Blandt helgener og nullermænd

Munken Benedikt grundlagde en af de store bevægelser i europæisk åndsliv. I 529 skrev han sin håndbog for livet som munk, sin ”regel”, som den kaldes, og grundlagde selv klosteret Monte Cassino. Dagens kronikør har besøgt et benediktinerkloster i England i 10 dage og reflekterer her over bønnen, stilheden, reglerne og livet i et kloster i dag

Per Damgaard Pedersen, sognepræst og medlem af Selskabet for Tidebøn og Gregoriansk Sang
Per Damgaard Pedersen, sognepræst og medlem af Selskabet for Tidebøn og Gregoriansk Sang.

MÅSKE DET ER STILHEDEN, der er den største oplevelse ved at være i kloster. Den er skøn! Det er som at møde en ven, man ser alt for sjældent.

Det er først på aftenen. Vi har netop sunget tidebønnen. Munkene sidder oppe foran i korstolene på hver side af alteret. Sangens efterklang sitrer stadig mellem hvælvingerne. Så trækker munkene deres sorte hætter helt frem over hovedet. Det er tegnet på, at nu begynder ”den store stilhed”.

Vi bliver siddende nogle øjeblikke. Kirken er kølig. Lysene på alteret stråler, og nattergalen udenfor høres svagt gennem de tykke mure. Stilheden indfinder sig langsomt, som en dør, der åbner sig. Den fylder rummet og favner os.

Jeg kan føle mit åndedræt. Mærke mit hjerte slå. Det er ingen anstrengelse at overgive sig til stilheden. Den er som et karbad. Man sænker sig og slapper af.

Under tidebønnen sang vi os ind i Guds nærvær. I stilheden bliver vi ved at være i sangens virkelighed.

Så banker abbeden på træbænken, et dæmpet tap-tap. Det er et signal til munkene. De rejser sig. En for en går de frem foran alteret, bøjer sig og går ud med sænket hoved. Under hætterne kan man kun se deres næser.

Vi er otte danskere på besøg. Vi lægger sanghæfterne på plads og udveksler et lille smil. Fra nu af er der ikke noget krav om at sige noget til hinanden. Måske er det derfor, jeg føler, at vi siger hinanden så meget.

Det er lidt, ligesom med mine søskende. Godt nok kender jeg knap de andre, men alt det vigtige er vi fælles om, og ved deres tavshed giver de mig plads til at være mig selv. Deres tavshed er generøs. For tale adskiller. Tavshed forener.

Når vi taler, taler vi altid om os selv, ligegyldigt hvad vi så end snakker om. Vi italesætter os selv som den sjove, den forstående, den handlekraftige. Og vi overtaler de andre til at give os en bestemt plads i gruppens hierarki. Hver gang vi åbner munden, er der en selvisk hensigt, der følger med som en skjult dagsorden. Det er rart at være fri for. I stilheden kan man ikke konkurrere.

VI GÅR HVER TIL SIN CELLE, som er spartansk med bord, stol, seng. ”Den store stilhed” varer indtil i morgen middag. Den afbrydes kun, når kirkeklokken ringer til bøn, og sindet igen skal lades op med sang.

Munken Benedikt grundlagde en af de store bevægelser i europæisk åndsliv. I 529 skrev han sin håndbog for livet som munk, sin ”regel”, som den kaldes, og grundlagde klosteret Monte Cassino. Omkring år 1400 var der 37.000 benediktinerklostre. Vores Ansgar (826) var benediktinermunk, og 32 af de 138 danske klostre, vi har kendskab til, tilhører denne orden.

Klosteret hedder Alton Abbey og ligger syd for London. Seks munke og en novice lever i de gamle bygninger, som er omgivet af en park, der slet ikke er ”danish design”. Plænerne er pletfri, selvfølgelig, græsset er trimmet som på en golfbane. Men træer og buske er halvt forvildede og sammenvokset på den lidt tilfældige måde, som er så charmerende engelsk.

Der er hønsegård med syv venlige Sussex-høner. De kommer benende, når man stikker skvalderkål ind gennem trådnettet: gook-kluk! Der er summende bistader, syngende finker i buskadset, græssende rådyr og en rævefamilie med fem store hvalpe, der tumler under egetræet.

Klosteret bærer umiskendeligt præg af at være beboet af mænd. Der er godt nok en kvinde, som kommer og laver mad, men rengøringen overlader hun til ”the boys”, som hun kalder dem. Det passer mig fint. Som mand har jeg altid følt mig godt hjemme, når nullermændene er så store, at man kan få et personligt forhold til dem.

Det er ikke kun os danskere, der er på besøg. Gæster kommer og går hele tiden. En sød dame i sommerkjole. En ung herre i jakkesæt med et søgende blik. En bedstefar, der gerne vil have forbøn for et barnebarn. Han kommer tit bare for lige at ”dyppe sin sjæl i evigheden”, siger han.

KLOSTERET TILHØRER den anglikanske kirke, der ligesom folkekirken er en af de protestantiske kirker. Deres fromhedstradition er dog noget anderledes end vores. Mest synligt kommer det til udtryk i, at de påkalder helgener. Ikke meget, ikke ofte, og heller ikke som det centrale, men dog alligevel. Om morgenen beder de for eksempel sådan her: ”For alle i smerte eller sorg: Jesu Moder, bed! For alle i tvivl eller frygt: Jesu Moder, bed! (“). Hellige Benedikt, munkefader: Bed for os og alle mennesker (“). Herre, opvæk i din kirke den Ånd, som ledte vor hellige fader Benedikt, og giv, at vi må elske, hvad han elskede, og omsætte i praksis, hvad han lærte.”

Sådan kan de altså bede i den anglikanske kirke. Og hvad skal man så lige sige til det? Det et spørgsmål, man godt kan tænke lidt over. Vi protestanter protesterer jo mod den katolske helgendyrkelse, som den så ud for 500 år siden. Og med god grund.

For det første indebærer den tanken om fortjeneste. At hellige mennesker ved gode gerninger opnår et plus i regnskabet, som kan overføres til mindre hellige og gælde som aflad for deres synder. Tænker man sådan, bliver frelsen en økonomisk transaktion frem for Guds nådegave, og det formindsker værdien af Kristi offer, som er fyldestgørende for alle vore synder.

For det andet indebærer den en tanke om formidling. At det er godt, hvis vore bønner løftes op til Gud af hellige mennesker, der står ham særligt nær. Tænker man sådan, formindsker man glæden over, at Kristus har banet vej for os, så vi som Guds børn har direkte adgang til nådens trone.

Fra et luthersk synspunkt må man sige, at denne form for helgendyrkelse var et vildskud på fromhedens træ. Det interessante spørgsmål er så, om denne kritik også rammer de anglikanske munkes bønner.

Det tror jeg ikke, den gør. For den bærende tanke har ikke noget med fortjeneste og formidling at gøre. Den drejer sig derimod om, at vi er en familie: Maria er mor. Benedikt er far. Og munkene er brødre og børn. Det hele har en anden kulør.

Tanken er, at Maria viser omsorg for os i og med sin omsorg for Kristus. Vi hører sammen som hans legeme, og dermed er hun alle troendes mor.

Ligesådan med ”munkefaderen”. Benedikts omsorg er håndgribelig dagligdag for munkene. De lever i en virkelighed, han har formet for dem. Med sin regel har han indrettet deres livsrum og inddelt deres tid i perioder af arbejde og bøn. Her kan de leve og vokse. Selvom Benedikt er død, er han højst nærværende som far.

Oplevet indefra er det ren fryd at bede på denne måde. Det kan man se på munkene. De lever i en stor familie, som findes hen over alle grænser i tid og rum. Det er berigende at blive inviteret med ind som gæst i nogle dage.

Men gad vide, om jeg også kunne bo der permanent? Hvad skal man sige til det fra en teologisk synsvinkel? Ærlig talt: Jeg ved det ikke helt, for det forstyrrer mig, at der ikke findes bibelske forbilleder på denne påkaldelse af afdøde. Vi kan tænke på Hannah. Da hun står i helligdommen og fortvivlet ønsker at få et barn, anmoder hun ikke Sara om forbøn. Eller Paulus. Da han ser frem til sin henrettelse, anråber han ikke Stefanus, den første martyr. Havde han gjort det, ville helgenpåkaldelse være mere naturlig.

Det er spændende at leve sig ind i munkenes fromhed. Det giver noget at tænke over. Jeg synes bare ikke, jeg rigtig kommer frem til et resultat. Er det mon, fordi jeg gør det hele for indviklet?

Det kunne jo godt være, at det i virkeligheden er såre enkelt. Nemlig at munkene allerede nu lever i det fællesskab, vi skal opleve, når vi samles i Guds rige. Måske det er derfor, det er så naturligt for dem at bede de hellige om forbøn.