Islam en åben og rummelig religion

Det er på høje tid at generobre islam fra de forstokkede kræfter, der rider den globale verden som en mare. I Koranens nuancerede univers er der mange citater om trosfrihed, der nu undertrykkes på det groveste. For eksempel er der sætningen ”der kan ikke være tvang i trosanliggender”, som ikke just hører til blandt islamisternes favoritcitater

MANGE MUSLIMSKE TÆNKERE har siden midten af 1900-tallet gjort opmærksom på Koranens budskab om åbenhed og rummelighed noget, som de fleste traditionelle, konservative koranfortolkere og gejstlige aldrig har villet indrømme og har forsøgt at bortforklare med alle mulige krumspring.

Eksempelvis har man i slutningen af 1100-tallet blandt muslimske teologer indført et højst besynderligt princip, ifølge hvilket nogle åbenbaringer skulle ophæve og erstatte tidligere åbenbaringer skønt disse stadig er at finde i Koranen. Hvordan kan man tro, at Koranen er et udtryk for Guds fuldendte vejledning til menneskeheden og samtidig erklære nogle af dens passager for ugyldige?

Andre tillægger udsagn fra hadith-litteraturen større autoritet end Koranens tydelige retningslinjer og sætter dermed i virkeligheden spørgsmålstegn ved Koranens helt unikke status som en nøje gengivelse af Guds åbenbarede ord.

Ifølge Koranen og islam har ethvert væsen en medfødt, naturlig disposition for at søge imod det guddommelige, imod den ultimative kilde, det ultimative ophav. Denne disposition hedder på arabisk al-fitra. Islam er din al-fitra, naturens religion, det vil sige bindeleddet, der skaber harmoni mellem skabelsen og Gud.

Følgelig er en muslim et menneske, der har tillid til, at den levevis, som Gud anviser i sine åbenbaringer, fører mennesket til det højeste mål af alle: et fredfyldt og harmonisk liv med Gud og som derfor aktivt stræber efter at efterleve den vejledning, Gud har nedsendt til menneskene via særligt udvalgte mennesker såsom profeter og sendebud.

Ordene islam og muslim indikerer, at der er tale om en frivillig, bevidst, aktiv og engageret hengivelse baseret på oprigtig gudstro, på kærlighed til Gud og på tillid til, at Gud udelukkende vil det bedste for menneskene, og at han er den, der bedst ved, hvad der gavner dem.

Koranen omtaler Abraham som oprigtig gudhengiven, som en, der ”åbnede sit hjerte for Guds vejledning”. Menneskene opfordres til at følge i Abrahams spor, til at se Abraham som ”et forbillede, en oprigtig gudhengiven, der ikke dyrkede afguder” (3, 67; 16, 120).

Men eftersom Gud har givet mennesket kimen til intellekt, har det mulighed for selv at vælge, om det vil følge opfordringen eller ej om det vil leve sit liv med eller uden Gud, for ”der kan ikke være tvang i trosanliggender” (2, 256).

De konservative har begrænset dette tydelige udsagn om trosfrihed til udelukkende at gælde personer, der ønsker at tilslutte sig islam, og fordømmer den, der ønsker at forlade islam hvorved de uden blusel forbyder noget, som Gud har tilladt.

SET I LYSET AF korancitatet 2, 256 har ingen ret til at fordømme eller ekskommunikere andre. Har man fremsagt trosbekendelsen, er man muslim uanset hvad andre måtte mene derom. Ingen har patent på fortolkning af Koranen. Al tolkning er menneskers værk og derfor ikke ufejlbarlig. Og alligevel er der en udbredt tendens til at dømme enkeltpersoner og grupperinger, der ikke tror lige præcis, som man selv gør, som frafaldne og det ganske uagtet, at ”Guds barmhjertighed favner alt” (7, 156).

Individets frihed til at vælge eller fravælge et liv med Gud bekræftes flere steder i Koranen: ”Dette er sandheden fra Herren! Lad den, der vil, tro og lad den, der vil, afvise at tro” (18, 29). ”Vi har vist ham vejen. Om han vil være taknemmelig eller utaknemmelig, er op til ham selv” (76, 3). ”Hvis det havde været Guds vilje, ville alle på jorden have troet. Vil du da tvinge menneskene til at tro?” (10, 99).

Der er endvidere flere vers, der viser en helt unik bredde i begrebet ”troende”: ”De er troende, der føler en skælven i hjertet, når Guds navn nævnes” (8, 2). ”Enhver, der giver sig hen til Gud og gør gode gerninger, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte” (2, 112). ”De, som tror på Koranen, jøderne, sabierne og de kristne enhver, der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, vil få deres løn fra Herren. De har intet at frygte” (2, 62 og 5, 69).

”For hver eneste af jer har vi udstukket en retning og en vej (sharia). Hvis Gud havde villet, havde han gjort jer til ét fællesskab; men det var hans plan at prøve jer i, hvad han har sendt ned til jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I var uenige” (5, 48).

UD FRA DISSE OG LIGNENDE VERS har man lige siden 600-tallet haft mulighed for at udforme en teologi baseret på ligeværd, på personlig frihed, på tros- og tankefrihed; men man har fjernet sig mere og mere fra kilden og valgt snæversyn og eksklusion frem for åbenhed og inklusion. Det er på høje tid at generobre islam fra de forstokkede kræfter, der rider verden som en mare.

Denne inkluderende definition af, hvem der er troende, betyder også, at Koranen implicit går ud fra, at oprigtigt troende ikke bekriger hinanden indbyrdes. Ingen af de koransteder, der nævner krig, omtaler den angribende fjende som troende, men derimod som hedninge, afgudsdyrkere, gudsfornægtere eller hyklere. Menneskene opfordres igen og igen til at stå sammen og stræbe efter det fælles bedste ved at give ud af de ressourcer og udnytte de muligheder, Gud har givet dem.

De troende skal ”stifte fred imellem stridende parter” (49, 9-10), og jøder, kristne og muslimer skal stå sammen i ”kampen for Guds sag” (9, 111). Sammen skal de forsvare retten til at dyrke Gud og forhindre, at ”klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori Guds navn ihukommes uafladeligt”, bliver ødelagt (22, 39-41).

Uoverensstemmelser skal så vidt muligt bilægges i mindelighed. At indlede fjendtlige handlinger imod andre er en klar overskridelse af Guds vejledning (2, 190). Hvor uretfærdigt man end måtte føle sig behandlet, så påbydes man at udvise overbærenhed og retsind, for den angribende fjende kan vel vise sig at være morgendagens ven og trosfælle:

”Oh I troende! Vær standhaftige i Guds sag som vidner for retfærdigheden, og lad ikke andres had til jer lede jer bort fra retfærdighedens vej. Vær retfærdige, thi ret færd er beslægtet med fromhed. Nær ærefrygt for Gud, for han er vidende om alt, hvad I gør” (5, 8). ”Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive din mest fortrolige ven” (41, 34). ”I, der tror! Nær ærefrygt for Gud, og dø ikke på anden måde end som gudhengivne. Hold fast ved det bånd, der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke” (3, 102).

Religiøse og politiske ledere har i århundreder på det groveste misbrugt Koranens rummelige budskab til at dominere og manipulere masserne, som derfor af lutter uvidenhed på mange områder praktiserer det stik modsatte af, hvad Koranen opfordrer dem til at praktisere.

Men ligegyldigt hvor meget de konservative muslimer og islam-kritikerne end slår sig i tøjret, kan de ikke bortforklare det faktum, at en teologi udledt af Koranen vil være pluralistisk og inkluderende.

”Gud vil aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv” (8, 53).

Det er den enkelte muslims opgave at italesætte denne rummelighed og at håndhæve den på en fornuftig måde ved at stræbe efter at skabe gensidig respekt og harmoni i mangfoldigheden uden at gå efter absolut enighed og ensartethed. Det kræver mod og styrke at gå imod strømmen; men kun sådan er det muligt at leve op til kernen i Koranens budskab: at tjene Gud ved at tjene skabelsen.