Kirkens styrke er det lokale ejerskab

Vi står i dag over for et nyt tidehverv. Vi kommer fra nogle årtier, hvor sekulariseringen var dominerende, og hvor indoktrineringsdebatten prægede både skole og samfund. Men vi er et andet sted i dag. Religionen har igen fået en mere central rolle på godt og ondt. Der er både en større åbenhed over for religion og en større radikalisering

På mange måder tror jeg, at vi står over for et nyt tidehverv, skriver dagens kronikør.
På mange måder tror jeg, at vi står over for et nyt tidehverv, skriver dagens kronikør.

ENHVER TID HAR sine specifikke udfordringer, som kirken må forholde sig til. I den første tid efter Jesu opstandelse og himmelfart var den basale udfordring selve grundlæggelsen af kirken.

Vi hører, hvordan disciplene forkyndte Ordet, og at de hurtigt fandt ud af, at det var nødvendigt at vælge nogle diakoner i menigheden, som skulle sørge for de fattige og for fordelingen af maden ved de fælles måltider. Vi hører også, hvordan forkyndelsesembedet udvikles, og der kommer mere struktur.

Derefter følger bevægelsen ud i verden med Paulus' missionsrejser. Missionen ind i Det Romerske Rige rejser spørgsmålet, om den kristne kirke kun er for omvendte jøder, eller om også vi ”hedninger” kan lade os døbe og dermed blive en del af kirken.

Apostlenes Gerning (kap. 15) fortæller om apostelmødet i Jerusalem, der blåstempler ”hedningemissionen”. Kapitlet bliver således hele omdrejningsaksen for Apostlenes Gerninger. Grundlaget er lagt for, at den kristne kirke kan blive verdensomspændende. Kirken er stadig en minoritetskirke, som til dels må leve i skjul på grund af store forfølgelser. Dette billede ændres, da kristendommen bliver statsreligion i Romerriget i år 380.

Op gennem kirkehistorien får man de teologiske opgør omkring forståelsen af treenigheden, som ender i en splittelse af kirken i Østkirken med centrum i Konstantinopel og Vestkirken med centrum hos paven i Rom.

Da Martin Luther træder ind på scenen i begyndelsen af 1500-tallet, ser han to store udfordringer. For det første er der forholdet mellem tro og gerninger. Kirken på den tid tjente store summer på, at folk kunne købe sig aflad og dermed undgå pinen i skærsilden.

Men Luther kunne ikke få det til at stemme med det kristne evangelium, at folk, som havde penge, kunne købe sig fri, mens de fattigste ikke kunne og dermed ville blive overladt til pine og helveds plage. Frelsen er ikke noget, der kan købes, eller som vi kan arbejde os til. Frelsen er Guds gave gennem Jesus Kristus. Og derfor gør han op med afladshandlen og med kirkens læresætning: ”Gode gerninger gør salig”. Luther vender sætningen, så den lyder: ”Salige gør gode gerninger”.

Den anden udfordring er forholdet mellem kirke og stat. Mange århundreders kamp mellem kejsermagten og pavemagten er gået forud. Luther opstiller sin toregimentelære, der går ud på, at Gud styrer verden gennem to forskellige regimenter. Det ene er Åndens eller kirkens regimente, hvor Gud styrer gennem evangeliet og sakramenterne, og hvor nåden hersker. Det andet sakramente er sværdets eller statens, hvor Gud styrer verden gennem de borgerlige myndigheder, og hvor det er retsvæsnet, der hersker. De to regimenter er to styreformer, men holdt tæt sammen af Gud.

Den etablerede kirke opfatter dette som et frontalt angreb. Luther må bryde med paven, og den evangelisk-lutherske kirke opstår.

I 1536 bliver den evangelisk-lutherske kirke officiel kirke i Danmark. Som en del af den verdensomspændende kristne kirke og defineret ud fra de lutherske kernepunkter. Med en tæt forbindelse mellem kirken og staten og med et fokus på Guds kærlighed og nåden. Og det bringer os så frem til kirken i dag og de udfordringer, vi står over for.

På mange måder tror jeg, at vi står over for et nyt tidehverv. Vi kommer fra nogle årtier, hvor sekulariseringen var dominerende, og hvor indoktrineringsdebatten prægede både skole og samfund. Men vi er et andet sted i dag. Religionen har igen fået en mere central rolle på godt og ondt.

Vi ser det negativt i forhold til den øgede radikalisering, vi oplever især i muslimske lande. Men vi ser det også i en større åbenhed og en søgen efter religiøse værdier og ståsteder. De foregående årtier har på én gang betydet en større globalisering og et opgør med både samfundsorden og religiøse værdier. Der kræves forandringsparathed som aldrig før. Men nu mærkes det af mange, at vi i disse forandringer har mistet noget dyrebart nogle bærende værdier, som er med til at danne vores identitet.

Derfor søger flere mennesker nu svar på de store grundlæggende spørgsmål, og man søger sammenhæng midt i det fragmenterede. Det er kirkens store udfordring: at være til stede i menneskers liv, dér hvor denne nye søgen rører på sig. Vi udfordres til at gøre vores gudstjeneste nærværende, at arbejde med ritualerne, så de bliver det, de er nemlig et konkret møde mellem Gud og mennesker. Vi udfordres i forhold til at skabe de anledninger, som mange længes efter det kan være babysalmesang, pilgrimsvandringer, konfirmandforældregudstjenester og så videre.

På samme tid udfordres vi af stadig løsere bånd i familier og lokalmiljøer. Sammenhænge og netværk er ikke, hvad de har været. Vi må nytænke kirkens sociale ansvar. En ny landsognsdiakoni er ved at spire frem. Det er en ny mulighed for kirkerne i landdistrikterne til at skabe fællesskaber omkring kirkerne. Kirken er tidligere gået foran i eta-bleringen af menighedsbørnehaver, væresteder for hjemløse og hospicer. Måske er tiden nu til kirkelige bofælleskaber på landet?

I det hele taget er kirkerne ligesom det øvrige samfund udfordret af vandringen fra land til by. Vi kan ikke undvære de nære kirkelige fællesskaber i landsbyerne, og derfor skal vi sammen få vendt en dagsorden, som handler om afvikling, til en ny dagsorden, som handler om udvikling og sammen finde bud på, hvordan vi tilpasser brugen af kirkerne til de aktuelle behov.

Kirkens styrke er det lokale ejerskab, og derfor skal kirken arbejde ud fra et nærhedsprincip. De beslutninger, som kan tages lokalt, skal tages der samtidig med at vi sikrer et godt og stærkt samarbejde mellem sogne, provsti og stift. Der findes ikke nogen standardløsning. Der skal findes individuelle løsninger hvert enkelt sted, så det lokale ejerskab styrkes, og så kirkens liv og vækst fremmes mest muligt.

Kirken er i dag også udfordret af et stadigt voksende bureaukrati. Derfor skal vi arbejde med løsninger, som kan fjerne noget af bureaukratiet fra menighedsrådenes bord, så de får mere tid til det egentlige: at fremme kirkens liv og vækst. Mange initiativer er allerede i gang på dette område, og de skal støttes, og vi skal sikre en bedre videns- og erfaringsdeling på det her område.

En række udfordringer kommer i disse år også fra staten og politikerne. Her skal kirken kende sin besøgelsestid. Hvis vi ikke er på banen, så risikerer vi flere reformer som den aktuelle skolereform, der vil marginalisere kirken. Det skal vi undgå.

Derfor er det vigtigt, at kirken sikrer sig et organ, som kan gå i dialog med politikere og minister, så vi også i fremtiden vil undgå, at en minister pludselig fremsætter forslag om, at alle kirker med under 200 sogneindbyggere skal lukkes. Et sådant organ kan også sikre et bedre samarbejde mellem sognemenighederne og de kirkelige organisationer.

Vi har verdens bedste kirkeordning. Det er min opfattelse efter i nogle år at have rejst en del og besøgt kirker over hele jorden. Den skal vi bevare. Men det sker kun ved, at vi aktivt kæmper for det.

Kirken har til enhver tid haft sine særlige udfordringer, men også sine særlige muligheder. Der er nok af pessimister, men lige nu er mulighederne i overtal.

Vi kan stadig lære af Luther, som på spørgsmålet om, hvad han ville gøre, hvis verden gik under i morgen, svarede: ”Så ville jeg plante et træ.” Den kristne kirke er håbets kirke!

Og nu vil jeg gå ud i min nyanlagte frugtplantage her på Djursland og vande og samle energi til den hverdag, som venter efter ferien.