I 2005 indførte man nyfødthedsscreening for høretab i Danmark, og det kan aflæses positivt ud fra mange perspektiver.
I mit hjerte er der skæbner og i min hukommelse ansigter og livsforløb, der kunne have været anderledes, hvis man på et tidligt tidspunkt havde fundet ud af, at børnene havde et behandlingskrævende høretab.
For 20 år siden stod jeg på en talerstol i Oslo. Jeg skulle fremægge en undersøgelse: ”Hvad forhindrer tidlig diagnosticering af hørehæmmede børn?”. Jeg var nervøs, fordi jeg fandt resultaterne så pinagtige, idet for mange børn med behandlingskrævende høretab blev fundet alt for sent. Nogle af børnenes forældre havde ikke så sjældent en mistanke om, på et tidligt tidspunkt, at noget var ”galt” med deres barn i forhold til den endelige diagnose, som ofte blev forkludret af mellemøreproblemer og Boelprøvens misvisende resultater.
Jeg mindes en mor, der ikke kunne få armene ned, da hendes treårige datter fik diagnosen ”høretab”: ”Nå, var det det? Det skal vi nok klare i vores familie, så var hun altså ikke åndssvag.”
Hen mod år 2000 begyndte man rundt omkring i verden mere systematisk at screene nyfødte for høretab. Undersøgelser viste signifikant forskel på den sproglige udvikling, alt efter hvornår høretabet blev diagnosticeret. Screeningen blev indført i 2005 i Danmark. Selve screeningsproceduren er meget enkel. Man fører en lille probe ind i barnets ører, sender en lyd ind, der skal give en form for ekko og man får så svar: ”bestået eller ikke-bestået”. Består barnet ikke testen, skal der naturligvis flere og uddybende undersøgelser til, før man kan stille den endelige diagnose.
Hånden på hjertet: Der vil være forældre, der i første omgang får et svar, som viser sig ikke at være korrekt. Men man kan klart sige, at hvis man taler om screeningsprogrammer for høretab hos nyfødte og vellykkede resultater, så kan man blot skrue tiden 50 år eller mere tilbage og se, hvor sent man kom i gang med behandling for høretab eller i grelle tilfælde ikke fandt høretabet og i stedet vurderede barnet til at være åndssvagt, fordi det ikke udviklede sprog. Den eskalerende tekniske udvikling har i den grad været med til, at folk med høretab, både børn og voksne har fået langt bedre mulighed for behandling.
Naturligvis er det hårdt at få at vide, at ens normalt udseende baby har et høretab. Langt de fleste børn med høretab fødes af normalthørende forældre. Beskeden om høretab kommer på et følsomt tidspunkt i de nybagte forældres liv. Det kan være meget belastende at skulle til uddybende undersøgelser. Men for de børn, der har et høretab, der skal behandles, giver den tidlige diagnose forældrene gode muligheder for at stimulere barnet, hvis de får god professionel sparring.
Aditory Verbal Therapy er en undervisningsmetode til børn med høretab, hvor forældre lærer, at de er de bedste til sprogligt at stimulere deres børn. En holdning, som jeg tror meget på.
Ikke alle fremskrift kan gøres op i kroner og øre. En af de positive gevinster er bedre samspil mellem barn og forældre, i stedet for måske år med stadigt stigende problematisk samvær på grund af manglende sprogligt samspil.
Selvom høreapparater kan drille, propper udskiftes tit, en trodsperiode, hvor apparater rives ud, så er det vigtigt, at det lille barn med høretab får mulighed for at få lyd til hjernen på samme tidspunkt som normalt hørende børn. For nogle børn, vil behandling med høreapparat være tilstrækkeligt. For andre børn med store høretab og døvhed vil høreapparater (HA) stimulere hjernen med lyd, indtil barnet har nået en alder omkring et år, hvor det kan få en Cochlear Implant (CI)-operation, hvor visse dele af det elektroniske høreapparat indopereres i hoved og øresnegl. Barnet får på denne måde en kunstig hørelse, der kan løfte høreevnen næsten op til normalområdet, men det bør understreges, at der ikke er tale om normal hørelse, hverken med HA eller CI. Men hjernen stimuleres med lyd, og grundstenene er lagt, til at barnet kan forstå det talte sprog og senere selv gå i gang med den ekspressive sprogindlæring. Tidligere kunne man ofte høre på udtalen, hvis et barn havde hørenedsættelse. Det skal man ikke regne med længere. Nye landvindinger betyder, at døvhed er en diagnose, som kan stilles ved et barns fødsel, og som kan afhjælpes så godt, at der bliver færre funktionelt døve børn, børn der har brug for specialskoletilbud.
Allerede i 1970'erne indså man i det små, at børn med høretab godt kunne gå i den almindelige folkeskole, omend nogle af børnene havde brug for megen ekstra støtte. Integration/inkludering af gruppen af børn med høretab har været en langstrakt proces, som er blevet styrket af teknologiske fremskridt, og som for de fleste børn er en vellykket proces. Så vellykket, at man ofte glemmer, at der er en elev med høretab i klassen. Det er bare ikke den gruppe børn, der tales om, når medierne stiller skarp på inklusion.
Nu vokser træerne ikke helt ind i himlen, for der er viden, man som lærer bør have om elever med høretab, og der er visse foranstaltninger, afhængige af høretabets størrelse, som er nødvendige. Endelig vil der fortsat være børn med høretab, som har brug for ekstra støtte i den almindelige skole. Men set med cost-benefit-øjne så er der, også selvom der for nogle børns vedkommende er foretaget en dyr operation med CI, sparet mange penge i forhold til dyre specialskoletilbud og tolke. Der vil dog fortsat vil være en meget lille del af elever med høretab, der har brug for dette.
Man er faktisk heldig, hvis man har en elev med høretab i sin klasse, for hvis kommune og den enkelte skoleleder har indsigt i, hvilke ting der er til gavn for eleven med høretab, så er det noget, der gavner alle de andre elever i klassen. God akustik er meget vigtigt for eleven med høretab. Men det er noget, enhver elev har gavn af. Sender-/modtagerudstyr, hvor lærere og ofte klassens elever har mikrofoner, de taler i, så stemmen sendes direkte til eleven med høretab. Hvis det bliver brugt optimalt, fungerer det som en elektronisk ”talking stick”, hvor den, der holder sticken, har ordet. Jeg kender klasser, hvor udstyret også er i brug, når eleven med høretab ikke er i skole, for det er jo noget, man bruger til hele klassens bedste. Hvis lærerne sætter endnu mere fokus på klasseledelse på grund af eleven med høretab, så er der igen gevinst for hele klassen. Er der tildelt ekstra støttetimer, kan disse bruges til opdeling af klassen og igen være til gavn for flere elever end blot den med høretabet. Inkludering af elever med høretab er, set med mine øjne, en win-win-situation.
Måske skulle vi råbe ud over det ganske land: ”Der er en gruppe børn, som har profiteret rigtig godt af inkludering”. Børnene går i skole der, hvor de hører til. Med lærermæssig viden og indsigt i høreområdet, for nogle børns vedkommende med særlige foranstaltninger, er inkludering af børn med høretab lykkedes ret godt.
Nu må tiden være inde til at se på, hvordan ældre medborgere med høretab føler sig hjulpet. At de audiologiske afdelinger ikke kun bliver målt i forhold til, hvor mange høreapparater de udleverer om året. Samspil er svært at måle, men etikken om at mødes som ligeværdige parter, en med faglig viden og en med personlig viden om høretab, bør sættes højt på dagsordenen omkring behandling af høretab også hos voksne. At kunne høre så godt som muligt giver forhøjet livskvalitet.