Måske”.
Og Hein Heinsen fortsætter:
”Det, jeg forsøger, er at holde disse tre elementer i det samme Gudsbillede så langt ude fra hinanden, som jeg kan, så de bliver yderliggående. Der kommer så det paradoks, at de samtidig bliver samlet i én figur. At skærpe det hellige mod den almindelige humanisme, men også at skærpe nærheden og forvent-ningen, så man føler, at her er noget, men også at der er noget, der endnu ikke er sket.”
Endelig er der en detalje, som man ikke lige ser i første omgang. Øverst i skulpturen, tværs ned igennem den øverste del af treenigheden, finder man en spalte. Den vender mod øst, så når morgensolen skinner, lyser den igennem denne revne. ”There's a crack in everything. That's how the light gets in!” synger sangeren Leonard Cohen. Var det bare jorden, som revnede langfredag? Mon ikke også den treenige Gud?
Jeg kan bare sige: Kom selv og se! Hein Heinsens store, monumentale og tankevækkende skulptur er nu kommet til bispegården i Lolland-Falsters Stift. Velkommen til enhver, som har mod og lyst til at gå rundt om og tage livtag med treenigheden!