I DENNE VALGKAMP er jeg allerede blevet kaldt sogneromantiker eller sognefundamentalist, når bølgerne gik højt. Jeg bliver beskyldt for at være gammeldags og ude af trit med den moderne virkelighed, når jeg vil bevare de små sogne og de små kirker i Udkantsdanmark, som nogle kalder det.
Det tager jeg gerne på mig. Folkekirkens store styrke er dens nærvær helt ud i det yderste led, og det skal der ikke laves om på, hvis jeg bliver biskop i Viborg Stift. Vi er i fuld gang med at trække det her samfund så skævt, at man ind imellem tager sig til hovedet, og folkekirken skal ikke bidrage til den udvikling. Sognene er folkekirkens rygrad, og hvad er der tilbage, hvis vi fjerner rygraden?
Det er snart 1000 år siden, Svend Estridsen oprettede stifterne og sognene, og hvert eneste sogn i Viborg Stift har sit eget særpræg, sin egen historie og ikke mindst sin egen nutid. Sognene er vidt forskellige, og den forskellighed er styrken. Vi skal ikke oprette storpastorater, nedlægge sogne og lukke kirker. Lad os i stedet udnytte forskelligheden. Hvor mærkeligt det end lyder, er det forskelligheden, som giver sammenhængskraft.
For nylig var der en konference i Løgumkloster om kirken på landet, og lad os lære af den. Lad os efter bispevalget mødes i Viborg og udveksle erfaringer fra det rige liv, der foregår fra Aggersborg i nord til Blåhøj i syd, fra Trans over Karup i midten til Ans og Bjerringbro. 92 procent af befolkningen i Viborg Stift er medlem af folkekirken og betaler gerne for det, og i modsætning til alt, hvad vi ellers hører, er kirkegangen stor i mange små sogne.
DER ER INGEN GRUND til pessimisme. Folkekirken står levende og stærk i Viborg Stift, og lad os derfor mødes og opmuntre hinanden med fokus på det daglige arbejde med at skabe en folkekirke fra neden. Vi fornyr og forbedrer ikke folkekirken ved at drukne den i betænkninger og nye regler. Vi har fået fem nye betænkninger siden 2007, og hvad er der kommet ud af dem? Et tidsforbrug uden lige. Høringssvar på høringssvar og ganske få resultater. Det skulle da lige være, at menighedsrådene efter betænkningen i 2007 blev belemret med to nye økonomisystemer, så vi kunne komme til at ligne kommunerne. Med en omskrivning af en filosofs ord vil jeg sige: Træd varsomt, det handler om mennesker. Træd varsomt, det handler om folkets kirke!
Det gælder ikke mindst det arbejde, som følger i kølvandet på Betænkning 1544 om folkekirkens styre. Vi har ikke brug for en bestyrelse på 26 mennesker med indstillingsret over for både ydre og indre anliggender. Vi kan nøjes med et lille udvalg for økonomiske anliggender til en start. Får vi et stort fællesudvalg for både ydre og indre anliggender, vil det uvægerligt ende med en form for kirkeråd, og så ender det ligesom i Sverige og Norge til sidst med en adskillelse af kirke og stat.
Den største fare er dog tanken om bloktilskuddet. Det afviste store dele af folkekirken allerede i 2009, men nu dukker det af uransagelige grunde op igen. Får vi bloktilskud til afløsning af de 1892,8 præstestillinger, som er statens bidrag til sammenhængskraften i det danske samfund, vil det på længere sigt ende med en adskillelse af kirke og stat, og det vil være fatalt.
Lyt engang til den tidligere svenske socialdemokratiske statsminister Göran Persson, som i sine erindringer har erkendt, at adskillelsen af kirke og stat var en af de største fejltagelser, han foretog i sin ministertid. For forholdet mellem kirke og stat giver en statsgaranteret rummelighed.
Hvis jeg bliver biskop, vil jeg arbejde for, at vi ser på folkekirken med nye briller. Vi skal ryste posen og tage skeen i den anden hånd. Valget er klart: Ønsker man, som jeg, en folkekirke fra neden, det vil sige en kirke, hvor sognet ikke er det yderste led, men det vigtigste led i en pyramide, jævnfør madpyramiden, hvor de sunde ting er for neden? Eller ønsker man en centralt styret folkekirke via øget magt til provstiudvalgene, stiftsrådene eller, som det er på tale, til et fællesudvalg?
Valget er ikke svært. Ej heller er det svært at sige nej til, at provstiernes økonomiudvalg kan indstille sogne til lukning, som foreslået i Betænkning 1527 det er en horribel tanke. Alle disse tanker spærrer for, at vi indser, at sognet er udgangspunktet, så kirken kan hvermands hjemhus være, som det lyder i Sjællandske Lov.
Vi skal ikke have funktionspræster, så nogle præster kun tager sig af begravelser og ældrearbejde, mens andre tager sig af dåb og konfirmander. Funktionspræster har deres berettigelse på sygehuse, i arrester, på hospice og andre steder, hvor der skal specielle kompetencer til, men i sognene skal vi have sognepræster, der sikrer en personlig betjening.
VI SKAL ALLIERE OS med alle de folkelige bevægelser, der er i vort stift. Folkekirken skal gå fra at være en servicekirke til at være en folkekirke, hvor græsrødderne gør vort stift attraktivt. Vi skal stoppe den skævvridning, som centraliserer alt øst for Valby Bakke og karakteriserer alt andet som udkant. Viborg Stift er vores centrum, og derfra vores verden går. Den stærke folkekirke i Viborg Stift kan i samarbejde med de folkelige kræfter og organisationer medvirke til, at Danmark kan vedblive at være et skønt land med dal og bakker fagre og med en kirke i hvert et sogn, hvor Guds ord forkyndes.
Jeg var i 11 år sognepræst i Dalum, som allerede dengang var blevet en forstad til Odense. Det var mit første embede, og det var både forfærdeligt og helt fantastisk. Forfærdeligt, fordi jeg fik så mange nøddåb og begravelser, at jeg som ung præst på et tidspunkt var ved at gå i knæ og blev reddet af biskop Vincent Lind. Hans mange års præsteerfaring og prøvelser som ung lejrfange under krigen hjalp mig på benene igen. Med Guds ord og menighedens kalden som det gode budskab; og fantastisk, fordi jeg havde en dejlig menighed og et godt og velfungerende menighedsråd i ryggen.
Det bør alle præster have, og det får de kun, hvis vi giver menighedsrådene ordentlige arbejdsvilkår. Det er sagt så tit, men vi tåler ikke flere lønsystemer, betænkninger og andet papirvælde fra oven. I stedet har vi brug for øget opmærksomhed på det daglige arbejde, på gudstjenesten som centrum, på næstekærlighed, diakoni og opmærksomhed over for menighedens medlemmer. Nu skal de administrative byrder lettes, så det igen bliver attraktivt at sidde i menighedsrådene.
Jeg har i denne kronik talt meget om folkekirkens hverdag, og derfor vil jeg ikke slutte uden at nævne det allervigtigste. Når jeg stiller op til bispevalget, er det ikke for at blive direktør i folkekirken. Det er for at holde brøndene fri og tætte, som det hedder i Det Gamle Testamente, så evangeliets klare vand kan flyde frit og læske de tørstende og trøste de sørgende. Det er jo det, det hele drejer sig om. Vi er kirke for at forkynde evangeliet om Guds nåde og syndernes forladelse i troen på Jesus Kristus. Det bærer vort liv, vores samfund og vores kultur. Det er det, jeg vil hjælpe med til: forkynde og fortælle kristendom, holde sangaftener, møde menigheden ude i sognene alt det, der gør, at Jesus er mit liv i live, som det hedder i en salme.
Jeg er født og opvokset på en gård i Tolne i Vendsyssel. Min far var grundtvigianer fra Aulum, og min mor kom fra Indre Mission i Frederikshavn. Folkekirkens to fløje havde et særdeles harmonisk samliv i mit hjem, og jeg er overbevist om, at jeg har fået det bedste med fra begge verdener.
Min far var overbevist grundtvigianer af den gamle skole, men kørte adskillige søndage 20 kilometer for at høre den senere biskop Johannes W. Jacobsen prædike i Bindslev og Mosbjerg Kirker, hvor han var sognepræst, før han blev biskop i Viborg Stift.
Det undrede mig, og da jeg blev voksen og teologistuderende, forhørte jeg mig. Jacobsen hørte til Indre Mission, og da jeg spurgte min far, hvorfor han ville køre så langt for at høre en præst, som han ikke var enig med, lød svaret: ”Fordi han forkynder evangeliet.”
Jeg har aldrig glemt det, og hvis jeg bliver biskop, skal det være mit mål: at forkynde evangeliet og fortsat skabe folkekirke fra neden sammen med menighederne.