AF OPRINDELIGE JØDISKE SPROG kender alle hebraisk, som er forbundet med centrale bibelske tekster for både jøder og kristne. For lingvister og filologer som mig selv er hebraisk interessant, fordi der er tale om et ”genoplivet” antikt sprog, som går helt tilbage til det 10. århundrede f. Kr. i Kanaans Land, hvis man skal regne med en inskription fra Khirbet Qeiyafa som det ældste vidnesbyrd.
år i eksil uden jødisk nationalstat betød, at hebraisk nærmest uddøde som talesprog. De fordrevne og deres efterkommere gik over til at tale andre sprog, men mange religiøse vedblev nidkært at studere hebraisk skriftsprog.
I 1800-tallets nationalistiske æra fik visse østeuropæiske jøder den idé at ”genoplive” hebraisk som talesprog. Fra et lingvistisk synspunkt er det fascinerende, at et uddødt talesprog vækkes til live.
Der er omkring 7000 sprog i verden, og 2000 af disse tales af færre end 1000 mennesker. Andre sprog, som føler deres eksistens truet, ser hen til hebraisk og henter inspiration ved at se på dets 1) ”vernecularization” og 2) ”revitalization”:
Det første ord betyder, at hebraisk atter er blevet gjort til dagligt talesprog, blandt andet takket være sprogpioneren Eliézer Ben-Yehuda (1858-1922), der moderniserede sproget efter europæisk forbillede. Det andet ord betyder, at sproget har fået ny styrke og levedygtighed.
Begge dele skyldes en bevidst sprogpolitik, men hvordan er det så gået hebraisk i dets nye inkarnation? Professor Bernard Spolsky er sprogforsker. I maj udkom hans engelsksprogede bog om jødiske sprogs sociolingvistiske historie.
HISTORISK SOCIOLINGVISTIK er et forholdsvis nyt forskningsområde, der undersøger sprogvarianter: Hvad er standardsprog? Hvem gør noget andet end standarden i skrift og tale - og hvorfor?
Tid og sted er nøglefaktorer med hensyn til de variantformer, som et sprog kan have, for eksempel dialekter inden for det samme sprog. Ligeledes er der forskel på det dansk, der tales nu, og det på Kierkegaards tid. Det er dog samme sprog, men i forskellige varianter.
Man kan argumentere for, at jøder på Jesu tid var flersprogede. Jesu daglige tungemål var ikke hebraisk, men aramæisk, idet det romersk-besatte Palæstina på hans tid var præget af aramæisering samt af græsk og latin.
Aramæisk er et syrisk sprog, der er beslægtet med hebraisk (måske som forholdet mellem dansk og færøsk). Trods en række ligheder er der ikke tale om to varianter af samme sprog. Aramæisk og hebraisk regnes som to selvstændige sprog på grund af vigtige forskelle. De er begge semitiske.
Bernard Spolsky er født i New Zealand. I dag er han professor emeritus ved Bar-Ilan Universitet. Hans bog gennemgår de jødiske sprog over 3000 år. Den er videnskabelig og bygger på empiriske data.
Bogen beskæftiger sig med mange lingvistiske emner, for eksempel forholdet mellem græsk, latin og hebraisk i Palæstina i århundrederne før/efter Jesus.
Derudover trækker han tråde til arabisk og afrikanske sprog. Han skriver om Bibelens sproglige kilder og kommer også ind på Dødehavsrullerne. Et kapitel handler om jiddisch.
Men lad os fokusere på hebraisk, i vor tid (også kaldet ”ivrit”). Det første kapitel i Spolskys klare og interessante værk bærer titlen: ”Er hebraisk et truet sprog?”.
Hvordan er sprogets fremtidsudsigter i en højteknologisk, globaliseret verden? Er det i fare for at uddø? Trues hebraisk af indvandringen af over en million russisk- og ukrainsktalende, som gerne taler deres eget modersmål? Og hvad forårsager amerikanske tv-serier, internettet og alle de engelske låneord, som ikke mindst ungdommen ynder at gebærde sig i? Lignende spørgsmål kunne man også stille til dansk!
Nogle sprogfolk er bekymrede for hebraisk, men ikke Spolsky. Skønt hebraisk har mange varianter i dagligdagens sprogpraksis (såsom ordforråd og udtale) og trods områdets sammensatte etniske demografi, mener han, at hebraisk er stærkt forankret i staten Israel.
Der er en tydelig sammenhæng mellem sprog, etnicitet, ideologi og realpolitik. Spolsky kommer ind på en teori om sprogdomæner, hvor den enkeltes sprogpraksis varierer fra person til person, og fra gruppe til gruppe. Han inddeler et menneskes talesfærer i fem sprogdomæner: 1) familie, 2) venskab, 3) religionsudøvelse, 4) uddannelse og 5) job.
I Israel står hebraisk stærkt inden for domænerne uddannelse og jobmarked, hvor der overvejende kommunikeres på hebraisk. Det samme gælder på det religiøse område, idet hebraisk for majoritetsbefolkningen er det liturgiske sprog. Derimod anvender muslimske og kristne minoriteter arabisk og græsk i liturgien.
Til gengæld kan sprogpraksissen variere i de første to domæner. Blandt israelske arabere i Haifa og Jaffa ses det, at der tales arabisk i hjemmet og med vennerne, men ofte hebraisk i skolen og på arbejdspladsen.
I en jødisk immigrantfamilie fra Ukraine kan det være, at forældrene fortsætter med at tale ukrainsk derhjemme, fordi de synes, at hebraisk (som har et andet alfabet end det latinske og det kyrilliske) er svært at lære, hvorimod deres børn altid taler hebraisk uden for hjemmet, i skolen og med vennerne.
ISRAEL ER ET INDVANDRINGSLAND, hvor alle slags sprog tales, og hebraisk er udset til at binde indbyggerne sammen. Hvor lang tid går der, førend en immigrant sprogligt kommer på niveau med en habil indfødt hebraisktalende? Cirka syv år, bedyrer Spolsky. Hebraisk er det førende sprog i domænerne uden for hjemmet - altså ude i samfundet, hvor mange mennesker færdes og kommunikerer. Sproget viser sig vitalt og kreativt fornyende.
Faktisk er det hebraiske sprogs kommunikative infrastruktur i form af bogudgivelser, aviser, videnskabelige tidsskrifter, radio og tv, scenekunst og andre former for formidling så veludbygget, at sprogprofessoren anser moderne hebraisk for at være levedygtigt trods massiv kulturel påvirkning fra andre kilder som engelsk, russisk og arabisk.
Alt i alt er Spolsky optimistisk med hensyn til det genoplivede hebraisk, for med sine cirka 130 år på bagen er det i dag det vigtigste dagligsprog for størstedelen af israelere. Det er det dominerende sprog i en nationalstat, uden fare for at balancen med andre sprog tipper.
Her kunne det som dansker være relevant at spørge om, hvorledes det ser ud med dansk? Set fra et nutidigt synspunkt kan man hævde, at også det danske sprog er udfordret af mangfoldige påvirkninger. Og dansk er et endda mindre sprogområde end hebraisk.
Er dansk truet? Ikke direkte truet, men nok trængt, for eksempel af indflydelsen fra engelsk, ikke mindst på tv og i akademisk forskning. Er dansk ikke værd at bevare som forskningssprog?
Da dansk har stor affinitet med engelsk (som er udviklet under påvirkning fra blandt andet dansk i Vikingetiden), føles den anglofone indflydelse ikke fremmed. Og påvirkning er ikke nødvendigvis dårlig i sig selv.
Det er svært at skærme et sprog imod ydre påvirkning udefra, men jeg er optimist på det danske sprogs vegne, hvis vi forstår at værne om det. Det er nærliggende at spørge: Har Folketinget mon formuleret nogen politik, der aktivt skal bevare og styrke vores sprog og dansk sprogkultur?