ETABLERINGEN AF BØRNERÅDET var i første omgang et forsøg, der skulle løbe over tre år, men som det tværministerielle Børneudvalg allerede havde fastslået et par år tidligere i udgivelsen ”Barn og ung i Danmark: opvækst i 1990'erne”: ”Børn og unge ønsker indflydelse” og heri ligger der en yderst positiv tilkendegivelse, som et demokratisk samfund bør benytte sig af og lade komme til konstruktiv udfoldelse.”
Intentionen om at styrke børns indflydelse og børns medborgerskab var i begyndelsen af 1990'erne fælles for langt de fleste partier i folketingssalen, og de børne- og familiepolitiske debatter handlede ganske meget om, hvordan børns deltagelsesmuligheder og medborgerskab kunne styrkes bedst muligt.
Børnerådet blev med andre ord oprettet i en tid, hvor det gav ganske god mening at understøtte børns indflydelse på eget liv, og en grundlæggende devise var, at det er børnenes ret, at vi som voksne lytter til dem, når vi gennemfører politik, der rækker ind i børnenes hverdag.
Lytter vi til børnene, styrkes børnenes medborgerskab. På den baggrund oprettede Børnerådet otte børnegrupper, der skulle fungere som det, der i 1996 blev formuleret som ”lytteposter i børneverdenen”.
Få år tidligere havde socialminister Karen Jespersen (dengang S) iværksat en kampagne, hvor danske børn blev bedt om at fortælle med ord eller tegninger, hvad de betragter som et godt børneliv. 3300 børn svarede socialministeren, og besvarelserne blev samlet i udgivelsen ”Sæt ord på dit liv”.
Forordet i bogen har overskriften ”Når børn bliver synlige”, og det var netop dét, der var den erklærede hensigt. Som daværende formand for Børnerådet, Frode Muldkjær, udtrykte det:
”Denne bog indeholder stærke udsagn, som kan være voksne til stor hjælp, når de på alle planer skal prøve at skabe en god opvækst for børn”.
SET FRA ET BARNS PERSPEKTIV var det således nogle fine hensigter, der kom på banen inden for dansk børnepolitik i begyndelsen af 1990'erne, og som altså blomstrede med oprettelsen af Børnerådet i 1994.
Det var med direkte henvisning til, at den nye børnepolitik kunne styrke børns medborgerskab, at den nytilkomne børnepolitiske agenda slog igennem. Det var en politik, der havde fokus på det enkelte individ og dets rettigheder, selv når individet var et barn.
Det var ydermere en politik, der byggede på en grundlæggende forståelse af, at den viden om børns hverdagsliv, som børn har, er relevant viden, når der laves politik. Som Venstres Erik Larsen udtrykte det i forbindelse med en debat om børns rettigheder og medborgerskab i november 1996:
”Når vi ser på, hvad børn ønsker sig, så ønsker børn i al almindelighed også, at de i højere grad er sammen med deres forældre, og at de også bliver passet af deres forældre. Det er der mange børn, der ønsker (“)”
Pointen med at tage dette citat frem er, at det, børn siger, rent faktisk inddrages i det politiske arbejde. I dette citat som argument for, hvorfor man i Venstre arbejdede for ”at lade pengene følge barnet”.
Her skal det ikke handle om, hvad børnene eller for den sags skyld Venstre ville have, men om hvordan man anvendte den viden om børns hverdagsliv, som børn har. I 1996 anvendtes børns viden om børns hverdag som argumentgrundlag for den politik, man ønskede at etablere i så forskellige partier som Socialistisk Folkeparti og Venstre. Man prøvede at etablere en børnelydhør politik.
Læser man ministrenes lykønskninger til Børnerådets 20-årsjubilæum, er der fortsat gode intentioner inden for dansk Børnepolitik. Som Manu Sareen (R) udtrykker det:
”Når vi voksne tænker i planer, lovregler og visioner, som vi synes, giver mening for os i en voksenverden, så er det Børnerådet, der skal huske os andre på, at vi skal tale med dem, det hele handler om. Nemlig børnene. Vi skal lytte til børnene både når der skal peges på problemer, og når der skal findes løsninger.”
Som forskere med rod i henholdsvis den børne- og familiepolitiske udvikling samt dansk børneforskning kan vi godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt danske politikere rent faktisk anvender den viden om børn, som børn har, og herunder den viden om børn, som blandt andet Børnerådet tilvejebringer med sine ”lytteposter i børneverdenen”.
Skolereformen er én ting, omstruktureringer i børns dagtilbud er en anden ting, den manglende familiepolitiske dagsorden er en tredje ting, der direkte eller indirekte rækker ind i børnenes liv, men hvor det, børnene siger og giver udtryk for, ikke får plads, når politik bliver til.
Forældreansvarsloven fra 2007 er et andet eksempel på samme. I sidstnævnte er det intentionen, at barnet skal have lige ret til begge forældre ved skilsmisse. Loven er dog af mange forældre blevet tolket som forældrenes lige ret til barnet, hvorfor flere og flere forældre deler barnet mellem deres to hjem.
Men hvad er egentlig barnets bedste i disse tilfælde, og hvem kan og skal definere, hvad der er til det enkelte barns bedste?
Børnenes bidrag og input skal naturligvis ikke stå alene, men deres fortællinger om oplevelser, følelser og erfaringer fra barndom og børneliv kan delagtiggøre os i, hvad der helt konkret er på spil i børns liv, også når livet er svært.
Denne viden er altafgørende for, hvorvidt vi kan etablere en børnelydhør politik. Når tidligere ægtefæller sagsøger hinanden i forbindelse med uenigheder om barnets hverdag, må vi spørge, om det er bedst for barnet? Her kan børnenes oplevelser og besyv hjælpe os med at se vigtige nuancer i uhensigtsmæssigheden af, at deres forældre bekriger hinanden. Og måske kan de pege på mere fredelige og langsigtede løsninger.
SER MAN PÅ MINISTRENES lykønskninger i forbindelse med Børnerådets 20-årsjubilæum, synes Børnerådet fortsat at være et flagskib inden for dansk politik. Det er en institution, som man er stolt af, og en institution, man gerne vil værne om og sikre god plads, også når der laves politik. Vi mener dog, at de danske politikere burde træde et skridt tilbage og spørge til, hvordan viden om børn i langt højere grad end nu kan informere den politik, der rækker ind i børns liv.
Ikke bare Børnerådets undersøgelser, men også den danske børneforsknings viden om børn. Der er al for meget viden, der bliver brugt så lidt. Hvis målet fortsat er at styrke børns medborgerskab, så er der noget at arbejde med.
Almindelige børns almindelige hverdagsliv er i den grad under omstrukturering i disse år. Hvis vi har ambitioner om at skabe ordentlige forhold at vokse op under både i (dele)hjemmet, i (heldags)skolen, i daginstitutionen og andre steder, børn lever deres barndom, må vi lytte til dem. Også når de bekymret fortæller om tidspressede og stressede forældre eller om udsigten til en (for dem) alt for lang skoledag.
Vi skal høre dem, når de ønsker sig en forælder hjemme efter skole (bare en gang imellem), ligesom vi skal sørge med dem, når deres forældre må skilles, og herfra hjælpe dem med at få livet på fode igen. På præmisser, som de er med til at sætte. Børns liv skal nemlig ikke struktureres omkring, hvad der kan betale sig, effektivitet og økonomi, men om det gode børneliv, med plads til alt hvad der måtte være godt og svært.
Vi siger det fortsat: ”Vi vil gerne lytte” men hvis vi ikke vil høre (og bruge) det, som børnene fortæller, er vi lige vidt.
