Den lige linje fra Nyborg til New York

Vi er de danske sognes forlængede arm, når deres sognebørn rejser udenlands, skriver fungerende formand for Danske Sømands- og Udlandskirker i dagens kronik. Organisationen begynder sit landsmøde i dag, og kronikøren undrer sig over, at udlandskirkerne ikke er tænkt med i et måske kommende Folkekirkens Fællesudvalg

Inge Kjær Andersen er fungerende formand for Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK
Inge Kjær Andersen er fungerende formand for Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK. Foto: Arkivfoto.

DER GÅR EN LIGE LINJE fra Hjørring til Hong Kong. I hvert fald når vi taler folkekirke. For nok bryster vi os af, at den danske folkekirke netop er dansk, men der er en tendens til at glemme, at den først og fremmest er kirke for alle danskere, uanset hvor de befinder sig i verden.

I Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK, kender vi om nogen til det forhold. Siden 1867, hvor sømandskirken blev grundlagt, har vi arbejdet på at holde danskere i udlandet fast på deres tilknytning til folkekirken præcis som de har holdt os fast på et rimeligt krav om en folkekirkelig betjening.

I sig selv er det ganske imponerende. Nok er vi populært sagt folkekirken i udlandet, men når det kommer til finansieringen, er vi nærmere folkekirken i ulandet. Vores kirker har ikke samme gunstige økonomiske rammer, som mange sognekirker i Danmark har. I en dansk sømands- og udlandskirke er intet givet, og sat på spidsen må en kirke lukke, hvis ikke menigheden kan indsamle nok penge.

Men pengene kommer, nogle lettere end andre, og det vidner om, at danskerne i udlandet ser det som en styrke, at de har adgang til en dansk kirke med en dansk gudstjeneste og socialt samvær. Det kalder på den dybeste respekt og er i den grad med til at afmontere rygterne om, at folkekirken ikke har tag i folket.

Alligevel eller måske derfor er der grund til at se nærmere på kirkernes finansiering, herunder aflønning af præsterne. DSUK er en privat organisation, der får sine penge fra finansloven, fondsmidler og private donationer. Sømandspræsterne får betalt deres løn fra Danmark, mens de resterende præster og det øvrige personale ved kirkerne får betalt lønnen i en blanding af penge fra Danmark og lokalt indsamlede midler. Det er i sandhed et kludetæppe, der til tider giver flere udfordringer end muligheder, og derfor må vores kirker da ofte tænke kreativt for at få økonomien til at hænge sammen.

MAN KAN MED RETTE SPØRGE, om ikke det vil være mere hensigtsmæssigt at ligestille de danske kirker i udlandet med sognemenighederne i Danmark. Svaret er et klart jo. Om kirken ligger i Holstebro eller Hongkong, er sådan set underordnet, for begge er folkekirker. Jeg er derfor tilfreds med, at den kommende reform af folkekirkens samlede økonomi lægger op til et bloktilskud, som også de danske sømands- og udlandskirker skal have andel i. For det første cementerer det, at vi er en del af folkekirken, og dermed vil det, for det andet, være lettere at skabe forståelse for vores arbejde i de lokale sogne.

Reelt set er vi de danske sognes forlængede arm, når deres sognebørn rejser ud. Og det gør de mere end nogensinde. Omkring 3600 danske søfolk har hver dag deres arbejdsplads på verdenshavene, endnu flere arbejder i følgeindustrierne på danske og udenlandske adresser, og flere og flere virksomheder udstationerer medarbejdere i stigende grad. Dertil kommer de mange unge, der rejser ud for en længere eller kortere periode. Alle har de krav på en kirkelig betjening, og bare fordi de bor langt fra fædrelandet, betyder det ikke, at de ikke har et behov for at tale med en dansk præst, komme til gudstjeneste eller deltage i et fællesskab med andre danskere.

Et bloktilskud vil, afhængigt af hvordan midlerne internt i folkekirken bliver fordelt, kunne styrke vores arbejde. Antallet af nye lande, hvor danske virksomheder opererer, er markant stigende. Det betyder, at der i disse år vokser danske arbejdspladser op overalt i verden. Det er yderst glædeligt, men ikke desto mindre er det beklageligt, at DSUK ikke har midlerne til at tilbyde en kirke alle stederne. Men jeg er optimistisk. Hvis kompetencen til at fordele bloktilskuddet bliver lagt i hænderne på et folkekirkeligt fællesudvalg, tror jeg, at meget bliver lettere. Min erfaring fra det folkekirkelige landskab fortæller, at danske præster og menighedsrådsmedlemmer er meget optaget af, at vi også har gode kirker uden for landets grænser.

Forslaget om bloktilskud gælder ikke Dansk Kirke i Sydslesvig. Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur i folkekirken foreslår, at bevillingen til kirkelivet lige syd for grænsen fortsat skal komme fra finansloven. I dag administrerer DSUK både bevillingen til de danske sømands- og udlandskirker samt til Dansk Kirke i Sydslesvig. Det virker derfor ulogisk og ubegrundet at skille de to bevillinger ad, når nu de har det samme formål, nemlig at være dansk kirke for danskerne i udlandet.

Det vil skabe for megen usikkerhed og større uigennemsigtighed at operere med to systemer til at betale for denne ydelse, og jeg har da også en forhåbning om, at det endelige lovforslag vil læne sig op ad DSUK's anbefaling. For hvis et bloktilskud vil gavne danskerne i Berlin, Paris og Sydney, vil det også gavne de danske menigheder i Flensborg, Husum og Læk.

Hvis intentionen med styringsreformen er at få en mere samlende folkekirke, er det trist, at man ikke her medtænker Sydslesvig. Jeg kan frygte, at de danske menigheder i Sydslesvig på den måde vil blive isoleret i stedet for at blive inddraget. Det vil ikke tjene noget formål, for i denne proces, hvor hele folkekirken skal lære at tænke nyt, er der ikke brug for at tabe nogle af vognen. Vi skal alle være med, og det er vi kun, hvis vores vilkår er de samme.

DET ER OGSÅ EN GRUNDENE TIL, at jeg og resten af DSUK's bestyrelse anbefaler et ja til Folkekirkens Fællesudvalg. Med et sådant udvalg vil vi for alvor føle, at vi er i den samme kirke, for selvom forslaget mest sigter til at styrke folkekirken nationalt, vil det få en positiv indflydelse på vores kirker ude i verden.

Derfor er det underligt, at DSUK slet ikke er tænkt med ind i udvalgets sammensætning. Der er blot lagt op til, at de frie folkekirkelige organisationer, som DSUK hører under, skal repræsentere diakoni, mission og børne- og ungdomsarbejde. Groft sagt lever vores kirker op til alle tre krav, men i denne fase kan vi ikke lægge vores hat på gisninger. Jeg vil derfor opfordre til, at man tager ordet ”frie” seriøst og også medtænker DSUK.

For det første, fordi vi er den eneste organisation, der har kendskab til kirkeligt arbejde blandt stadig flere danskere i udlandet. For det andet, fordi vi har noget at bidrage med. På grund af vores kirkers stramme økonomi bliver en stor del af det lokale arbejde lagt i hænderne på frivillige. Og netop frivilligheden er et stort emne i den hjemlige kirkedebat. Når jeg fortæller, hvordan frivillige hænder får fikset det meste og mere til i en sømands- og udlandskirke, bliver jeg mødt af misundelige blikke.

Nok kan vi ikke undvære de dygtige ansatte i kirkerne, men med vores erfaring kan vi lære de danske menigheder at være kirke på en anden, mere inkluderende og mere økonomisk måde. For styringsreform eller ej er jeg bevidst om, at der ikke vil tilfalde os uanede midler. Der skal fortsat arbejdes hårdt i hver enkelt kirke, og det er man klar til derude. For i udlandet vil man ikke bare have en dansk kirke, men også en dansk folkekirke.

Det er den sammenhængskraft, vi har arbejdet for i 147 år og det er den, der gør, at der går en lige linje fra Slagelse til Sydslesvig, fra Nyborg til New York og fra Hjørring til Hongkong.