EN SØNDAG I FEBRUAR mødtes vi, en snes mennesker i forældre- og bedsteforældrealderen, til en stilfærdig demonstration uden for statsfængslet ved Horsens.
En ung mor fra Island lad os kalde hende Hjørdis var blevet fængslet in absentia og nu udleveret til Danmark. Hendes forbrydelse var, at hun havde hjemført sine tre yngste børn til Island og bort fra påviselig vold og misbrug. Men de tre piger, som hun har med den danske far, har ikke lov at slippe for samvær med faderen.
Fordi moderen uden faderens tilladelse er flygtet hjem til Island med de tre børn, er faderen nu, trods tidligere massive svigt, tilkendt den fulde forældremyndighed. Hun er blevet udleveret til Danmark, hvor hun er blevet holdt som gidsel, mens børnene skal i psykologbehandling for at lære ikke at være bange for deres far.
En far, der synes blottet for empati og mangler interesse for sine børns ve og vel, for ellers havde han næppe tilladt, at deres mor og altid primære omsorgsperson holdes indespærret i Danmark nu på 18. uge.
Den islandske Hjørdis er oppe imod den danske forældreansvarslov, som mange folketingsmedlemmer er så stolte af, og som siger, at et barn har ret til to forældre. Loven bliver dog tolket så rigidt af både statsforvaltninger og domstole, at et barn ikke bare har ret, men også pligt til to forældre, også selv om den ene forælder er karakterafviger eller voldsmand.
Forældreansvarsloven overtrumfer således serviceloven, der siger, at en mor ikke må udlevere sit barn til skadeligt samvær. For så tager moderen ikke ansvar for sit barn.
SÅ VIDT SERVICELOVEN, som den islandske mor har efterkommet. Men i ligestillingens højhellige navn kan hverken fysisk eller psykisk vold mod barnet hindre en psykopatisk far retten til at pleje sit egoistiske, men lovbeskyttede samkvem med sine børn.
Kun hvis politiet finder kriminelle dna-spor, kan der gribes ind. Og det véd psykopater godt, for de fleste psykopater er intelligente folk. Ellers var begavede kvinder ikke faldet for dem. Forældreansvarsloven har gjort Danmark til psykopaternes slaraffenland.
Det var fra dette lovbeskyttede inferno, Hjørdis flygtede for at give sine børn et fristed på Island. Og de islandske myndigheder, der kender børnene, nemlig skolen, børnehaven og børneværnet, tilkendegiver, at det er til børnenes bedste, at de ikke bliver udleveret til deres far i Danmark, men kan blive på Island, hvor Hjørdis' familie kan bakke op om dem.
I denne uge har Islands højesteret underkendt det danske retsvæsen og besluttet, at børnene skal blive på Island hos bedstemoderen. Men moderen sidder stadig i Horsens Statsfængsel.
Danske politikere er som sagt så forelskede i deres forældreansvarslov, at de ikke vil se, at rigtig mange børn påtvinges et mareridt, når de tvinges til at efterleve loven. Nemlig alle de børn, hvis mor er flygtet fra en psykopatisk eller voldelig ægtefælle og for at beskytte børnene har taget dem med sig i flugten.
Og eftersom det er forbudt at flygte uden forinden at have meddelt flugten til psykopaten og fået psykopatens skriftlige tilladelse til flugten, så er flugten med de fælles børn en forbrydelse, der ifølge dansk lov takseres med fængselsstraf til moderen og automatisk tilkendelse af fuld forældremyndighed til psykopaten.
Hvornår mon danske statsforvaltninger og domstole finder ud af, at forældreansvarslovens smukke ord om ligestilling af far og mor har en katastrofal bagside i højkonfliktsager, der aldrig kan løses ved, at parterne bare skal lære at snakke sig til rette?
HØJKONFLIKTSAGERNE er netop kendetegnet ved, at enten faderen eller moderen er karakterafviger og uden for rækkevidde. Da gavner det fedt at appellere til karakterafvigerens forståelse for, hvad der tjener børnenes vel. Karakterafvigeren har kun sit eget ego i hovedet.
Derfor bør ikke statsforvaltningernes middelmådige jurister, men landets allerbedste børnepsykologer have det sidste ord i højkonfliktsager. Lidt forenklet kan højkonfliktsagen anskues som de gammeldags fikserbilleder, hvor opgaven skal lyde: ”Find psykopaten! Er det faderen eller moderen?”.
Det er absurd, at danske kriminelle er på fri fod på grund af overbelagte fængsler og venter på en ledig fængselscelle, mens der straks er en celle ledig til den mor, der har villet beskytte sine børn. For i Danmark tager retsvæsnet mødre som gidsler. Den praksis kan Danmark have lært af de somaliske pirater.
Nu er Hjørdis som eneste kvinde indespærret på 18. uge i et uhyggeligt fængsel på en nøgen mark uden for Horsens sammen med 300 mandlige forbrydere.
I Grundtvigs sang ”Langt højere bjerge så vide på jord”, der beskedent berømmer, hvor herlig vidt vi dannemænd har drevet det, bør der indføjes en strofe om den lighedsdyrkelse, som vi er så gode til i Danmark, men som er gået over gevind, og derfor kunne slutrimet passende lyde: ”Og da er i lighed vi gået for vidt/ når barnets beskytter blir dømt som bandit.”
DET ER DENNE BEVIDSTLØSE lighedsmani, den islandske mor nu må undgælde for. Den 13. maj blev hun idømt halvandet års fængsel for at have bortført sine børn til Island. Forældreansvarsloven fejede alle bevidnelser om overgreb mod børnene af bordet. Vi, danskere og islændinge, der overværede domfældelsen, var chokerede.
Hjørdis er ikke den eneste, der må undgælde. Danmark er i udlandet berygtet for at fængsle mødre. Hjørdis er den 11. mor, der sidder i et dansk fængsel for at beskytte sine børn. Jeg har ikke hørt om nogen fædre!
Den 11. februar, dagen efter at Hjørdis blev fængslet, var der i EU en høring foranlediget af, at danske og udenlandske mødre og enkelte fædre har klaget til EU over en forældreansvarslov, der favoriserer den psykopatiske forælder og hindrer den beskyttende forælder i at rejse ud af Danmark med de børn, de har fået med karakterafvigeren.
De medvirkende EU-parlamentarikere, der var mennesker på et højt intellektuelt og empatisk niveau, bortset fra den ene hånligt nedladende danske parlamentariker, der deltog, var bestyrtede over de danske tilstande. Den kvindelige ordstyrer afsluttede høringen med et Shakespeare-citat: ”There is something rotten in the state of Denmark.”
Det er beskæmmende at måtte give EU-politikere ret i, at vi som retsstat i varetagelsen af børnenes tarv har reduceret Danmark til en bananrepublik, der forpester tusinder af danske børns barndom med en retspraksis, der forskelsløst forpligter et barn til at have to forældre.
I Kolding Domhus kunne vi over fire retsmøder følge Hjørdis' heltemodige kamp for sine børn. I en gribende forsvarstale gav Hjørdis udtryk for, hvor hårdt det er at sidde i fængsel måned efter måned. Men det er dog for intet at regne mod den smerte, det har været at skulle udlevere sine børn til vold.
Hjørdis er bevidst om, at hendes kamp også kæmpes for de mere end 400 danske mødre og deres ulykkelige børn, der i øjeblikket er i samme situation som hun selv. Adskillige er allerede flygtet til udlandet, ressourcestærke og højtuddannede kvinder, der er kørt i sænk af først psykopaten, bagefter af psykopatens forbundsfælle, det danske retsvæsen.
Flere har som hun selv været i fængsel som gidsler for deres børn, og flere vil komme til, hvis ikke snart det danske folketing får justeret forældreansvarsloven.