30 år med tomme løfter

Selvom det i år er 30 år siden, verdenssamfundet blev enig om at forbyde tortur i FN's torturkonvention, er brugen af tortur i dag ikke faldende, men tværtimod i stigning på verdensplan. Over hele verden bliver mennesker tortureret af myndighederne på de mest uhyggelige, nedværdigende og smertefulde måder, skriver dagens kronikør

I dag, den 26. juni, markerer vi Den Internationale Støttedag for Torturofre med aktiviteter i hele landet, skriver kronikør Lars Normann Jørgensen.
I dag, den 26. juni, markerer vi Den Internationale Støttedag for Torturofre med aktiviteter i hele landet, skriver kronikør Lars Normann Jørgensen.

REGERINGER OVER HELE VERDEN opfører et spil for galleriet, når det gælder tortur. De forbyder det i deres lovgivninger, men lukker øjnene for det i praksis.

Den 34-årige enlige mor Alfreda Disbarro sidder på ottende måned tilbageholdt i et fængsel i Filippinerne. I oktober sidste år blev hun anholdt på en internetcafé og anklaget for narkosmugling selvom politiet ingen beviser har mod hende.

På stationen tæskede betjentene Alfreda. De slog hendes hoved ind i en dør og proppede en beskidt gulvklud ind i hendes mund. Bagefter blev hun tvunget til at underskrive et blankt stykke papir, og politiet tog fotos af hende med penge og stoffer, der ikke var hendes. Hendes familie har måttet flytte til en hemmelig adresse for at undgå trusler og chikane fra politiet, der vil forhindre dem i at gå offentligt ud og fortælle om den tortur, Alfreda er blevet udsat for.

Tortur går ofte ud over helt almindelige mennesker som Alfreda. Selvom det i år er 30 år siden, verdenssamfundet blev enige om at forbyde tortur i FN's torturkonvention er brugen af tortur i dag ikke faldende, men tværtimod i stigning på verdensplan. Gennem de seneste fem år har mindst 141 lande tortureret sine borgere i større eller mindre omfang. Det er tre fjerdedele af verdens nationer.

I mange lande er tortur udført af politi eller sikkerhedsstyrker hverdag. Det er helt almindelig praksis at torturere først og stille spørgsmål bagefter. Over hele verden bliver mennesker tortureret af myndighederne på de mest uhyggelige, nedværdigende og smertefulde måder. Torturmetoderne dækker alt fra tæsk, elektriske stød til waterboarding og imiterede henrettelser.

Tæsk er den mest anvendte form brugt verden over, og det foregår typisk med jernrør, piske, elektriske stave og baseballbats. Ved imiterede henrettelser bilder torturbødlerne offeret ind, at han eller hun skal henrettes. Fangen tvinges til at afgive sit sidste ønske eller grave sin egen grav, mens en pistol holdes mod hans eller hendes tinding. Først i sidste øjeblik afbrydes ”henrettelsen”.

TIL TRODS FOR, at 155 lande siden 1984 har forpligtet sig til at modarbejde og forhindre tortur i FN's torturkonvention, er det i netop mange af disse lande, at Amnesty dokumenterer tortur.

Mange regeringer tager udadtil afstand fra brugen af tortur, men indadtil bruges tortur til at lukke munden på kritiske røster, religiøse minoriteter eller bare til at intimidere almindelige mennesker. Vi skal have gjort op med den dobbeltmoral.

I Alfredas hjemland, Filippinerne, kom det i januar frem, at betjente i et hemmeligt fængsel i byen Laguna havde brugt et ”lykkehjul” til at beslutte, hvilken torturmetode de skulle tage i brug. Betjentene drejede på hjulet, der afgjorde den indsattes skæbne. Ville det blive tæv denne gang? Brændemærker med cigaretter? Eller en af de andre grusomme metoder?

Torturfængslet stod ikke på myndighedernes liste over fængsler i Filippinerne. Det på trods af, at regeringen har forpligtet sig til at gøre, hvad de kan, for at forhindre tortur og andre brud på menneskerettighederne.

Blandt disse metoder er inspektion af fængsler for at sikre, at der ikke foregår tortur. Dernæst skal torturbødlerne stilles til ansvar. Men til trods for, at Filippinerne har vedtaget en lov mod tortur, er ikke en eneste blevet dømt.

Dobbeltmoralen er ikke til at tage fejl af: Filippinerne vil som så mange andre lande gerne forpligte sig på skrift og sende et signal om, at alt er i den skønneste orden men de svigter i praksis.

Kampen for at forhindre tortur er lang og sej, men samtidig er metoderne, der kan forhindre brugen af tortur, meget konkrete. Ved at sikre, at den anholdte får adgang til en læge eller en advokat, eller at familien bliver informeret om, hvor den anholdte befinder sig, nedsætter man risikoen for tortur betydeligt.

Erfaringer viser, at meget af den rutinemæssige tortur finder sted i detentioner i de første 24 timer efter anholdelsen, og advokater og læger udgør dermed et nødvendigt værn mellem torturoffer og torturbøddel. Derudover bør der garanteres uanmeldte besøg fra observatører og videoovervågning af afhøringer.

Ligeså vigtigt er det, at regeringerne gør op med den kultur af straffrihed, som hersker i mange lande blandt politibetjente og sikkerhedsstyrker. De personer, som begår tortur, slipper som regel for at blive straffet, og langt de fleste tortursager bliver ikke efterforsket. Straffriheden skyldes ofte manglende politisk vilje. Det er nemlig ofte staten, politiet eller militæret selv, som er direkte ansvarlig eller medskyldig i torturen.

Vejen til retfærdighed er lang og hård for torturofrene og i mange tilfælde desværre ørkesløs. Chilenske Leopoldo Garcia er i dag en ældre herre i 80'erne, men hans arrede ansigt og manglende tænder vidner om de torturovergreb, han blev udsat for i september 1973 i Chile.

Først 40 år senere, i 2013, fik han oprejsning for den tortur, han var blevet udsat for, da den interamerikanske menneskerettighedsdomstol slog fast, at Leopoldo skal modtage erstatning, mens hans torturbødler skal straffes.

DA VI I AMNESTY igangsatte vores Stop Tortur-kampagne, der skal løbe de næste to år, spurgte vi 21.000 mennesker i 21 lande om deres holdning til tortur. Undersøgelsen viser, at der i alle verdensdele hersker en frygt for tortur. Næsten halvdelen af de adspurgte frygter tortur, hvis de bliver anholdt, mens mere end 80 procent ønsker love, der kan beskytte mod tortur. Over en tredjedel mener, at tortur kan retfærdiggøres i visse tilfælde.

Men tortur kan aldrig retfærdiggøres. Tortur er det værst tænkelige angreb på et andet menneske og dets værdighed. Mennesker, der bliver tortureret, vil sige hvad som helt for at få det til at stoppe. Historien har vist, at fanger indrømmer både hekseri og forbrydelser, de ikke har begået. Nogle har også fordømt deres egen religion. Andre har nægtet at tale, og nogle er døde, fordi de valgte at tie.

Terrorangrebene i USA den 11. september 2001 bidrog til forestillingen om, at tortur kan være et nødvendigt onde i kampen mod den tikkende bombe. Argumentet er dog aldrig blevet bevist. Den tidligere CIA-agent John Kiriakou fortalte for nylig Amnesty, at han i løbet af sine 14 år i CIA aldrig oplevede, at brugen af tortur fremskaffede oplysninger, der rent faktisk kunne bruges til efterforskning. De eneste gode informationer, Kiriakou og hans folk fik fra terrormistænkte, kom frem ved hjælp af traditionelle afhøringsmetoder.

Utallige efterforskere som Kiriakou har de seneste år punkteret myten om, at tortur virker. Det er en ekstremt upålidelig metode til at få brugbare oplysninger. Men vigtigst af alt strider tortur mod international lov, og det kan aldrig retfærdiggøres. Det er barbarisk, nedværdigende og umenneskeligt.

Amnesty har gennem 50 år arbejdet for at forhindre tortur og for at stille torturbødlerne til regnskab. Og så længe tortur findes, fortsætter kampen.

I dag, den 26. juni, markerer vi Den Internationale Støttedag for Torturofre med aktiviteter i hele landet, og Amnestys afdelinger verden over indsamler underskrifter til fordel for Alfreda Disbarro, så hun kan få en retfærdig retssag, hvor beviser fremtvunget under tortur ikke bliver brugt.