Der har i løbet af foråret været sagt og skrevet meget i Kristeligt Dagblad om forståelsen af Jesus' død (senest i kronikken den 3. juni). Det gælder den historiske Jesus' død og den efterfølgende tolkningstradition af den.
I den sammenhæng har begreber som soning, forsoning og offer spillet en central rolle. De har været genstand for intens og lidenskabelig drøftelse. Det forstår jeg; men jeg har også hæftet mig ved en række misforståelser i diskussionen. Det gælder antropologisk, begrebsmæssigt, historisk og religionsvidenskabeligt.
Her vil jeg ikke kun afdække uklarheder, men føre debatten videre; for kan det være rigtigt, at det i dag stort set kun er den kirkelige højrefløj, som kan finde anvendelse for hævdvundne teologiske begreber? Er offer, soning og forsoning blevet så fjerne fra den virkelighed, vi lever, at alle andre må give køb på kategorierne? Udtrykker de en sådan kræmmertænkning, at vi må lade dem fare?
Det er rigtigt, at der i de nytestamentlige skrifter ikke findes nogen sonings- eller forsoningslære. Det hører, som flere også har påpeget, en senere tradition til, hvor man på grundlag af bibelske kategorier begyndte at drive teologi eller udvikle en lære.
Men det er forkert at tro, at blot fordi de forskellige former for sonings- og forsoningslære hører senantik og højmiddelalder til, kan de reduceres til disse perioder. Vel er der ikke i Det Nye Testamente en lære; men så vanskeligt er det nu heller ikke på grundlag af begreberne at fremdrage en tænkning. Senere teologers brug af forestillingerne var ikke grebet ud i luften.
Soning og forsoning bruges ofte synonymt; men der bør skelnes mellem dem, så de betegner to forskellige forhold, som må holdes adskilt. Begge forudsætter en brudt relation mellem to eller flere parter, som man gennem handling eller ord forsøger at genoprette.
I soning udgår initiativet fra den krænkende part, som gennem sin handling påtager sig skyld og forsøger at råde bod på sin brøde. Det sker, når den krænkede part anerkender bodshandlingen som opvejning for den påførte krænkelse.
I forsoning udgår handlingen omvendt fra den krænkede part, som både vælger at se gennem fingre med den begåede uret og gennem tilgivelse anerkender, at uretten ikke har ført til et endegyldigt brud på relationen.
En offerinstitution er i religiøs sammenhæng en arkaisk indretning; men i vores daglige omgang med hinanden kan vi ikke undvære den. Vi opretholder med små eller store ofre forbindelser med hinanden, ligesom vi fortsat soner begåede krænkelser, store eller små, med offergaver.
Blomster, vin og chokolade er blot nogle af de former, offerinstitutionen i dag antager. Har jeg såret min hustru, ved jeg godt, at det vil være passende at aflægge Frøken Flora på den anden side af gaden et besøg. Det er såmænd ikke så forskelligt fra at give en ged til guden. Jeg giver noget af mig selv for at sone min brøde og gennem en værdiafgivelse markere, at jeg fortryder min handling. Men det drejer sig ikke kun om nære relationer. Forsikringsbranchen lever også af, at institutionaliserede soningshandlinger undertiden må løftes af tredje part, hvis man skal opnå hurtig og effektiv soning.
Tilsvarende tilgiver vi også indimellem mennesker, som har forvoldt os sorg, hvis ikke ligefrem skade. Derfor er det ikke underligt, at de bibelske tekster også rummer talrige eksempler på guddommelig forsoning, hvor guden vælger at slå en streg over Israels kollektive eller enkeltmenneskers skyld.
Vi kan nu engang kun tegne gudens billede i vort eget. Al tale om gudens radikale anderledeshed fra menneskene må nødvendigvis formuleres i menneskelig tale og med begreber, som hører vores verden til. Anderledes kan det ikke være.
Der er tydeligvis nogle, som mener, at Gud må være så helt anderledes end mennesker, at de elementer, som hører ikke alene vores relationer med hinanden til, men også traditionelle måder at tænke gudsforholdet på, bør være fjerne fra Gud.
Det er problematisk. Hvis man vil drive teologi, må man gøre det med udgangspunkt i fænomener, ord og begreber, som hører hverdagslivet til. Det er også, hvad Guds menneskevordelse eller inkarnation handler om.
Derfor mener jeg heller ikke, at en sober, solid og traditionsbevidst teologi kan være forestillinger som for eksempel forligelse, forsoning, offer og soning foruden. Det er afgørende begreber til at tænke relationer både mellem mennesker, og mellem mennesker og Gud.
Dermed har jeg ikke sagt, at der hersker identitet. Der er altid tale om en betydningsfuld gradsforskel, hvor relationer mellem Gud og mennesker projiceres op på kosmisk skala, mens forbindelser mennesker imellem må nøjes med en mere verdslig ramme. Set i det lys er det ikke mærkeligt, at de tidligste kristne tekster griber til sådanne kategorier, når de skal beskrive forholdet mellem Gud og mennesker.
Hvad der præcist skete, da den historiske Jesus af romerne dømtes til korsfæstelse, ved vi ikke; og vi kommer kun i beskedent omfang i nærheden af det. Kilderne er ikke historieskrivning i moderne forstand. De er skrevet ud fra den grundlæggende forudsætning, at Jesus var Guds søn. Derfor kan vi ikke komme bag om dem til en historisk virkelighed. Til gengæld kan vi sige meget om de tidligste forestillinger om hans død. Her indgår offer, soning, forsoning og forligelse som centrale begreber.
Overordnet set er der tale om forligelse, hvor Gud slutter forlig med den verden, som har forladt ham, fordi den troede at have nok i sig selv. Det er en nådeshandling fra Guds side, fordi mennesket ikke havde krav på tilgivelse, men uforskyldt fik den givet.
Guds tilgivelseshandling eller forsoning med verden kunne imidlertid kun ske i frihed. Det var en tilgivelse og ikke en tvangshandling. I den sammenhæng spiller soningstanken en afgørende rolle, fordi en repræsentant for den gudsfjendske verden må råde bod på den brøde, som mennesket har forvoldt Gud. Forsoningen er derfor afhængig af en soningshandling, som samtidig er forudsætning for frihedsaspektet, både for Gud og mennesker.
Nu er fortællingerne selvsagt tænkt bagudskuende fra det punkt, hvor Jesus opfattes som en fuldendt Guds søn eller Kristus; men det ændrer ikke ved, at de som fortællinger fremadrettet er åbne og kalkulerer med den mulighed, at også Jesus kunne fejle. Ellers havde vi ikke fortællingerne om Jesus' fristelse og prøvelsen i Getsemane.
Hans død forstås som den handling, der over for Gud skaffer soning. Derfor må Gud, hvis han skal være en retfærdig og tilforladelig part, udløst af Jesus' soningshandling på ny forsone sig med menneskene. Hvad der gælder i forhold til Jesus, gentages så på et mindre kosmisk plan hos den enkelte, som i dåben med Kristus' død og opstandelse som forudsætning selv løftes ind i et miniaturesoningsprojekt. Den døbte må for egen del i en symbolsk soningsdød kompensere for forvoldte overtrædelser, ligesom hun eller han kaldes til at imitere Kristus.
Det er ikke nødvendigvis evangelisk-luthersk kristendom, sådan ”main-stream”; men det er nytestamentlig. Det er fint, at efterfølgende traditioner kan videreudvikle dette i andre retninger; men at give afkald på disse tanker virker letsindigt. Det er, som enhver psykolog kan bekræfte, helt centrale elementer i al vores omgang med hinanden, på godt og ondt.
Hvis ikke vi skulle drage nytte af det til at beskrive gudsforholdet, ser det skidt ud for teologi og kirke. Men det forudsætter vel at mærke, at man har sans for sammenhængen mellem antropologi og teologi.