I DISSE UGER OG MÅNEDER er to problemer på alles læber: Uroen i Ukraine, bag hvilken man mere end aner konturerne af et stadig mere aggressivt Rusland, og Gaza-konflikten, seneste udløber af den 66 år lange krigstilstand mellem Israel og dets naboer.
Hvor forskellige de to konflikter end er, så har de ét tilfælles: De er begge resultater af politiske beslutninger truffet med åbne øjne og uden nogen form for ydre tvang fra Vesteuropa og USA i fællesskab.
Det gælder grundlæggelsen af den israelske stat, som der blev givet grønt lys for af FN's Generalforsamling i november 1947, og det gælder tilbagetrængningen af Rusland til dets nuværende grænse efter Sovjetunionens opløsning i 1991.
Israel blev oprettet som soning for de lidelser, jøderne havde måttet udstå i Europa, specielt under Anden Verdenskrig.
Der var i 1945 al mulig grund til at have dårlig samvittighed over for jøderne, ikke bare i Tyskland. Men jøderne var ikke et mellemøstligt folk, de var (og er) et europæisk folk, og løsningen på europæiske folks problemer skal findes i Europa, ikke i Mellemøsten.
Alligevel valgte man i stedet for at give det jødiske folk oprejsning inden for Europas grænser at åbne for grundlæggelse af en ny europæisk stat i et tætbefolket arabisk område, et eksempelløst tilfælde af europæisk-amerikansk magtarrogance.
MED FN'S TILLADELSE i hånden gjorde den nydannede israelske hær sig derefter klar til at rydde grunden for den nye stat. Man lagde ud med at jævne byen Lydda tæt ved det nuværende Tel Aviv med jorden, slette stedets navn af annalerne og koldblodigt likvidere mere end 300 indbyggere - børn, voksne, unge og gamle, mænd og kvinder uden forskel. Tre raske julidage 1948, næsten på dato seks år efter at tyske SS-tropper havde spredt rædsel med udslettelsen af den tjekkiske landsby Lidice, hvor et lignende antal blev skudt ned.
Lydda (i dag Lod med den store Ben Gurion Lufthavn) var kun begyndelsen, sådan er det fortsat lige siden. Der går en ubrudt linje fra den grusomme israelske massakre i Lydda til dagens massemyrderier i Gaza.
Det er blevet almindeligt blandt europæere, der for alt i verden ikke vil betegnes som antisemitter, hændervridende at erklære, at Gaza-konflikten er et uløseligt moralsk og politisk dilemma, det er ”ret mod ret”, som en af den akademiske verdens hattedamer, litteraturkritikeren Lillian Munk Rösing skrev i dagbladet Politiken forleden.
Det er ikke tilfældet, det er uret mod ret, så vist som Israel aldrig burde have været oprettet, og at grundlæggelsen ikke, som det ellers så ofte er tilfældet ved angribelige politiske beslutninger, kan forklares og dermed delvis undskyldes ved, at aktørerne stod i en tvangssituation.
Der forelå ingen tvangssituation i 1947, der forelå kun det faktum, at Europa ikke gad tage sig sammen til at give jøderne social, politisk og kulturel oprejsning inden for sine egne grænser, men foretrak at stille sig bag zionismens halsløse og historisk set åbenlyst vanvittige krav om et ”hjemland” for jøderne i Mellemøsten, som om de ikke var hjemme, hvor de var - i Danmark, i Frankrig, i Tyskland, i Holland og så videre, hvor de havde boet i århundreder og, uanset antisemitismen, gjort sig markant og fortrinligt gældende.
LIGESOM DER IKKE forelå nogen tvangssituation i 1947, så gjorde der det ikke ved Sovjetunionens opløsning 1991. Europa sad sammen med USA med alle kort på hånden. Al fornuft tilsagde ikke at fare for hårdt frem mod Rusland og tage højde for det faktum, at Rusland er Europas største land og ikke kan besejres, hvad først svenskekongen Karl XII, senere Napoleon og Hitler havde måttet sande.
Rusland er det eneste europæiske land, som altid kan forsvare sig selv, det eneste europæiske land, som ikke har noget sikkerhedsproblem og derfor kan være stort set ligeglad med, hvad andre tænker. Som USA er Rusland med sin urørlighed og sine ubegrænsede intellektuelle og materielle ressourcer den fødte stormagt. Det vidste alle i 1991.
Alligevel valgte man at ydmyge Rusland og skubbe dets grænser længere tilbage, end de har været siden 1720. Man lod de skrøbelige, ikke særligt sympatiske baltiske stater genopstå, og EU og Nato strakte sine fangearme ind over områder, som i århundreder har ligget inden for russisk interessesfære. Ukraine, en mislykket og gennemkorrupt opkomling dybt inde på det gamle russiske imperiums enemærker, er blevet Natos og EU's kæledægge.
NU ER DET GENGÆLDELSENS TIME. Israel, der siden 1948 har skabt ravage i Mellemøsten, fremturer med vanlig hensynsløshed og brutalitet i en konflikt, som der ikke er nogen ende på - tværtimod er der al grund til at tro, at den vil skærpes de næste 25 år. Perspektiverne er gruopvækkende, ikke bare for Mellemøsten, men for Europa og hele verden med.
Hvad Rusland angår, var det, som den tidligere sovjetiske udenrigsminister Eduard Sjevardnadse sagde med et nu berømt understatement, ”umodent” at tro, at Rusland ikke ville reagere hårdt på Natos udvidelse mod øst og USA's installering af radarer og missiler i Østeuropa.
Styret i Moskva er, som alle og enhver i dag kan se, slået ind på en kurs, der sigter på at genskabe landets stilling som international stormagt af første rang. Først når Rusland er tilbage i en position, som minder om den, Sovjetunionen havde for 25 år siden, er man tilfreds. Også her er perspektiverne dybt skræmmende.
Vestlige politikere inklusive vores egen udenrigsminister, Martin Lide-gaard (R), udsender forargede bandbuller og formanende hyrdebreve i alle mulige retninger. Men det er for sent. Der er ikke længere noget at gøre. Trykbølgerne fra de skæbnesvangre beslutninger, som blev truffet i slutningen af 1940'erne og først i 1990'erne, hvor Vesteuropa og USA holdt verdens skæbne i deres hænder, slår nu tilbage fra øst og sydøst med forfærdelig kraft og kan let som ingenting vælte os alle omkuld.
Det er ved komplekse historiske forløb, for eksempel det for øjeblikket ivrigt diskuterede udbrud af Første Verdenskrig, sjældent, at man kan sige, hvem brandstifterne er, og hvor ansvaret skal placeres.
Men i dette tilfælde er der ingen tvivl. Ansvaret for de to kriser, som nu truer os alle, ligger entydigt hos et overmodigt og magtfuldkomment Vesteuropa og USA uden evne til selvransagelse og uden evne til at lægge bånd på sig selv. ”De sår vind og høster storm” (Hoseas' Bog, kapitel 8, vers 7).