”OG SÅ STILLER I JER OP I KORET, når præsten giver jer besked,” hvisker læreren til den lille flok piger, der har sat sig på første række.
Jeg er i kirke en tilfældig søndag et sted i det østjyske. I min egenskab af emeritus er jeg blevet kaldet til sognet, da den lokale sognepræst har lagt sig syg. Jeg har glædet mig til atter at holde gudstjeneste og til - sammen med gode folk i lokalområdet - at holde en gammel landlig tradition i hævd, høstgudstjenesten, med alt hvad der deraf følger.
En flok voksne, lærere, forældre, lokale foreningsmedlemmer og godtfolk fra sognet, har længe været i gang med at forberede denne særlige søndag, og jeg skal såmænd blot vælge nogle gode salmer og forberede en prædiken.
Et par landmandskoner har pyntet kirken med årstidens blomster, en lærer styrer de små, der bærer årstidens frugt og grønt ind i kirken, et aktivt menighedsråd står for den efterfølgende frokost i våbenhuset og folk fra sognet, som ved, at det er det lokale fællesliv om at gøre, fylder godt op på bænkene. De er der, og da jeg giver pigerne besked, træder de frem og synger under kyndig ledelse af deres lærer med klare barnestemmer den gamle høstsang, som deres ældre søskende har gjort før dem - og deres forældre før dem igen.
Sådan kan en god søndag se ud for en præst, der i en menneskealder har haft den store glæde at få lov at virke i en folkekirke, der som sin syldsten ikke kun har evangeliet, ”det levende ord”, men tillige levende mennesker, der ved, at kun når det folkelige islæt spiller med, er det ægte og sand folkekirke.
Søndagen efter har jeg atter tjeneste, nu i annekssognet, og det er let at tælle, hvor mange der er mødt frem denne tidlige søndag morgen. Det er hverdag igen i pastoratet, og der er ikke det samme liv på bænkene som søndagen forinden. Men der er dog mødt en lille skare frem, der sikrer, at vi også denne søndag kan fejre gudstjeneste.
Bagefter i våbenhuset, hvor der ikke er dækket op til kirkekaffe eller lignende, får jeg en snak med dem, der den dag udgør menigheden. Der er et par medlemmer af menighedsrådet, en formand for den lokale borgerforening og et ældre ægtepar, for hvem søndagens gudstjeneste er en kær pligt. De var der også søndagen forinden, og om denne gudstjeneste og dens fællesskab handler snakken.
FOR DET ER HER, DET VISER SIG, at der - trods tællinger og sortsyn på folkekirkens vegne - er en sognevirkelighed til stede, som i det lange løb er afgørende for den lokale kirkes liv og vækst. Den er blot ikke synlig søndag efter søndag, men den er der, og på de mellemliggende søndage er der så de få, der sikrer, at brønden holdes åben, at der ikke er messefald.
Men kan det i længden holde? Kan det lokale kirkeliv kaldes levende, når der imellem de store søndage er så mange søndage, hvor det kan tælles på to hænder, hvor mange der er i kirke? Det er blandt andet det spørgsmål, som Landsforeningen af Menighedsråd for nylig drøftede, da der blev stillet fokus på de såkaldt truede landsogne.
Og vel er de truet - den store fraflytning fra de små landsogne taler sit eget sprog - men den største trussel er ikke et dalende antal folkekirkemedlemmer, men snarere en manglende forståelse fra uddannelsesinstitutionerne til at klæde præsterne ordentligt på, så de kan indgå i et frugtbart samarbejde med det lokale foreningsliv, der i de fleste sogne fortsat er der på landet.
I mine omtrent 35 år som sognepræst i to østjyske landsogne har jeg haft problemet tæt inde på livet, men det er lykkedes (som jeg har beskrevet det i min bog ”At være til stede” med undertitlen ”Blade af en landsbypræsts dagbog”) sammen med aktive menighedsråd at sikre, at kirken var en del af lokalfællesskabet, og at det derfor gav mening at holde kirke lokalt.
Her er vi ved sagens kerne, og det er her, det skal vise sig, om kirken fortsat er en levende virkelighed. ”Åndsfrihed og folkelighed er, hvad kristendommen for at virke i sin Ånd enten må forefinde, eller - hvis de fattes - skabe,” sagde Grundtvig.
Det betyder grundlæggende, at der kun kan tales om ægte folkekirkeligt liv i et sogn, når og hvis det folkelige liv, i moderne tid repræsenteret ved et aktivt foreningsliv og et lokalt forankret tilhørsforhold til den nærmeste skole, er en erkendt virkelighed.
DET ER HER, den store lokale, folkelige opgave ligger, men det er også her, det kan vise sig, at et sogn ikke længere er til stede som en levende virkelighed. Er det tilfældet, og har det tillige vist sig umuligt at styrke eller genskabe en folkelig virkelighed i kraft af foreningsliv og skole, så giver det ikke længere mening at holde kirke i samme lokalområde. Kirken kan ikke stå alene, og kirken alene kan ikke definere sognet. Som kirke skal vi vedholdende knytte til ved den folkelige virkelighed, der lokalt måtte være til stede.
For at knytte til ved udgangspunktet for denne kronik kan jeg eksemplificere det ved den måde, vi i de seneste år fejrede høstgudstjeneste, en form, som nu er blevet videreført, da det har vist sig, at den holder.
En sen aftentime for år tilbage faldt jeg i snak med en af sognets unge, driftige svineproducenter, som jeg i foreningsmæssig sammenhæng dengang havde meget med at gøre, og jeg nævnte for ham, at jeg havde savnet ham og hans familie ved den nyligt holdte høstgudstjeneste.
Men som han svarede, så sagde den ham ingenting, for der var i salmer og forkyndelse al for lidt synlighed omkring det erhverv og den livsform, som en sådan gudstjeneste også handlede om. Jeg måtte give ham ret i, at især salmerne og i det hele taget ”kultens” indoptagelse af den livsform, som landbruget er, er ude af trit med tiden og den måde, der i dag drives moderne landbrug på.
Men da vi begge var enige om, at det var og er vigtigt at fastholde nogle af de lokale traditioner, besluttede vi, at han og hans familie efter høstgudstjenesten året efter skulle være vært for et traktement på gården, hvor han så fik lejlighed til at fortælle om udviklingen på slægtsgården og om et moderne dansk landbrug langt fra Morten Korchs idylliske løgnebillede.
Det blev så knap et års tid efter realiseret med en fuld kirke og efterfølgende mellem 150 og 200 mennesker til en rigtig god eftermiddag på gården, hvor skolen var repræsenteret med de to 3. klasser, der det år var minikonfirmander.
SIDEN FULGTE ANDRE af hans kolleger op på initiativet, så det nu omtrent er et slags borgerligt ombud for de lokale gårdejere at være værter efter årets høstgudstjeneste, godt hjulpet af foreningslivet, der ser det som en mulighed for at samles om en lokal begivenhed.
På den måde er det lokalt kommet til at hænge sammen, og det betød for mig, at når jeg efterfølgende tænkte høstgudstjeneste, tænkte jeg den ikke kun som kult og liturgi, men som folkeligt fællesskab.
Samme model kan bruges i andre sammenhænge, eksempelvis første søndag i advent, hvor der på landet er stærke folkelige traditioner med blandt andet juletræstænding. Og hvorfor ikke tænke kirken ind omkring de sportsfester, der bliver holdt?
Fællesskaberne er der, men det er ikke præsten og kirken, der skaber grundlaget for disse fællesskaber, for kirken alene kan ikke gøre det. Forudsætningen er ikke kirken, men et aktivt folkeligt foreningsliv, hvor der er mennesker til stede, der vil det.
Men hvis et lokalområde kun kendes på mennesker, der nok bor der, men ikke lever der, så har sognet opløst sig selv indefra, og så giver det heller ingen mening længere at holde kirke dér.
Kirken kan gøre nok så mange tiltag, den kan være nok så fremsynet, hvad angår nye gudstjenesteformer og ihærdige forsøg på at samle folk. Men folk er kun at kende som folk, hvis de samtidig ved sig medansvarlige for den folkelighed, der er forudsætning for kirkens liv og vækst.