Den tidligere leder af Det Radikale Venstre Marianne Jelved udtalte i forbindelse med sin tilbagetræden som partileder for nogle år siden, at venner ikke findes i dansk politik. Du står altid alene, omringet af modstandere, der vil gøre brug af enhver tænkelig situation til at stikke knive i ryggen på dig.
Hendes udtalelse mindede om, hvad den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) engang har fortalt om sin ligeledes politisk aktive far, nemlig at denne lærte ham aldrig at have tillid til noget andet menneske. Han skulle derimod stole på sig selv alene. Den danske politikers selvforståelse synes således at være en ganske solitær eksistens midt i fjendtlige omgivelser.
Det forholdt sig fuldstændigt anderledes for de politiske beslutningstagere i antikken. Venskabet spillede for dem en meget væsentlig rolle. Også selvom historien kunne byde på mange falske venner, som gjorde brug af venskabets tætte bånd til enten at fremme deres egen sag eller at myrde en ven eller begge dele.
Eksemplerne var mange, men det bedste eksempel måtte være historien om Gajus Julius Caesar, den store feltherre og geniale politiker i det første århundrede før Kristi fødsel, som faldt for falske venners hånd og bogstaveligt talt fik op til flere knive i ryggen på sin sidste levedag, den 15. marts år 44 f.Kr. Hans politiske modspiller, Marcus Tullius Cicero, skrev omkring samme tid en afhandling om netop venskabet, som lovpriste det.
Lad mig i denne kronik ganske kort præsentere læseren først for Cicero og dernæst hans afhandling og til sidst trække linjerne op til dansk politik, hvor venskabet i stedet for ensomheden uden tvivl ville skabe bedre politikere til gavn for os alle.
Marcus Tullius Cicero blev født den 3. januar år 106 f.Kr. som den ældste søn af en velhavende gårdejer, tilhørende den romerske ridderstand, i den lille provinsby Arpinum, cirka 100 kilometer sydøst for Rom. Både han og hans yngre bror viste anlæg for det boglige under skolegangen og sendtes derfor til Rom for at studere og senere hen til Athen for at fortsætte studierne.
Cicero var bevidst om sit gode intellekt og ville bruge det til at nå det højeste embede i det romerske rige, som var embedet som konsul. Det lykkedes for ham i år 63 f.Kr., som bød på endnu en stor triumf for ham, nemlig nedkæmpelsen af den fallerede politiker Catilinas forsøg på at omstyrte den herskende samfundsorden.
Ciceros politiske virksomhed faldt sammen med en kombination af social uro og politisk ustabilitet, som betød afslutningen for den romerske adelsrepublik og dens idealer, hvis forkæmper han så sig selv som. Efter en kort borgerkrig tog Caesar over og styrede som diktator frem til sin død i år 44 f.Kr. Cicero havde forsøgt sig som forsoner mellem borgerkrigens stridende parter, men var blevet kørt ud på et sidespor og havde i stedet for politisk aktivitet brugt tiden på sit retorisk-filosofiske forfatterskab.
Efter at Caesar var blevet myrdet, og i den efterfølgende borgerkrig om magten mellem diktatorens mordere og hans arvetagere, øjnede Cicero sin chance for et politisk comeback. Et comeback, der brugtes på talrige talers angreb på Caesars støtte Antonius. Men da denne sammen med Caesars adoptivsøn og arving, Octavianus, trak sig ud af borgerkrigen som dens sejrherrer, var Ciceros dage talte. De nye magthavere satte hans navn på en liste over politiske modstandere, der skulle henrettes hurtigst muligt. Cicero likvideredes den 7. december år 43 f.Kr.
Cicero har forfattet afhandlingen ”Om venskabet” som en dialog mellem en romersk politiker fra det andet århundrede f. Kr. med navnet Laelius og hans to svigersønner. Det meste af dialogen er i virkeligheden en monolog, hvor Laelius, berømt blandt romere for sit venskab med en anden fremtrædende politiker, Scipio Africanus den Yngre, taler om venskabets væsen. Det er Laelius, der taler, men ordene er fra først til sidst naturligvis Ciceros.
Venskabet lovprises som gudernes gave til menneskene. Det er en livsnødvendighed på linje med solen, uden hvilken alt liv lægges øde. Mennesket er nemlig slet ikke bestemt til at leve ene. Det er for det første fra fødslen af indfældet i forskellige fællesskaber, for eksempel familien og samfundet. Det søger for det andet ligesom ethvert andet væsen sit andet jeg, som ligner det. Og dette andet jeg er vennen, med hvem det deler alt i livet, så at de to bliver ligesom et.
Venskabet adskiller sig som fællesskab fra familien derved, at det ikke er givet på forhånd, men villet. Og det, der binder venskabet sammen, er kærlighedens velvilje mellem de to. Cicero argumenterer filologisk og afleder det latinske ord for venskab, amicitia, fra det latinske verbum for at elske, amo. Der er i dette på kærlighedens velvilje grundede venskab den største overensstemmelse i alle meninger om både de guddommelige og menneskelige sager. Det gælder også overensstemmelse om det væsentligste for Cicero, nemlig den moralske dyd. Venskabet er den bedste støtte for et menneske i dettes moralske stræben efter at virkeliggøre det gode i konkret handling.
Vennerne elsker ikke hinanden på grund af udsigten til den nytte, deres venskab måtte have for dem begge. De elsker hinanden uafhængigt af nytten, som ganske vist ikke udebliver ifølge Cicero. De er således for hinanden altid den samme uanset medgang eller modgang. De er i denne altid samme væremåde over for hinanden karakteriseret af den urokkelige og bestandige pålidelighed, som er en del af den moralske stræben efter virkeliggørelsen af det gode i deres i liv. Og netop fordi de støtter hinanden i deres moralske stræben, beder de ikke hinanden om noget moralsk forkert. Forstillelse hører ikke hjemme hos dem. Smigrende ord og spytslikkeri heller ikke.
Cicero skriver, at det er venskabets særkende både at formane og at formanes. Vennerne bygger hinanden op moralsk med andre ord og påtaler derfor hinandens moralsk forkerte handlinger. Den sande ven er åben for både at give og modtage en sådan kritik. Den falske ven er døv og stum for begge dele.
Hvad kan vi så bruge Cicero og hans tanker om venskabet til i dag? Det ligger lige for: eksemplet Lars Løkke Rasmussen (V).
Han har været den i virkeligheden venneløse, omgivet af smiskende smigrere, der klappede ham på ryggen, mens han traf den ene forkerte beslutning efter den anden og således sank stadigt dybere ned i den amoralens sump, som den udskejende selvberigelse er.
Han har haft brug for en politisk ven, der var i besiddelse af modet til at formane ham og sige ham sandheden om hans beslutninger.
Det er ikke godt for et menneske at være alene. Det er det slet ikke for en politiker, hvor magtens korruption ligger og lurer bag hvert hjørne. Måske bør de danske politikere revidere deres selvforståelse og skifte deres politiske solotilværelse ud med den, der bygger på venskabet, cicerosk forstået?