Jeg læste et debatindlæg af forfatter, filosof, mag.art. Birgit Bertung i Kristeligt Dagblad den 8. juli. Overskriften lød ”Nej. Koranens gud er ikke åben og rummelig, men tværtimod straffende og hævnende”.
Indlægget var et svar på Aminah Tønnsens kronik i Kristeligt Dagblad den 3. juli, som bar overskriften ”Islam en åben og rummelig religion”. Birgit Bertung fremhæver i sin artikel, at utallige udsagn viser, at Koranens gud er en straffende og hævnende gud. Ordet kærlighed forekommer kun fem gange i Koranen, hvorimod ordet straf optræder cirka 150 gange.
Hvorfor Birgit Bertung når til den dom over Koranens gud, kan kun undre. For den allerførste sætning, læseren bliver introduceret for i Koranen er ”I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn”. Allerede her er grundstenen for Koranens gud lagt. For to af Allahs væsentligste attributter er netop at være nådig og barmhjertig. Ordene forekommer flere end 230 gange igennem Koranen og er så væsentlige, at hvert eneste kapitel i Koranen indledes med disse ord.
De arabiske ord fastslår over for læseren, at der altså ingen grænser er for Guds nåde og barmhjertighed. Gud giver ubegrænset af sin nåde og barmhjertighed uden at forvente noget igen fra modtageren. Guds nåde opstår i virkeligheden fra en dyb kærlighed til mennesket. Koranen er spækket med hundredvis af Guds attributter som venskab, kærlighed, tilgivelse og så videre.
Gud viser sin kærlighed til mennesket flere gange i Koranen. Han siger: “Min barmhjertighed omfatter alle ting” (7, 157), mens Hans straf vel at mærke kun er begrænset til nogen. Ligeledes står om Gud: ”Han har foreskrevet sig selv barmhjertighed” (6, 13 og 55) og ”Jeres Herre er den altomfattende barmhjertigheds Herre” (6, 148).
Birgit Bertung påpeger, at selve ordet ”kærlighed” kun nævnes fem gange i Koranen. Men hvad Birgit Bertung fejler at indse er, at Koranen bruger adskillige andre ord, som enten betyder kærlighed eller dyb kærlighed. Eksempelvis finder vi følgende: ”Han er den Tilgivende, den Elskende.” (85, 15). Koranens ord ”wud” betyder ikke blot kærlighed, men meget stærk eller dyb kærlighed.
Når Birgit Bertung siger, at ordet straf nævnes 150 gange i Koranen, kan det meget vel være rigtigt. Jeg har ikke selv talt efter. Men husk på, at formålet med straf er at advare og reformere. Akkurat på samme måde, som når straf nævnes utallige gange i Bibelen og andre religiøse skrifter.
Derfor er det også værd at lægge mærke til, at når Koranen nævner straf i forbindelse med et bestemt folkefærd, så er det pudsigt nok fortællinger om det samme folk, som blev straffet af Bibelens Gud. Er der i virkeligheden tale om en indirekte kritik af Bibelens Gud? Man bør snarere se på baggrunden for, hvordan emnet straf bliver behandlet om det er i Koranen eller Bibelen i stedet for blindt at tælle ord og stemple Gud som udelukkende at være en, der er straffende og hævnende.
Koranen beskriver straf gentagne gange, fordi det ultimative formål er, at mennesket i sidste ende beskytter sig mod at leve et syndigt liv, som netop fører til straf. Gud har skænket mennesket en fri vilje, og vi kan enten vælge at handle godt eller slet. Vi belønnes efter vores gerninger og handlinger. For at vi kan skelne mellem godt og slet, har der i gennem tiderne været sendt profeter, som både bringer glædeligt nyt, men som også advarer mennesket.
Islams gud er ikke bare en straffende gud. Tværtimod nærer Gud stor kærlighed til menneskeheden og tilgiver meget. I Koranen siger Gud: ”Og den, der øver ondt eller synder mod sig selv, og så beder Allah om tilgivelse, vil finde Allah Tilgivende, Barmhjertig.” (4, 111).
Birgit Bertung retter også kritik af Koranens følgende vers for manglende trosfrihed og hård straf for fornægtere. Verset lyder således: ”Og sig: Sandheden er fra jeres Herre. Lad da den, der vil, tro, og lad den, der vil, være vantro. Vi har visselig forberedt de uretfærdige en ild, hvis telt skal omfatte dem. Og hvis de råber om hjælp, skal de hjælpes med vand som smeltet bly, der brænder deres ansigter. En frygtelig drik og en frygtelig hjælp.” (18, 30).
Verset siger klart, at der er fuldstændig religionsfrihed. Ilden kan opfattes som Helvede i det hinsides, men kan lige så vel forstås som et naturligt resultat af vores handlinger. Det er også derfor, at der står i fodnoten til dette vers i A.S. Madsens koranoversættelse: ”Denne straf er ikke hårdhed fra Guds side, men som indledningen til verset gjorde klart, noget, de uretfærdige bringer ned over deres egne hoveder.”
Kort sagt bringer mennesket straffen over sig selv ved selv at begå overtrædelser. Og husk: Koranen giver retten til at forlade islam uden straf for denne handling. Ligesom Han også erklærer, at det er vores egen beslutning, om vi vil være muslimer.
Birgit Bertung beskylder også Koranen for at fraråde sine tilhængere at tage jøder og kristne som venner. Herved påstår hun, at Koranen opildner sine læsere til had. Hun benytter følgende vers som belæg: ”O, I som tror, tag ikke jøderne og de kristne til venner. De er hinandens venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig en af dem. Allah retleder visselig ikke det uretfærdige folk.” (5, 52).
Koranens vejledning omkring venskab til folk af en anden tro er meget klar. Islam tillader at drive handel med jøder eller kristne. De må gerne have fælles forretning, spise sammen, besøge hinanden, hjælpe hinanden og være gode venner. Men det er ikke tilladt at have en ven, som driver spot og spøg med Gud og Hans religion. Gud siger ”O, I som tror, tag ikke til venner dem, der driver spot og spøg med jeres religion fra dem, thi hvem Skriften blev givet før jer, ej heller de vantro (...). Og når I kalder til bøn, så driver de spot og spøg dermed.” (5, 58-59).
Koranen forklarer også, hvorfor det er forbudt at tage sådanne mennesker til fortrolige venner. Da disse vers blev åbenbaret, var der en hård forfølgelse af muslimerne. Der står nemlig: ”De vil gøre deres yderste for at fordærve jer. De elsker, at I bliver slette. Fjendskab har allerede vist sig fra deres munde, men hvad deres hjerter skjuler er (endnu) værre.” (3, 119).
Det var den type mennesker, som nærede et stort had til muslimer. I næste vers står: ”Se, I er sådanne, som elsker dem, men de elsker ikke jer (...). Og når de møder jer, siger de: Vi tror men når de går bort, bider de sig i fingrene af had til jer.” (3, 120).
Birgit Bertung tager også verset ”Men hvis de vender sig bort, så grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem.” (4, 90). Her er der tale om krigstilstand. Dette er tydeligt ud fra følgende sætning i næste vers: ”Hvis de da holder sig borte fra jer, så de ikke kæmper mod jer, og tilbyder jer fred, så har Allah ikke tilladt jer nogen vej mod dem.” (4, 91).
Kort sagt forekommer alle disse vers i en kontekst, og det er meget upassende at hive dem ud af en sammenhæng, så det får en helt modsat betydning. Især fordi det kan føre til mange misforståelse og had til andre religioner og deres tilhængere, og det i sig selv er imod religionens læresætninger.
Med al respekt for Birgit Bertung vil jeg derfor sige, at det snarere er hende, som bør overveje, om det er i orden at skrive en artikel, som er baseret på en yderst mangelfuld viden om Koranen og den gud, den præsenterer. Især i en tid hvor det mere end nogensinde er vigtigt at fjerne misforståelser imellem religionerne frem for at skabe misforståelser imellem dem.