SIDEN SØREN PAPE POULSEN kom til som politisk leder for os konservative, har medierne stået på tæerne af hinanden for at spørge Søren, hvad han vil gøre anderledes, hvordan politikken nu bliver forandret, hvordan partiet (underforstået holdningerne) skal moderniseres og hvilke nye budskaber, han kommer med. Han er tilmed - blandt andet i ”Bag Borgen” - blevet kritiseret for at stå på solid konservativ grund og fastholde gode konservative mærkesager.
Medierne forstår tydeligvis ikke, at Søren har fået opgaven, fordi han er kernekonservativ. Fordi han mener det samme som os i folketingsgruppen, fordi hele hans livsførelse og hans væsen er konservativt. Vi, der har kendt Søren i mange år, ved, at når Søren åbner munden, så varmes ethvert konservativt hjerte.
Så nej, Søren skal ikke føre ny eller anderledes politik. Gjorde han det, ville vi slet ikke have ham. Vi konservative er stolte af at være konservative. Og vi arbejder for de konservative værdier, fordi vi mener, at de er gode og sunde for samfundet.
Det er derfor lodret forkert, når blandt andre Kurt Strand i en mediekommentar i Kristeligt Dagblad den 15. august påstår, at vi er på jagt efter en ny identitet. Det er vi ikke. Og da Søren er indbegrebet af en konservativ, så får vi heller ikke en ny identitet med ham.
Men måske kan Søren Pape Poulsen netop blive manden, der får banket ind i hovedet på Kurt Strand og hans ligesindede, hvad den konservative identitet altid har været. Det er tydeligvis glippet for os andre indtil nu.
For i samme artikel påstår Kurt Strand også, at Søren Pape Poulsen som homoseksuel repræsenterer en interessant modsætning til det konservative partiprogram. Magen til sludder skal man lede længe efter.
SOM KONSERVATIVE har vi altid haft stor respekt for forskelligheden og værnet om menneskers ret til at være forskellige og sætte forskellige værdier højt. En konservativ er stolt af sine værdier og ikke bange for at sige, at han finder dem bedre end andres. Og en af de væsentligste værdier for os konservative er netop respekt for og ikke mindst anerkendelse af, at vi som mennesker er forskellige.
Vi bygger hele vores værdimæssige fundament på, at mennesker er forskellige og derfor skal behandles forskelligt. Og da vi ser mangfoldigheden som en styrke, ser vi heller ingen grund til at gemme den væk.
Det er derfor, vi mener, at de sociale ydelser skal målrettes dem med størst behov. Andre kan og må klare sig selv - fordi mennesker er forskellige. Det er derfor, vi mener, at der skal mere holddannelse til i folkeskolen, for at både de stærkeste og de svageste elever bliver hjulpet på netop deres niveau - fordi børn er forskellige. Det er derfor, vi mener, at familierne selv må dele barselsorloven imellem mor og far, frem for at staten skal definere, hvad der er rigtigt - fordi familier er forskellige.
Fordi vi anerkender, at der er forskel, og ser mangfoldigheden som en styrke, er vi heller ikke bange for at italesætte forskellene: Nogle kan klare sig selv, andre har behov for hjælp. Det er ikke uværdigt, det er blot et faktum.
Nogle er gode til matematik, andre er bedre til at male. Det ene er ikke bedre end det andet, tværtimod er det til gavn for vores samfund, at vi både har dygtige professorer og dygtige håndværkere.
Nogle kvinder ønsker at leve et liv, hvor karrieren fylder det meste, mens andre kvinder hellere vil bruge ekstra tid sammen med børnene. Vi har fuld respekt for begge dele.
Og ligesom vi gerne italesætter forskellene mellem de boglige og de kunstneriske begavelser og mellem mænd og kvinder, så italesætter vi også uden problemer forskellene på folks seksualitet.
Som borgerlige rummer vi derfor også helt naturligt homoseksuelle - Søren Pape Poulsen har for eksempel været medlem af partiet i 25 år. Men vi er ikke bange for at sige, at homo- og heteroseksuel er to forskellige ting. Og ligesom med så meget andet betyder det ikke, at vi rangerer de to - blot at vi anerkender forskellen og bramfrit italesætter den.
JEG TROR IKKE PÅ, at vi nogensinde får reel ligestilling, før alle tør italesætte de faktuelle forskelle, der er på os mennesker. Så længe kvinder stadig bliver favoriseret med kvoter og særlige stipendiater, er vi ikke for alvor fri af fordommene.
Men jeg er stolt af at være kvinde. Jeg vil ikke være mand. Og jeg kan ikke bruge det til noget som helst, om andre kvinder får et stipendiat eller kommer i en bestyrelse. For mig er det vigtigt, hvilke job jeg kan klare - ikke fordi jeg er kvinde - men fordi jeg er kvalificeret til det.
Og på samme måde gælder det for homoseksuelle. Så længe vi ikke må italesætte, at der er forskel, så længe folk frygter at sige det højt, så er der ikke reel ligestilling. Hvis ikke man vil kalde et registreret partnerskab for et ægteskab, så er man partout dømt som værende imod de homoseksuelle. Et ægteskab har altid historisk, sprogligt og kirkeligt været foreningen mellem en mand og en kvinde. Det betyder ikke, at et tilsvarende juridisk forhold mellem to af samme køn er mindre værd. Det er bare noget andet. Og det skal vi da ikke være bange for at sige højt.
Under forsøget på at kalde registreret partnerskab for ægteskab ligger jo en tone af, at registreret partnerskab ikke er lige så godt som ægteskab. Men den præmis køber jeg simpelthen ikke.
Når vi konservative gik imod Manu Sareens (R) forslag om at ændre på navnet, var der således tale om semantik og historisk forståelse. Begrebet ægteskab er taget. Det har altid betydet et partnerskab mellem mand og kvinde. Derfor må partnerskab mellem to af samme køn hedde noget andet. Resultatet af den nuværende lovgivning bliver blot, at der er ægteskabet og homoægteskabet - altså fortsat to begreber. Og hvad har vi så opnået andet end at ændre på vores sproglige tradition?
Dertil kommer den meget kritisable måde, der blev ageret over for folkekirken. Men det vil jeg gemme til en anden gang. Blot vil jeg nævne, at vores konservative udgangspunkt i forhold til den kirkelige handling altid har været det, som Søren Pape Poulsen også har fremhævet: Det skal kirken selv bestemme.
Vi har således i alle årene afholdt os fra at ville ændre på ritualet, fordi kirkens folk overvejende har været imod. Da vi noterede os en ændring inden for kirkens egne rækker, udarbejdede den konservative kirkeminister et forslag, som skulle give kirken mulighed for at gøre par af samme køn til kirkeligt viede livsledsagere. Desværre kom den røde regerings frygt for semantikken i vejen for den ellers meget salomoniske løsning, som nok også langt bedre kunne have rummet den tilbageværende modstand inden for kirken.
Søren er derfor - og af så mange andre grunde - på ingen måde en modsætning hverken til det konservative program eller de konservative værdier. Tværtimod er han i hele sit væsen rundet af netop de værdier. Og ligesom mange af os andre på ”indersiden” ved han, at de værdier giver plads til at være karrieremenneske, hjemmegående, topatlet, handicappet, mand, kvinde, hetero, homo og trans. Blot er vi i modsætning til så mange andre ikke bange for at italesætte den mangfoldighed, vi mennesker er udtryk for, eller de forskelle, som det nødvendigvis bringer med sig.
Så nej. Vi konservative leder ikke efter en ny identitet. Vi er stolte af den, vi har. Men vi har en stor opgave med at få Kurt Strand og hans ligesindede til at forstå, hvilke værdier, der bærer den identitet. Personligt både tror og håber jeg, at Søren Pape Poulsen vil være manden, der får også kommentatorer og andre uden for partiets snævre kreds til at forstå, hvad partiets identitet altid har været.