Når pinsesolen danser

Som ung er man til tider så idealistisk, at ens engagement i tidens store spørgsmål ofte bliver overskygget af et foretagende, man i den forbindelse kaster sig ud i så det får en dertilhørende ”uheldig” virkning. Det måtte dagens kronikør sande, da han i sine unge år lavede en ”propagandafilm” imod atomkraft i Danmark

Arne Abrahamsen er fotograf.
Arne Abrahamsen er fotograf. Foto: Arkivfoto.

MON IKKE MANGE har begået fejltagelser i tilværelsen, som skulle vise sig at være ulyksalige. Gudskelov er de fleste dog uden så fatale konsekvenser, at de er til at overse.

Som ung er man til tider så idealistisk, at ens engagement i tidens store spørgsmål ofte bliver overskygget af et foretagende, man i den forbindelse kaster sig ud i så det får en dertilhørende ”uheldig” virkning.

Med andre ord: Når ens handling får et alvorligt efterspil, oven i købet i en offentlig institution, ville jeg nok dengang have tænkt mig en ekstra gang om, før jeg udførte min plan.

Vi er tilbage i 1974. Tidens store debat drejer sig om, hvorvidt der skal være atomkraftværker i Danmark. Trods almindelig folkelig modstand vedtager Folketinget endegyldigt i maj, at disse skal opføres, og udpeger Gyllingnæs som stedet, hvor det første værk skal ligge.

På det tidspunkt bor jeg på Alrø, en lille ø i Horsens Fjord, lige bag Gyllingnæs. Det vil sige, jeg får det næsten som direkte nabo. Da kommer min politiske mening for alvor ind i billedet, bogstavelig talt, med anfægtelser til følge.

Som fotograf er jeg medlem af Dansk Filmfotograf Forbund, som det år har 25-årsjubilæum. I den anledning foreslår Danmarks Radio, at de medlemmer, der har lyst, skal lave en tv-udsendelse om pinsesolens opstigning.

Vi er 10 filmfotografer, der hver især siger ja til opgaven, en lille to et halvt minuts udsendelse med en handling, vi selv vælger, ud fra kriteriet ”at pinsesolen danser”. Indslagene vil blive vist samlet samme aften, søndag den 2. juni.

Indrømmet, jeg har altid været atomkraftmodstander og indser nu, at med et lille indslag får jeg mulighed for indirekte at deltage i debatten.

Forud gør jeg forberedelser ned til mindste detalje.

Idéen er, at indslaget skal begynde ved det buddhistiske kloster på Gyllingnæs på en lille pavillon i haven, hvor munkene mediterer. Med lederen aftaler jeg, at en af hans munke medvirker i en lille scene tidligt om morgen.

Området af selve Gyllingnæs er privatejet, men jeg laver også her aftale med ejeren om, at jeg må filme ude på næsset.

Stedet udses, hvorfra optagelsen skal laves. Til min overraskelse har landmålerne allerede sat rød-hvide mærkepæle i terrænet, som angiver det kommende atomkraftværks udstrækning.

Med kompas finder jeg det præcise opgangsted for solen den pågældende morgen. Området består af lave strandenge, og retningen mod nordøst er over den sydlige del af Kattegat. Vandstand-en beregnes til at være ebbe, hvilket har den fordel, at det ved kysten vil stå meget lavt, en halv sømil ud.

Fra DR's lydarkiv får jeg kopieret den radioavisoplæsning i maj, hvor det bliver meddelt, at det første danske atomkraftværk skal opføres på Gyllingnæs. Med komponisten Per Nørgård aftaler jeg at anvende et lille uddrag af hans ”Kalendermusik” en elektronisk pausemusik, han har komponeret for et helt år.

Alt er nu gennemtænkt og aftalt, det spændende er bare, om solen synligt står op pinsemorgen.

Da junimorgen gryr, er to kameraer gjort klar med hver sin filmrulle, ét med lang telelinse og ét med normal zoomoptik.

KLOKKEN 4.00 MØDER JEG munken i klostrets have ved pavillonen. I det svagt rødlige skær mod øst ses han som mediterende skikkelse siddende i mørk silhuet. En smuk og stemningsfuld optagelse på blot 20 sekunder.

Hurtigt pakkes sammen for at køre hen til selve stedet for solens opstigning.

Kameraerne stilles op side om side, teleoptikken indstilles mod det beregnede sted, hvor solskiven vil vise sig, og bliver fastlåst således, at med lav horisont er der plads til, at solen kan stige i billedet. Desuden indstilles kameraet til at optage med otte billeder i sekundet, hvilket gør, at i den endelige fremvisning med 25 billeder pr. sekund vil solen i hastighed blive speedet op med tre gange den reelle tid.

Det andet kamera indstilles til et stort totalt billede af de lave strandenge, hvor der står en gammel vindmølle, som pumper vand til kreaturerne. Den bliver hermed symbolet på vindenergien, som i næsten 100 år har stået overalt i landet på bøndernes marker. I forgrunden ses terrænet med de rød-hvide pæle til det kommende værks placering.

Med en skyfri himmel kan det ikke blive mere optimalt.

Sekunder før solen viser sig, starter jeg begge kameraer. I søgeren ”lægger jeg øjet til” totalbilledet omkring den gamle vindmølle, der ses i silhuet mod den stadigt rødlige lysning, panorerer så roligt ud over havet, der ligger med et fuldkommen lavt stillestående kystvand, og i samme øjeblik skimtes den rubinrøde cirkelbue i kimingen, hvor himlen møder havet. Solens bue bliver snart større, helt oppe venter den et splitsekund med at slippe havet, hæver sig så hvidgul som glødende stål, bliver fri af vandet og flyder som en kugle under en smuk azurblå himmel.

Mit hjerte banker af fryd. Skønt mange solopgange i tidens løb, nok den mest billedskønne jeg har set.

Nu til klipningen. Først billedet af den mediterende munk, stille høres toner af Per Nørgårds musik. Derpå det stemningsfulde billede med den gamle vindmølle og afmærkningen i forgrunden af kraftværkets placering i det lave engareal. Musikken stiger sagte, men i næste øjeblik, solen ses i kimingen, brydes tonen brat af naturens egen lydløse stilhed. Tæt billede af den stigende sol. I disen over havet dannes et optisk fænomen idet den er fri af synskredsen, men endnu ikke har sluppet horisonten, da ligner den atompaddehatskyen, som vi kender den fra virkelighedens foto. Solen står kun et par korte sekunder, ses så flimrende i havets overflade. Samtidig bryder Radioavisens speaker ind med meddelelsen om, ”“ at Folketinget har nu vedtaget, at det første danske atomkraftværk skal bygges på Gyllingnæs “”.

Dernæst høres igen musikken, som afslutter med solen stående lavt over havet.

En ny dag er begyndt.

Aftenens udsendelse: Mit indslag står midt mellem de andres indslag, lige fra en flyvetur over Danmark til et muntert selskab på udflugt for at se pinsesolen ”danse” over Øresund. 10 fotografer med 10 vidt forskellige solemner i 25 minutters aftenunderholdning.

OG NU KOMMER ”mit livs store fejltagelse” ind i billedet.

Kæppen i hjulet var politikeren Erhard Jakobsen fra Centrum-Demokraterne og hans dengang probate forening Aktive Lyttere og Seere, hvis formål var at holde DR i ørerne, så de ikke overskred deres monopolistiske status ved at sende politisk ”betændte” udsendelser.

Allerede dagen efter var hr. Jakobsen ude med rivejernet med en protest over, at dette indslag fra Gyllingnæs var af en sådan politisk karakter, at det ikke kunne accepteres i en ellers uskyldig aftenunderholdning.

Virkningen, jeg havde tænkt mig, var åbenbar.

Men det gjorde, at ikke alene mit filmfotografforbund, der var i jubilæumsrusen, fik en næse, som jeg var skyld i, men at DR i mange år derefter måtte overveje at lade udsendelser udgå, som indeholdt bare en snert af ”politiske betragtninger”.

PS. En helt anden ting: Byggeriet af atomkraftværket kom aldrig i gang. I 1985 vedtog Folketinget endeligt, at der ikke skulle være atomkraft i Danmark.