K.E. Løgstrups svoger havde en farm i Afrika. Svogeren lever endnu og kaldes 'den hvide Ovambo'. Han er 97 år og bor på et ældrecenter i Namibia. Hans navn er Peter Pauly, og han er lillebror til Løgstrups afdøde kone, Rosalia Maria Pauly.
Den sidstnævnte kaldtes Rosel, Rosalie eller Rosemari(e) og blev gift med Løgstrups i 1935. Rosemarie og Peter kom begge fra en meget farverig familie, der boede dels i Breslau og dels i Berlin. Der var endnu en lillebror, Klaus.
Peter Paulys liv er netop blevet beskrevet af den tyske teolog Nils Ole Oermann. Han har udgivet samtalerne de to imellem. Bogen hedder ”Der weisse Ovambo: Ein deutsch-afrikanisches Jahrhundertleben” (Den hvide Ovambo. Et tysk-afrikansk liv i hundrede år, red.). Oermanns bog er ud over at være en bog om Paulys eventyrlige liv i Tyskland, Sydafrika, Rhodesia og Sydvestafrika, Namibia, et led i en fornyet interesse i Tyskland for de tyske kolonier.
Sydvestafrika var tysk koloni fra 1880'erne og indtil 1915. I 1990 blev det selvstændigt. Et billede af nutidens Namibias folk og kirke får man i Neshani Andreas' roman ”The Purple Violet of Oshaantu”.
Der var forholdsvis megen kontakt mellem familien Pauly og Løgstrup. Løgstrups søn, Jørgen, opholder sig således i 1950'erne hos onklen. Løgstrup havde i Peter en samtalepartner. Pauly har læst svogerens værker. Han blev senere i Sydafrika udannet som teolog og præst i 1976. Den kirkelige synode forsøger at forhindre det, fordi han er ”Negerfreund” (negerven).
Pauly tog til Tanganyika i 1936, og samme år flyttede storesøsteren ind i præstegården i Sandager. Peter fik med sin første, tyske kone fem børn. Langt senere blev han gift med en ovambokvinde i de sidste apartheid-år og midt under de hårde år i frihedskrigen.
Peter og Hilma Tschilongo blev gift i 1986. Han havde læst teologi med den unge ovambo-kvinde i flere år. Alle troede, de havde en affære. Hun fik sin eksamen, og de fandt til sidst ud af, at de elskede hinanden. De fik et lykkeligt ægteskab. Men hun døde af kræft som 46 årig.
Hvordan begyndte hele denne historie om familien Pauly og Løgstrup? Om den unge, smukke tyske pige fra det dekadente Berlin og KFUM-drengen fra Vesterbro i København?
Hun blev født i 1914. Faderen var militærmand, prøjser og protestant. Han hed Wilhelm Adolf Pauly og blev stationeret forskellige steder, blandt andet i Jüterbog syd for Berlin. Der gik Rosemarie i gymnasiet. Moderens historie er ganske speciel. Hun var katolik, kunstner og hed Melanie Schönemann. Hun var uægte barn af en meget berømt adelsmand fra Schlesien, Graf Saurma-Jeltsch, der var i familie med de engelske konger.
Børnene, fornemmer man, var vist ikke lette at styre. Drengene især ikke. De blev således sendt fra Berlin tilbage til Breslau og der passet af en tante, men måske også for at skåne dem for forældrenes udsvævende liv. Vi taler jo om det løsslupne Berlin i 1920'erne.
Rosemarie blev student i 1933 fra Reform Realgymnasium i Jüterbog. På gymnasiet var der en lærer, der fortalte hende om den ny filosofi, om Heidegger. Ham ville hun møde. Peter blev smidt ud af skolen i 1933.
Efter et ophold i Göttingen hos filosoffen og lægen Hans Lipps, der var SS'er, kom Løgstrup i efteråret 1933 til Freiburg, hvor Martin Heidegger var professor i filosofi. Den 6. maj havde Heidegger holdt den nu så berygtede rektortale om, at det tyske folk under Führung har skabt en ny stat, og at frihed ikke er frihed fra forpligtelse, orden og lov.
I gymnasietiden var Peter blevet lidt fascineret af Hitler og de nye idéer, men da må faderen en dag afsløre noget. Peter er Halbjude. Farfaderen var rabbiner. Fordi han er jøde, får Peter ikke lov til at fuldføre sin studentereksamen, men det havde åbenbart ingen konsekvenser for Rosemarie. Hun ville til Freiburg, og heldigvis havde hun dér en onkel, som hun kunne bo hos og så snige sig ind til timer hos mesteren. Onklen var Regionsprsident.
Mange år senere husker hun, at Heidegger forelæste om den græske filosof Heraklit, og det er helt sandt, for i dag har vi de forelæsninger, som Heidegger holdt. Så vi kan rekonstruere, hvad de har hørt om. Men man spørger dog sig selv om, hvad Rosemarie har tænkt, når hun hørte Heidegger, for det var i hans mest nazistiske epoke.
Løgstrup gik ofte ture alene i Schwarzwald, og han brugte tiden på at skrive disputats. Den bliver forkastet i 1933, men samme år mødte han Rosemarie. Rosemarie ville ikke have ham i første omgang. Hun havde vel ikke drømt om at blive præstekone i Danmark.
De forlader dog Freiburg, hvor de kan have oplevet de lange knives nat i 1934. Han eller de tager til Wien; fra Wien tager han til Tübingen. Om hun var med, ved jeg ikke. Hvad han lavede der, ved jeg heller ikke. Jeg har hørt, at han lå på en græsplæne og læste Hegel. Der var på den tid et par nidkære antisemitiske professorer: filosoffen Max Wundt og teologen Gerhard Kittel jeg kan ikke tro, Løgstrup orkede høre på dem. Han er igen i København i 1934, hvor han holdt prøveforelæsninger. Han rejste meget de år.
De bliver gift i 1935, og på den måde slap Rosemarie ud af Tyskland, men Løgstrup var tilbage i Tyskland igen i 1936. Om Rosemarie var med er uklart. Hun var på det tidspunkt gravid, og de får datteren Karin i august 1936.
Det er det år, hvor Peter flygter til Østafrika, mens resten af Pauly-familien tager til Sandager og bor hos det unge præstepar. Det er uvist, hvornår de vender tilbage til Tyskland, men ifølge Peter syntes de, det var for koldt i Danmark.
Under krigen er Peter interneret i Rhodesia, fordi han var tysk. Løgstrup flytter til Aarhus i 1943; han må gå under jorden et stykke tid. Efter krigen vender Peter tilbage til Tyskland. Han bliver sendt i afnazificeringslejr i Neuengamme og forsøger at slippe ved at insistere på, at han er jøde. Han kommer derefter til Danmark, blandt andet sammen med Klaus til et kursus på Krogerup Højskole, som Løgstrup og Hal Koch afholdt.
Vi skal i fremtiden regne Peter Pauly med som en, der har påvirket Løgstrups tænkning. Hvad Løgstrup siger om Gud og skabelsen gælder jo for alle religioner også de ”afrikanske”. Løgstrup har også udtalt sig om sydafrikanske kirkeforhold, og vi kan vel nu konstatere, at han må have kendt til dem igennem Peter Pauly. Løgstrup kritiserede dem, der ville fordømme apartheid med kristelige argumenter, for, som han sagde, både kampen mod og for apartheid kan begrundes kristeligt.
Der er nu en afrikansk, postkolonial dimension ved Løgstrups tænkning. Der er noget, der er fælles for Pauly og Løgstrup. De fordømte aldrig andre for deres holdninger. Løgstrup har aldrig kritiseret folk, der blev nazister; og Peter Pauly fordømmer ikke sin tids apartheidtilhængere. Han tilsluttede sig heller ikke SWAPO frihedsbevægelsen.
De var begge lutherske præster i lutherske lande og kunne skelne mellem politik og kristendom. De gjorde op, men opgør gør man med mennesker, som man vil have noget gøre med, og som man skal leve sammen med.