BILAGSKRISE. SKATTESAGER. LØFTEBRUD. SPIN. Den ene sag om vildledning af Folketinget efter den anden og ikke mindst en af historiens største og mest langvarige økonomiske kriser. Afstanden mellem politikerne og befolkningen bliver stadig større.
Vælgernes tillid til deres folkevalgte er dalende. En undersøgelse, der blev lavet for nogle måneder siden, hvor danskerne blev bedt om på en skala fra 0 til 10 at give udtryk for deres tillid til politikerne, gav en gennemsnitlig vurdering på lidet imponerende 4,2.
Forklaringen skal ifølge eksperter både findes i det politiske indhold og den politiske form den måde, der bliver ført politik på nu til dags. Danskerne bliver mere og mere usikre på politikernes evne til at finde gyldige svar på de konkrete udfordringer samfundet står over for, og det tærer ydermere på tilliden, at medierne på ugentlig basis kan rapportere om politiske skandalesager.
Det danske politiske system har i sandhed som det også er tilfældet i mange andre lande udviklet sig til en lind strøm af personsager, hvor skiftende politikere optræder i skurkeroller, og hvor den enkelte borger får stadig sværere ved at finde den person og det parti, vedkommende gerne vil have til at repræsentere sig i Folketinget.
Hvis denne udvikling skal vendes, er der behov for at gentænke kontakten mellem den almindelige borger og den politiske elite. Folkemødet på Bornholm er en af de seneste års mest positive politiske nyskabelser, fordi den politiske debat her flytter ud i landet og tættere på de borgere, den vedrører.
Med genskabelsen af Snapstinget i Viborg skal mange af de positive aspekter, som Folkemødet har dyrket og udviklet, følges, men målet er grundlæggende at skabe noget andet: en ramme for den gode og oplysende samtale, hvor borgerne er i centrum.
Og fordelen er, at folkefesten hos os allerede er i gang. Folk er samlet for at mødes, komme hinanden ved og blive klogere ved de mange arrangementer inden for kultur, innovation, viden, politik, underholdning, handel og fest, som finder sted i regi af Snapstinget hvert år i den sidste uge af juni.
I gamle dage så danmarkskortet anderledes ud. I perioden fra midten af 1400-tallet og frem til statsbankerotten i 1813 var Viborg et centrum for handel, politik og kultur. To uger hvert år satte Snapstinget byen på den anden ende. ”Der var et liv, en færdsel, en tummel og en pragt, som ellers kun Europas folkerigeste stæder kunne opvise,” skrev den danske forfatter Steen Steensen Blicher (1782-1848).
SNAPSTINGET VAR både et pengemarked, hvor al handel med jord og ejendom i Jylland blev afsluttet, en nyhedsbørs, hvor politik blev debatteret og love blev læst op og forklaret, viden blev udbredt og rygter spredt, et marked med international handel og indgåelse af ægteskaber og et sted fuld af kultur, underholdning og folkeliv.
Snapstingets luksusboder bød på modetøj, damepynt, krydderier, vine og eksotiske madvarer fra Sydeuropa og de oversøiske kolonier, samt alt muligt teknisk isenkram lige fra mekanisk legetøj til barometre, mikroskoper og kikkerter.
Snapstinget var befolket med linedansere, stærke mænd, bjørnetæmmere, akrobater, tandbrækkere og okkultister. Men det var også et sted, hvor samfundets forskellige lag mødtes, et folkemarked, hvor herskaber og tjenestefolk mødtes, og hvor sidstnævnte kunne finde et nyt herskab og hvor unge under uddannelse kunne finde en karrierevej.
Jobrekrutteringen på værtshusene var hård. Ofte blev unge karle drukket fulde i brændevin, inden hæren fik dem til at underskrive kontrakter på op til syv år som soldat i Danmarks tjeneste.
Centralt stod de særlige Snapstingsklubber, hvor der foregik en livlig vidensudveksling, og hvor borgerne diskuterede tidens store spørgsmål: De borgerlige frihedsrettigheder, det videnskabelige fremskridt og forholdet mellem politik og religion.
Efter statsbankerotten i 1813 flyttede Snapstinget til København og blev en institution i magtens centrum, Christiansborg. Snapstinget var nu ikke længere et sted, hvor folket mødtes for at diskutere fælles anliggender, men hvor professionelle politikere mødtes for at træffe afgørende beslutninger hen over frokosten.
Men nu skal det gamle Snapsting eller i hvert fald noget, der minder om det genskabes i Viborg på en moderne tids præmisser. Viborg vil genoplive den mere direkte kontakt borgerne imellem og mellem borgerne og magthaverne, beslutningstagerne og meningsdannerne.
Den gode samtale kan opstå på mange måder og have mange former. Dialog og nye idéer kan opstå hvor som helst, både til folkefesten på Domkirkepladsen, under en kunstudstilling eller under Hærvejsmarchen, når man sammen med tusinde andre vandrer ad den gamle hærvej mod Viborg.
Derfor er Snapstinget både en kulturhistorisk festival og et folkeligt og politisk mødested, der rummer aktiviteter inde for viden, oplysning, innovation, handel, fest og sport.
SNAPSTINGET SKAL VÆRE et sted, hvor borgerne selv får taletid og folkets stemme høres. Centralt står otte Viborgsaloner, der er inspireret af oplysningstidens kultursaloner og de gamle Snapstingsklubber og handler om alt fra det nye familieliv til musikkens magt og fremtidens kulturinstitution.
Viborgsalonerne skal allerede fra i år, men i endnu højere grad i de kommende år, være drivere på genskabelsen af den gode samtale, der gerne må udvikle sig til festligt samvær, som det også var tilfældet i 1700-tallets saloner.
Kravene til salonerne er, at de fra gang til gang udvikler nye formater for samtale mellem meningsdannere og den brede skare af borgere, og at de skaber umage kulturelle og politiske møder mellem personer, man normalt ikke ville opleve i diskussion med hinanden.
I år er udgangspunktet lokalt. Men i årene frem er målet at nå længere ud både nationalt og måske endda internationalt. Snapstinget er et af Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017's kerneprojekter, og over de kommende år skal der i regi af Snapstinget udvikles en slags ”best practice”-model for, hvordan man gennem brugerinddragelse og borgernære initiativer kan genskabe den gode samtale inden for kultur, religion, politik og mange andre vigtige områder.
Det afgørende er, at der etableres formater, som borgerne kan genkende sig selv i og har lyst til at være en del af.
Stort set alle gode idéer i denne verden uanset om vi taler abstrakte koncepter eller håndgribelige opfindelser kan spores tilbage til enkeltpersoner. Der er en grund til, at vi har Locke, Montesquieu og Kant som referencepunkter, og ikke en række engelske, franske og tyske komitéer, som oven på en række fokusgruppeinterviews fandt frem til, hvordan det frie, oplyste og bæredygtige demokrati skulle udformes.
Således skal vi skabe det bedst mulige fundament for frembringelsen af de bedst mulige idéer. Snapstinget skal være en konkret platform for den gode og oplysende samtale borgerne imellem, og mellem borgerne og myndighederne. Det skal tilbyde et reelt alternativ til den virkelighed, hvor spindoktorerne går i selvsving og demokratisk samtale bliver til envejskommunikation. Målet er, kort sagt, at indgyde folkestyret nyt liv. Forhåbentlig lykkes det.