ORDENTLIGT. DET ER SÅDAN ET SKØNT ORD. Solidt, rent og til at forstå. Det er noget vi alle ønsker at blive behandlet ordentligt.
I forhold til den aktuelle debat om jordemødre, stress og besparelser, så ønsker jeg netop at kunne behandle de fødende og deres partner ordentligt. Ligesom jeg selv ønsker at blive behandlet ordentligt af mine kollegaer, af mine overordnede og af politikerne.
Set i lyset af den netop indgåede aftale mellem Danske Regioner og regeringen om økonomi og besparelser for 2015, så føler jeg mig ikke længere sikker på noget som helst. Jeg føler mig ikke agtet for mit arbejde, og jeg føler mig slet ikke behandlet ordentligt.
Samtlige afdelingsledelser på Rigshospitalet har for første gang nogensinde sendt et fælles brev til Rigshospitalets direktion og dermed politikerne i Region Hovedstaden, hvor de udtrykker stor bekymring for de kommende sparekrav. Krav, man frygter, i sidste instans vil gå ud over ikke mindst de gravide og fødende. Det sidste nye er, at besparelserne ikke er så voldsomme som frygtet men spares skal der.
Min hverdag er blevet oplevet og genfortalt af journalist Jakob Sheikh (i Politiken den 2. juni). Da jeg i løbet af min aftenvagt nåede til madpakken var hans bemærkning: Det var ikke engang for sjov, at du sagde det! Han hentydede til indholdet, om hvilket jeg havde sagt: Jeg har altid et hårdkogt æg og en banan med det er sådan noget man nærmest kan sluge helt. Det havde jeg også med forleden.
Jeg er ikke bekymret for de gravide endnu. Jeg er bekymret for mine kollegaer. Jeg ser dem spille højt spil med sig selv for at kunne følge med. Jeg ser sliddet. Jeg ser dem arbejde hårdt og værne om kvinderne og familierne.
Jeg ser dem bide sammen om deres faglighed. En faglighed, de med god grund er stolte af. Det samme er jeg. Men også jeg, der er en garvet jordemoder, går nu jævnligt hjem fra en vagt med en knude i maven. Ligesom jeg møder yngre jordemødre, der tvivler på deres fremtid inden for vores fag. Ikke at det går ud over den fødende endnu. Det går ud over jordemødrene. Klynk? Nej! Det er bare hverdagen.
INGEN JORDEMØDRE har noget imod travlhed. Det er vi uddannet til, og vi yder gerne en ekstra indsats. Ligesom det skaber glæde og stolthed, når alt er gået godt. Men når balancen forrykkes, og mængden af dage med stor travlhed overstiger dage med normalt tempo, så er der noget galt. Og når der ikke længere er tid til at restituere mellem hverken vagterne eller fødslerne, så er noget ved at gå helt galt.
Jeg forstår godt, at der er begrænsede midler til de gravide, fødende og barslende. Jeg forstår godt, at der for eksempel er alvorligt kræftsyge, der undrer sig over, at raske kvinder skal prioriteres. Jeg forstår også, at det er svært at være politiker og at skulle fordele. Ligesom jeg forstår, hvor svært det er at være jordemoder,der ofte sætter egen trivsel på spil for at sikre, at den fødende får en god, tryg og sikker fødsel.
Jeg er dybest set ligeglad med (forstå mig ret), hvor en kvinde føder, hvem hun har hos sig eller hvilken jordemoder, hun føder med, så længe hun får en for hende at se rigtig god fødsel. Så længe hun føler sig respekteret og går styrket ind i forældreskabet med tro på egne evner og formåen intakt. Et sådant springbræt til forældrelivet er grundlæggende. Hun skal helt enkelt behandles ordentligt.
Jeg nægter at give køb på ordentlighed. Som set gennem mine jordemoderøjne står for tid, (t)ro, troværdighed og tilstedeværelse. Ord, der er kerneværdier i mit fag, og som for mig hænger uløseligt sammen.
Tid. Det tager tid at undersøge og tale med kvinden og hendes partner og at møde deres behov. Herunder også at rumme kvindernes forskellighed og bekymringer. Tid er også væsentligt, af respekt for den spontane fødsels naturlige gang. En fødsel tager nu engang den tid, den tager, og at stå hos og bi, og at være tålmodig er en naturlig og selvfølgelig ting.
(T)ro. At kvinden tror på egne evner i forhold til at føde og blive forældre, er ultimativt en tro som flere og flere kvinder har det svært med. Dette kræver tid til den gode samtale, til at møde kvinden som det hele menneske.
I roen ligger nærværet. Når den gravide mærker dette, falder hun, ja, til ro. Det samme gør sig gældende under fødslen. Der, hvor kvinden tvivler, der læner hun sig op af jordemoderens tro og ro, hvilket kan være dét, som hjælper kvinden igennem fødeveerne én efter én.
Troværdighed. Med ordentlighed følger troværdighed. Som når jeg for eksempel siger: Når du har brug for det, så vil der være en jordemoder hos dig du bliver ikke ladt alene. Hvis der på grund af stress og travlhed ikke leves op til dette, vil kvinden opleve dette som utroværdighed som igen vil så utryghed og tvivl om, hvem der vil være der for hende undervejs. At blive ladt alene i løbet af en fødsel kan ikke alene påvirke fødselsforløbet, men også starten på forældreskabet. At rette op på dette tager tid. Endnu mere kostbar tid.
Tilstedeværelse. Jeg skal være til stede både fysisk og psykisk. Ellers lider den nødvendige observation af fødslens spontane forløb en krank skæbne. For ikke at tale om fornemmelsen for kvindens behov og barnets tilstand. Og hvis jeg som jordemoder ikke kan være fuldt nærværende hos en fødende, fordi en anden venter, så glipper kontakten. Kontakten, som også kommer af og omfatter berøringen, de varme hænder, der netop giver ro. Og så er vi tilbage ved tiden.
ET AF SPAREKRAVENE fra Region Hovedstaden er et krav om øget produktivitet. Jeg undrer mig dog over, hvordan nogen kan mene, at en fødsel, der som udgangspunkt er en normal, spontan proces, kan klares hurtigere i dag end tidligere? Og at kvinderne skulle have mindre behov for nærvær og omsorg? En fødsel kan ikke kassetænkes. Respekt for kerneordet tid.
Noget andet, jeg undrer mig over, er den tiltagende indgrebsfrekvens i fødslerne. Der vil altid være en del fødende, som har brug for indgreb for at få en god fødsel og et raskt barn. Som jordemoder på et af landets største specialafdelinger, ved jeg om nogen dette. Men lur mig, om ikke nærvær, tid og tålmodighed vil være givet godt ud og mindske indgrebsfrekvensen og i sidste ende være besparende.
Noget tredje, jeg undrer mig over, er det dokumentationshelvede, der er kommet gennem årene. Al respekt for dokumentation og forskning. Men for den fødende er det et tilbageskridt, at jordemoderen bruger så meget tid foran en skærm, og det er derfor også et tilbageskidt for mig.
Fordi vi som jordemødre ikke vil give køb på vores faglighed og kerneværdier, så er vi ved at give køb på os selv. Men hverken jeg eller mine kollegaer kan fylde mere ind i den bestående tid. Et forsøg på dette vil være så meget mangel på agtelse og ordentlighed, at jeg ikke har fantasi til at forestille mig det. Vi er allerede inde ved marven. Og det gør ondt.
Der skal passes godt på jordemødrene. Dermed passes der også godt på kvinderne og de nye familier. Og det er nu.
Som det mindste forventer jeg, at politikerne tager stilling til og fortæller mig hvad jeg ikke skal gøre fremover. Og giv os så tiden hos og mellem hver fødende tilbage.