Den største dumhed kan være ikke at gøre noget

Dagens kronikør reflekterer over sin barndom og ungdom og ikke mindst forholdet til sin mor. Teenageårene var for ham præget af en iskold luft mellem forældrene i hjemmet. Og kort efter, at kronikøren blev gift og flyttede hjemmefra som ung mand, brød moderens sindslidelse ud i lys lue efter skilsmissen fra faderen

Men det var ikke på grund af flovhed eller fortielse af psykisk sygdom, at jeg ikke snakkede med min mor. Det var usikkerhed og den handlingslammelse, som jeg aldrig fik mig sat ud over, skriver dagens kronikør.
Men det var ikke på grund af flovhed eller fortielse af psykisk sygdom, at jeg ikke snakkede med min mor. Det var usikkerhed og den handlingslammelse, som jeg aldrig fik mig sat ud over, skriver dagens kronikør.

Jeg skulle have gjort noget, men jeg forholdt mig passiv. Jeg var handlingslammet, men det er en dårlig undskyldning. Jeg har som menneske altid et ansvar over for mit medmenneske. Især når mit medmenneske er min egen mor. Jeg forholdt mig på afstand af virkeligheden, da min mors sindslidelse brød ud. Det er 44 år siden nu, men måske mit livs traume.

Jeg var blevet gift et år forinden – med kongebrev – som 20 årig. Det var en betingelse for at kunne få en lejlighed, at vi var gift. Sådan var det sidst i 1960’erne: ingen lejlighed uden vielsesattest.
 
Til gengæld holdt ægteskabet som regel livet ud. Men ikke mine forældres. De blev skilt kort efter mit bryllup. Jeg var 21 år og havde oplevet en pubertet med iskold luft mellem mine forældre. Min mor var et indelukket menneske, men over for os børn betroede hun sig til en vis grad om problemerne med vores far. Han blev dæmoniseret.
Vi var tre voksne børn og min 11 år yngre lillebror. Skilsmissen var hård og uforsonlig med kamp om forældreretten over vores lillebror. Møder i retten, hvor vi tre voksne forsvarede vores gode mor mod vores onde far.

Alligevel faldt dommen ud til vores fars fordel. Hvorfor han fik forældreretten, har jeg aldrig fundet ud af. Min mor havde en kort periode forladt mand og børn for at holde ferie hos min afdøde mosters mand. Var det utroskab? Eller var det min mors helbred, der var den afgørende faktor? Hun havde på grund af dårligt hjerte fået tildelt invalidepension. Senere – efter min handlingslammelse – måtte jeg spørge mig selv: Var hun psykisk syg før skilsmissen? Var det en årsag?

Jeg havde ikke oplevet min mor som psykisk syg i barndom og pubertet, men der var jo en anden i familien, som havde været indlagt på et sindssygehospital. Dommen var klar:
Min mor mistede forældreretten over vores lillebror.

For mig var dommen uforståelig. Og smertelig. Jeg elskede min lillebror, men hvis jeg skulle se ham, skulle jeg også se min onde far. Den mand, der havde ødelagt min mors liv. Det vidste vi, at han havde. Mor havde selv fortalt det.

Nej, det blev nok kun til en masse besøg hos min alenemor. Her i betydningen: ensom, fraskilt, uforskyldt uden sit yngste barn.
Der gik kun få dage fra dommen, til min mors vanvid brød ud. Jeg modtog et brev, hvor hun skrev, at hun godt vidste, at jeg stod i ledtog med den buschauffør, der kørte på Vestre Allé i Aalborg, hvor hun boede. Og hun kunne se på ham, buschaufføren, at han var i kontakt med min fars advokat.
Jeg blev altså beskyldt for at være i ledtog med en mig ubekendt buschauffør, med min fars sagfører og med ondskaben selv, min far. Jeg blev dæmoniseret på samme måde, som min far var blevet dæmoniseret.

Mens jeg altid havde fundet anklagerne mod min far rigtige og berettigede, så kunne jeg jo se, at anklagerne mod mig var helt ulogiske. Min mor var blevet paranoid. Hun led af vrangforestillinger, sådan som sindssyge gør.

Var hendes oplevelser af min far også udtryk for paranoia, eller var de reelle? Jeg ved det ikke. Jeg vidste det ikke dengang, og jeg ved det fortsat ikke.
Men jeg ved, at jeg begik en dumhed. Jeg lod mig handlingslamme af det brev. Jeg skulle have opsøgt mine søskende, vist dem brevet og sagt: Vi må gøre noget! Men ingen gjorde noget. Jeg forsømte min pligt til at hjælpe.

I korte perioder var min mor indlagt på statshospitalet, i perioder klarede hun sig rimeligt med medicin. Men jeg fik aldrig snakket med hende om, at hun var syg, og at jeg havde det svært med det brev. Vi snakkede aldrig om det skel, der var kommet mellem os. Min mors tilstand var op og ned. Når jeg kunne mærke, at hun havde det dårligt, ringede jeg til min jævnaldrende bror og spurgte ham, hvordan han syntes, det gik. Om han havde bemærket, at paranoiaen igen gjorde sit indtog. Men han sagde altid, at han intet havde bemærket.
Enten var han uden iagttagelsesevne, eller også ville han ikke snakke med mig om det. Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at jeg følte mig alene med et problem, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tackle.

Min jævnaldrende bror havde haft epilepsi som barn. Han modtog derfor mere omsorg end mig. Jeg kan ikke vurdere en eventuel jalousi mellem os. Han besøgte oftere min mor end jeg. Jeg besøgte hende for sjældent. Og jeg var i kontakt med hende på afstand, selv når jeg sad over for hende. Den afstand, som opstod med anklagerne i brevet, blev aldrig nedbrudt.

Da hun døde og blev begravet, var kirken næsten tom. Hun snakkede om veninder, men kun én mødte op i kirken. Hun har været ekstremt ensom. Paranoid i perioder, indelukket altid. Og hvem gider en indelukket paranoid kvinde?
Afstanden mellem os var min skyld. Man kan ikke forlange af et sindslidende menneske, at han eller hun skal kunne forholde sig til, hvordan andre reagerer på deres ulogiske handlinger under psykotiske udbrud.

Jeg har begået mange dumheder i livet. Begået fejl i ægteskab og børneopdragelse. Begået fejl på arbejdsmarkedet. Begået dumheder i handel. Men den dummeste dumhed er ikke at handle.

Når man handler, fejler man. Man begår dumheder. Når man forholder sig passiv, frasiger man sig sit ansvar. Og vi har alle ansvar over vores medmennesker. Jeg burde ikke lade mig handlingslamme af min mors paranoia. Jeg skulle have handlet. Det har ikke noget med fortielse af sindslidelse at gøre. Vi ved alle, at der er tabu forbundet med sindslidelse. Jeg mødte en fætter, som jeg ikke havde set i årevis. Vi snakkede lidt om barndommen, og jeg sagde, at det var sørgeligt med min mors sygdom. Han havde intet hørt om hendes sindslidelse. Jeg undrede mig: Hvorfor havde hans forældre ikke snakket med ham om mosterens sygdom? Der kan kun være en årsag: Den slags sygdom snakker man ikke om.
Og det er jo forkert. Sindslidelse skal aftabuiseres.

Men det var ikke på grund af flovhed eller fortielse af psykisk sygdom, at jeg ikke snakkede med min mor. Det var usikkerhed og den handlingslammelse, som jeg aldrig fik mig sat ud over.
Har jeg lært af min fortids dumhed? Ja og nej. Jeg er – som min mor – noget indelukket. Men alligevel tror jeg, at jeg har lært noget. Jeg tør bedre end som helt ungt menneske lukke op for følelser. Det er den her kronik vel et eksempel på.
Jeg var ung, da min mors sygdom brød ud. Men hvis man er gammel nok til at gifte sig og få børn, så skulle man jo være gammel nok til at tage ansvar for sit medmenneske.
Der findes ingen undskyldning. Men måske en tilgivelse?

Frede Hansen er galleriejer og foredragsholder