Cykelhelte udspændt mellem gud og djævel

I dag begynder Tour de France, verdens måske hårdeste cykelløb. Her vil det blive klart, at ord som askese, lidelse, skyld, straf og frelse hører hjemme både i cykelsporten og i den religiøse verden. Askese i forskellige fortolkninger er formentligt det begreb, som tydeligst gør det muligt at bygge bro mellem sport og religion

Cykelhelte udspændt mellem gud og djævel
Foto: wikimedia commons.

Årets absolut mest prestigefyldte professionelle cykelløb, Tour de France, starter i dag, og der er en stadig voksende og næsten gudelig interesse for cykelstjernerne. Det sker i form af omfattende tv-dækning, bogudgivelser, diverse artikler og ekspanderende amatørcykling med videre.

Det er ferietid for de fleste, og i Danmark har man siden 1990 via uovertrufne cykelfortolkere som Jørgen Leth, Rolf Sørensen og Dennis Ritter kunnet blive ført ind i denne dagligdagsfjerne eventyrverden.

Umiddelbart forekommer den at ligne idéverdenen i den klassiske græske og nordiske mytologi. Men når man imidlertid ser nærmere på aktørernes gøren og laden, viser det sig dog, at man er langt nærmere kristendommen.

Katolicismen i 1400-tallet og 1500-tallet var præget af den såkaldte handel med afladsbreve, som var en købemulighed for at sikre sig en plads i Paradiset. Tilsvarende har moderne tiders professionelle cykelryttere følt sig nødsaget til at ty til kunstige præstationsfremmende midler som epo og bloddoping for at nå cykelverdenens paradis: podiepladserne.

Jeg skal i det følgende tage religiøse briller på og prøve at se cykelsporten også i det lys. Traditionelle forklaringer går i retning af almen sportsinteresse som ved De Olympiske Lege og mesterskaber i fodbold, men det helt specielle ved professionel cykelsport og især Tour de France er de pinsler og den dedikation og udholdenhed, der kræves.

Mange andre sportsgrene såsom fodbold kan vi alle deltage i, men tre ugers vedvarende cykelløb over 3000-4000 kilometer i til tider ekstreme naturscenerier og vejrlig er noget unikt, som kun de få udvalgte kan deltage i. Man får således indtryk af ikke blot en række ”skæve” og maniske eksistenser, men også af en ekstremsport, som burde ligge langt ud over det menneskeligt mulige.

Med øgenavne som ”Kannibalen”, ”Slagteren”, ”Den brune muskel”, ”The Tourminator”, ”Lokomotivet”, ”Ørnen fra Herning”, ”Oksen fra Hammel” og ”Kyllingen fra Tølløse” er disse billedgjorte overmennesker gladiatorer på korstog allerede navnemæssige myter, som omtales med respekt og frygt.

Kraftpræstationerne er ofte meget velbetalt, og cykelrytterne er typisk underlagt en streng, nærmest umenneskelig kadaverdisciplin, som sportsdirektøren Brian Holm også ironiserer over i sin bog ”Sportsdirektøren”. Cykelheltene er således næsten hjernevaskede og bruger stort set kun deres sparsomme fritid til intelligensfjerne emner som Facebook og lignende på internettet.

Danmark har en afgørende plads i denne verden, og det skyldes hovedsageligt holdejeren, Tour de France-vinderen og cykelikonet Bjarne Riis, der fra midten af 1990'erne frem til 2014 må siges at have gjort sig gældende på allerhøjeste niveau.

I en nyere digtsamling af den melankolske franske forfatter Michelle Houellebecq er Bjarne Riis således fremstillet som en lidende Kristus på korset.

Bjarne Riis' kontrafej har altid udtrykt lidelse og tristhed. Der har været adskillige op- og nedture, men på det seneste nærmer han sig ganske rigtigt en Kristus-martyr. Han har været et ikon, alle lyttede til, han har været tiljublet og modtaget med begejstring som en Jesus i Jerusalem palmesøndag.

Men det er, som om han har måttet tage alle cykelverdenens lidelser på sig og som en anden Jesus med salget af sit hold til den russiske rigmand Oleg Tinkov må imødese martyrdøden. Om han ligeledes senere vil genopstå i en frelserskikkelse for andre, vil de kommende dopingresultater fra Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund, som har ladet vente på sig længe, måske afsløre.

Overskriften er inspireret af en nylig udkommet bog af Aage Hoffmann ”Cykelrytter mellem Gud og Djævel”, som meget grundigt, interessant, men noget forvirrende søger at sammenligne cykel-ikonerne med fortidens religiøse fanatikere, der ikke skyede nogen form for askese, selvdisciplin, nøjsomhed og fravær af menneskelige laster for at opnå forventet adgang til paradis.

Når man læser de seneste års mange biografier om de store cykelikoner fra cykelsportens mest inkarnerede bogforlag People'sPress får man denne teori fuldt underbygget i den ene mesterligt medrivende biografi efter den anden.

Det gælder ikoner som 1960'ernes og 1970'ernes Ole Ritter og Eddy Merckx, men også mere moderne navne som Lance Armstrong, fornævnte Bjarne Riis, Michael Rasmussen, Brian Holm, Tyler Hamilton og på det seneste Mark Cavendish.

Kombinationen af en fattig og slidsom barndom med småt med moderne omsorg og mentormottoet ”Man kan, hvad man vil, hvis man vil nok” blev styrepinden for Ole Ritter.

For eksempelvis Tyler Hamilton betød det, at han på den 16. etape under Tour de France i 2003 kørte flere hundrede kilometer med brækket kraveben, men ”åd” smerten i sig. Når man ser på de øvrige navne, er deres udgangspunkter stort set de samme, og i tilfældene med Armstrong og Holm blev også kræftsygdomme nedkæmpet undervejs.

De har alle haft i sig et eksistentialistisk ”drive” og ønsket om at klare sig selv og overleve kombineret med en fysisk overlegenhed og udholdenhed. De er alle en slags cykelsportens H.C. Andersen-bærere af mottoet: ”Man må gå så grueligt meget igennem, inden det hele bliver rigtig godt.”

Uanset hvad man må mene om cykelløb som teamsport, så er det den enkeltes egenpræstation, det drejer sig om, og som drager de fleste tilskuere. Man er nok hjælperytter og arbejder sig op til løjtnantstatus, men kun med det mål selv at vinde etaper og pointtrøjer.

Dette sker selvfølgelig via før anførte asketiske selvdisciplinerede livsførelse, men her må man desuden koble Friedrich Nietzsche og den senere eksistentialisme på forklaringsmønstret, idet man med vinderambitionerne må droppe enhver form for fairness og, som Michael Rasmussen udtrykker det i bogen ”Gul feber”, blive som et bæst. Eller som Tour-vinderen Bernard Hinault udtrykte det i 2003: ”Kun den, der er parat til at vise sig som et dumt svin, kan på længere sigt vinde Tour'en, og Lance (Armstrong) er det dummeste svin af dem alle.”

Her bliver man nødt til at begå flere af de klassiske syv katolske dødssynder fra Middelalderen og bringe Djævelen på banen. Her kan kun hovmod, misundelse, vrede og griskhed føre til sejren og dermed indgangen til moderne tiders paradis.

Og slår det ikke helt til, har de seneste mange år med Tour de France vist os, at kunstige resultatfremmende midler som epo og bloddoping er blevet nødvendige.

Så når vi læser mængden af inspirerende og appetitvækkende selvcykelbøger som ”På mestrenes alter” og ”Tyve tinder i Tour de France” og køber modecykler og idoltøj, skal vi samtidig være klar over, at nok kan vi alle holde cyklen på vejen et stykke tid, men der skal lidelse og afsavn og en kynisk selvdisciplin og egoisme til at hæve sig op til gudernes parnas.

Man er sandelig udspændt mellem Guds dyder om lidelse og afsavn og Djævelens tilsvarende om brug af snydemidler for at nå cykelparadisets podiepladser, og vi er mange, der stadig gerne bruger juli måned på at følge det.