Henrik Scharling - en dansk teolog i kulturkampen

Henrik Scharling repræsenterede en kirkelig, en akademisk og en kulturel konservatisme i sidste tredjedel af 1800-tallet

Kender vi Henrik Scharling? Egentlig ikke. Vil vi få noget ud af at kende ham? Afgjort ja.

Scharling, der blev født i 1836 og døde i 1920, repræsenterede en kirkelig, en akademisk og en kulturel konservatisme i den danske kulturkamp i sidste tredjedel af 1800-tallet. Hans værker er kilder til oversete perspektiver som for eksempel om viljens frihed. Hans indsats blev glemt, fordi de, der vandt, ikke brød sig om hans synspunkter, ikke fordi han manglede hverken initiativ, ideer, dygtighed eller interessant argumentation. 
 
Hvis han og hans samtidige meningsfæller og deres synspunkter fremdrages, vil det både give konservatismen en virkelig plads i dansk historiebevidsthed og give danske konservative selv en historie, vise dem deres egen historie. 

Radikalismens sejr i kulturkampen har nemlig fortrængt andre synspunkter, og dansk konservatisme har også vist tendens til at glemme sin egen historie. Derfor vil tidens sammenhæng og dens modsætninger tegne sig anderledes, billedet vil ændre sig, hvis man seriøst inddrager Scharlings skrifter som kilder. Det vil ændre på dommen over strømninger og personer. Hvis man kender ham i dag, er det på grund af hans fortælling fra 1862 ”Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard” eller mere på grund af den forestilling, som senere af andre blev lavet over denne fortælling, og som opføres hver jul. Scharlings fortælling er en nytårsfortælling; brødrene (Nicolai er fortælleren) oplever ikke juleaften i præstegården.

Fortællingen blev gennem lang tid meget læst og også opfattet som meget dansk, og teaterforestillingens stadige tiltrækningskraft tyder på, at det har noget på sig. 
Nicolais ældre broder, kaldet Gamle, læser teologi, og der er i fortællingen en interessant samtale mellem ham og præsten, pastor Blicher, om aviser. Præsten låner nemlig sine ulærde sognebørn aviser, som de læser grundigt. Det mener Gamle imidlertid er dårlig læsning og vil hellere have andagtsbøger udbredt blandt landbefolkningen. 
Her mener på den anden side præsten, at man må gå frem lidt efter lidt, men om aviserne siger han: “Der finder De et saare alsidigt Indhold, som kan bearbeides paa mange forskjellige Maader. Snart er der udbrudt Krig mellem Frankrig og Østrig, og saa undersøge vi, hvorvidt det er tilladeligt at føre Krig eller ikke; snart er der død en eller anden stor General, saa tænke vi paa, hvorlunde Alting hernede er Forfængelighed, eller der er stor Hungersnød i en eller anden Egn af Sverrig, og saa takke vi Gud, fordi han har givet os saa rig en Høst.” 

Præsten vil altså hellere udlede de kristne pointer af nyheder i samtale, fortolke verden i en kristen sammenhæng end forsøge at indarbejde andagtsbøger. Både biskop Martensen og Scharling mente, det kunne give bagslag med en massiv (pietistisk) fremførelse af det kristne budskab. Samtalen er desuden et vidnesbyrd om den vægt, aviserne fik i løbet af 1800-tallet. Læs Scharlings egen fortælling! Men Scharlings forfatterskab er som helhed langt vægtigere end fortællingen. Henrik Scharling var en klassisk luthersk teolog med kritisk front både mod de kræfter, der i hans samtid trådte fjendtligt op imod kristendommen, og mod vækkelsesbevægelserne, grundtvigianisme og Indre Mission. Det sidste anes i den citerede samtale, i præstens synspunkt. Han ønskede at holde folkekirken sammen og virke inden for den, men han ønskede også at bevare folkekirkens selvstændighed over for staten, og den side af hans virke klinger meget aktuel i dag. 

 FORFATNINGSSPØRGSMÅLET var for ham det brændende spørgsmål for den danske kirke, som stod aldeles værgeløs over for ”de politiske Partikampe eller en Kirkeministers lunefulde Indfald”. Scharling havde en vigtig rolle som redaktør af tidsskrifter, men kun i forholdsvis få år, fra midten af 1860‘erne til 1870. Først Ugeblad for den danske Folkekirke, senere Dansk Tidsskrift for Kirke- og Folkeliv, Litteratur og Kunst. Han nævner dem direkte i forbindelse med forsvar for ”de kirkelige conservative Interesser”. Det ses, at han forsøgte en markant udvidelse af emnekredsen. Men da han blev professor, måtte han opgive at finde en afløser, og tidsskriftet ophørte. Her kom den nævnte holdning til folkekirken til udtryk. Samtidig advarede tidsskrifterne imod den naturalisme, materialisme og ateisme, der bredte sig i Europa. 

Scharling viste tydeligt, at han var opmærksom på, hvad der foregik i samtidens Europa, vel at mærke ofte fra et kritisk standpunkt. Når det siden er blevet påstået, at Danmark i 1860’erne henlå i en Tornerosesøvn, som først Georg Brandes vakte det af i 1871 med sine forelæsninger, er det stærkt tvivlsomt, som Scharlings eksempel viser. 
Scharling var opmærksom på tendenserne og skrev offentligt om dem, men han ville ikke bevidstløst følge dem. Med andre ord: Scharling foregreb i 1860’erne fra kristne og konservative synspunkter, hvad Brandes i 1870’erne gjorde fra radikale og ateistiske. Scharling var en stærk kirkelig konservativ røst, og hvis han havde kunnet fortsætte tidsskriftet, havde det sandsynligvis været et kraftigt modspil til radikalismen, som efter 1870 trængte frem og ret hurtigt blev dominerende i dansk kulturliv. Som det nu gik, kom der til at mangle et markant konservativt holdningstidsskrift i debatten. 

Denne varme tilhænger af Luther var også en varm forsvarer for menneskets frie vilje, og det er nok på dette punkt, man snarest vil indvende noget imod betegnelsen “klassisk luthersk” om ham. Det kommer især til udtryk i værket Christelig Sædelære, og det må ses i den samtidige debats sammenhæng, ligesom Luthers i modsætningen til Erasmus. 

SCHARLING STOD som tidens andre konservative i modsætning til den determinisme hos radikale og naturalister, som regnede med, at alle menneskets handlinger blev bestemt med nødvendighed, at en årsagslov ud fra arv og miljø afgjorde alt. Mod dette protesterede Scharling bestemt og hævdede, at mennesket har et valg, en mulighed for at handle anderledes, end materien og omgivelserne dikterer. Mennesket er for ham ikke fuldstændig i sit begærs vold, heller ikke i samfundets, hvor stærke disse kræfter end er. Mennesket kan arbejde med sig selv og dermed udvikle sin karakter. Spørgsmålet om viljens frihed og dermed ansvar over for nødvendighed var en uhyre vigtig side af kampen mellem konservative og radikale på hans tid, og det var de konservative, som holdt på viljens frihed. 

Den frihed, de talte om, var en anden end den, de radikale talte om. Ikke en individualistisk frihed, alene rettet mod nydelse og selvrealisering, men en forpligtet frihed, forpligtet på noget større end den enkelte selv. Det er ellers radikalismen, der har forbundet sig med og er blevet forbundet med frihed, særlig i formen frigørelse. 
Der er en sammenhæng mellem viljens frihed og opfattelsen af historien og af kunsten. Historien betød meget i Scharlings tankegang. Den er for ham lige så vigtig som naturen og vigtig på en anden måde, og det viste sig i Menneskehed og Christendom, som forsøger en samlet beskrivelse af hele verdenshistorien under bestemte synspunkter, en såkaldt historiens filosofi. 

Forholdet til religionen ser han som en afgørende drivkraft i historien. Men til trods for, at han her prøver at uddrage essensen, er historien for ham ikke teori og begreber alene – den er fuld af handlende personer, hvis handlinger og erfaringer har betydning. På samme måde ønsker han i skuespil aktive, handlende personer, der har et ansvar for deres handlinger. Skuespil skrev han nemlig også, for eksempel et om mordet i Finderup Lade. 
Henrik Scharling kan man læse hele året, ikke kun til jul. Hans sammenhængende opfattelse har både Gud i centrum og mennesket som handlende under ansvar. Hans forfatterskab muliggør et mere afbalanceret indtryk af kulturkampen og åndslivet i sidste tredjedel af 1800-tallet, end det man normalt ser. 

Jon A.P. Gissel er dr.phil.

Henrik Scharling kan man læse hele året, ikke kun til jul. Hans sammenhængende opfattelse har både Gud i centrum og mennesket som handlende under ansvar.