En sønderjysk Dostojevskij

Forfatteren Gynther Hansen voksede op i et udpræget klassesamfund, og han var præget af Første Verdenskrig. Hans romaner og noveller foregår i dette miljø, men de kan godt kaldes tidløse, for menneskeskildringerne er dybtgående, og personer kæmper med tilværelsens største problemer

Ebbe Paludan er pastor emeritus.
Ebbe Paludan er pastor emeritus. Foto: Arkivfoto.

Forfatteren Gynther Hansen (1930-2014), som døde i april i år, var præget af Første Verdenskrig, som sønderjyderne i hans generation var det. De har del i Europas blodige historie i højere grad end det øvrige Danmark.

Gynther Hansen har fortalt, at han tænkte på det, engang han var på ferietur med sin kone i de franske alper. Da de holdt frokostpause ved en landevejskro, fik han øje på en lille kirke i nærheden og gik hen for at se den. På ydervæggen af koret sad en mindeplade over sognets faldne i Første Verdenskrig. Sådan en sad der også på korvæggen hjemme i Varnæs Kirke, og den var af form og farve næsten mage til. Og der var næsten det samme antal navne på dem begge to. Han læste, at mange var faldet ved Marne og tænkte, at det var mærkeligt, at soldater fra hans eget sogn ved Marne havde kæmpet mod soldater fra dette franske bjergsogn. Sognet her var mærket af den krig, som hans eget sogn var det.

I hans opvækst i 1930'erne var stednavne som Marne, Verdun og Rukitno Sumpene lige så fortrolige som Dybbøl og Tønder. Han havde ikke været nogen af stederne, men hørt lige meget om dem.

Gynther Hansens far havde deltaget i Første Verdenskrig fra begyndelsen til slutningen, men det var ikke noget specielt, for de fleste af hans kammerater havde en far, der havde været med, eller en bror, eller i det mindste en onkel. Og der var næsten altid et familiemedlem, der var faldet ved fronten.

Han elskede at høre, når mændene snakkede om ”æ kri”. Kvinderne snakkede også om den, for eksempel om, hvor vanskeligt det havde været at skaffe mad nok. Eller om, hvor svært det havde været at følge ægtemanden til toget, når han havde været hjemme på orlov. Så kunne det være, at han pludselig gav sig til hulke på banegården i Åbenrå og sagde: ”Jeg ved, at jeg ikke kommer hjem mere.” Det var hans egen mor, der havde fortalt sådan. Og det var kommet til at gå, som manden frygtede: Hendes første mand faldt på Østfronten.

Gynther Hansens eget liv var som mange sønderjyders også præget af den nationale modsætning mellem dansk og tysk. Det samme er hans forfatterskab, ikke mindst trilogien ”Hitler, min far og mig”, ”Soldaterne” og ”Danskerne”.

Gynther Hansens hjem var tysk. Faderen var tysksindet, skønt han kom fra et dansksindet hjem. Sådan gik det, måske fordi han var slagter og havde været i Hamborg for at lære noget der. Han var dybt imponeret af den tyske krigsmaskines effektivitet. Tyskerne var flittige og effektive, sagde han, mens danskerne var mere slappe. Det trak også i den retning, at han blev gift ind i en tysk familie, der var lidt finere end hans egen.

Hans sympati var klart med Hitler under Anden Verdenskrig, men han kunne ikke drømme om at gå i krig for Hitler. ”Du skal se, det går nok så galt, at I kommer med en gang til,” sagde hans kone til ham, men så blev han vred og råbte: ”Nej, mig får de ikke med igen. Så kan de skyde mig herhjemme.”

Gynther blev selvfølgelig også nazist i det hjem. En kammarat har siden sagt til ham: ”Hvor var vi heldige, at vi kun var en 12-13 år dengang.” Og Gynther Hansen gav ham ret, for havde han været ældre, 18 år for eksempel, havde han uden tvivl meldt sig som frivillig på tysk side, som flere af hans lidt ældre kammarater gjorde.

Da tyskerne tabte krigen skiftede drengen nationalitet. Det var ingen svær beslutning. Han kendte danske salmer og sange, næsten ingen tyske. Han kendte H.C. Andersen og andre danske digtere, næsten ingen tyske. Han kendte den danske historie, så godt som ikke den tyske. Så det gik nemt med at blive dansk. Han kom med i det danske foreningsliv og blev siden bibliotekar på det danske bibliotek i Flensborg.

Gynther Hansen siger en tredje ting om det miljø, han voksede op i: Det var et udpræget klassesamfund. Bønderne var overklassen. De to andre klasser, håndværkerne og arbejderne, var helt afhængige af bønderne, som de tjente deres brød hos.

En bonde skulle være velstående og ikke slide for hårdt i det. Det havde mange svært ved at leve op til. I midten var håndværkerne og de handlende, som Gynther Hansens eget hjem hørte til, og nederst var arbejderne. De var håndlangere hos håndværkerne, eller de arbejdede i tørvene, men først og fremmest var de daglejere hos bønderne. De var en slags arbejdskraftreserve, som man kunne trække på, når der var brug for det.

Gynther Hansens romaner og noveller foregår i dette miljø, men de kan godt kaldes tidløse, for menneskeskildringerne er dybtgående, og personer kæmper med tilværelsens største problemer.

Man kan sige, at hans personer, som den store russer Dostojevskijs, alle sammen vil være noget værd og have noget at betyde. De kæmper med tilværelsens store problemer: Hvad er livets mening? Er der en gud til? Er Guds kærlighed og tilgivelse noget virkeligt? Den slags spørgsmål ligger hos mange nok lige under overfladen, men de dukker op, når vi kommer i krise, og Gynther Hansens personer er for alvor i krise.

Sådan er det også i ”Der må være noget mere ” fra 1983, som er et af hans hovedværker. Hovedpersonen Thomas har gået arbejdsløs hele vinteren og lukket sig inde derhjemme. Han foragter folk, for de er selvoptagede og materialistiske, men han foragter allermest sig selv, fordi han ingenting laver, og fordi han har været med til at udføre modbydelige ting som soldat på tysk side under Anden Verdenskrig.

Han har angst at slås med, og han drikker for meget. Hans kone, Ruth, er god og kærlig, men det hjælper ham ikke for alvor. Han kredser om kristendommen og ved godt, hvad den handler om, men han bliver ophidset, når han tænker på den eller taler med præsten. Det bliver foråret, der sætter lidt skub i ham, ja, det lokker ham ud af stuen, for her er noget godt, som er virkeligt også. Og det medfører minsandten, at han går i kirke uden at blive ophidset af det, han hører. Tværtimod! Det er med til give ham forhåbninger om, at der en vej frem for ham og Ruth.

Det kom til at gå anderledes for købmanden Jørgen i romanen ”De Flygtende.” Han står i sin butik en morgen og tænker på, at angst og fortvivlelse kan overfalde mennesker som rovdyr. Det har han tit erfaret, og da han den morgen får besked om, at hans gode ven Bendt er ramt af en blodprop og ligger for døden, falder rovdyrene over ham igen.

Han føler, at han hele sit liv har sprunget for kunderne for at blive god nok i deres øjne. Det har ikke været til at holde ud. Men sammen med Bendt havde det været anderledes. De to par Jørgen og Inger og Bendt og Mary havde haft det så godt sammen, slappet af, diskuteret og været sig selv. Sådan havde det været engang, men de var kommet væk fra hinanden desværre. Jørgen synes, det vil være forfærdeligt, hvis Bendt dør nu, uden at de har fundet hinanden igen.

Han skynder sig i sin bil den lange vej hen til Bendt på sygehuset, men han kan ikke tale med ham, for han ligger bevidstløs med slanger og drop. Da falder det hele sammen for Jørgen. Han har tidligere talt om sin dødsdrift, en farlig trang til at ødelægge i trods og selvmedlidenhed. Den trang tager magten nu sammen med den alkohol og de piller, han har indtaget. Han farer væk fra sengen, skælder ud på den sagesløse Bendt, mens han råber: ”Jeg vil ikke have med det at gøre, med hele lortet.”

Han løber ud af sygestuen, hans kone Inger kan ikke standse ham.

Han kører hjem og bliver fundet to dage senere. Han har hængt sig.

Det er skildret med stor indlevelse og medfølelse.

Gynther Hansen efterlader sig et stort og betydningsfuldt forfatterskab. ”Jeg. Jeg. Mig. Mit”, og ”Elskende Dræbere”, er fine novellesamlinger, som man bør læse.

Han var en sønderjysk Dostojevskij.