I 1955 UDSENDTE den danske forfatter Villy Sørensen en novellesamling under overskriften ”Ufarlige historier”. En af historierne hed ”De forsvundne breve”. Historien handler kort fortalt om et postbud, der bliver overfaldet og oven i købet myrdet, fordi han ikke vil aflevere sin posttaske til en bølle.
Det viste sig, at der kun var ét brev i den frarøvede taske. Det var nemlig blevet umoderne at sende breve, og postbudene var derfor begyndt at lave alt muligt andet, for eksempel lave mad, passe børn og tømme skraldespande. Det frarøvede brev viste sig oven i købet kun at indeholde et par biografbilletter.
Under den efterfølgende retssag mod bøllen kom det frem, at bøllen aldrig selv havde modtaget et brev. Adskillige andre borgere i byen savnede også breve, og ved en ”opgørelse” viste det sig, at der faktisk var tale om flere tusinde savnede breve, som borgere mente skulle være på vej til dem - men som altså aldrig var nået frem.
Jeg har læst historien for mange år siden, men når jeg kom i tanke om den netop nu, er det, fordi den er aktuel i forhold til min sommeroplevelse.
Min kone og jeg ville tage i sommerhus i juli. Det er dejligt at skifte adresse til et sommerhus en gang om året. Tidligere gik jeg ned på vores lokale postkontor, hvor jeg udfyldte en blanket med midlertidig adresseændring.
Men vores lokale postkontor er blevet lukket. Så nu skal man bare gå ind under www.postdanmark.dk. Så ser man portrættet af en smilende dame, og når man derefter har overskuet hjemmesidens forskellige menuer, når man til sidst frem til det sted, hvor man med brug af NemID omhyggeligt skal udfylde rubrikker med navn og nuværende adresse.
Derefter udfylder man sin ferieadresse og skriver dato for første og sidste leveringsdag af post. I sandhedens navn gjorde jeg det samme med hensyn til avisen.
Her fik jeg oven i købet telefonisk hjælp af en venlig medarbejder, som fortalte, at man ikke bare kunne ændre adressen til Reersø, 4281 Gørlev, men at der skulle stå Reersø Strand, 4281 Gørlev. Kristeligt Dagblad kom til tiden alle dagene i juli. Men hvor blev posten af?
De første dage tænkte jeg, at det nok var, fordi der jo ikke kommer særlig megen post i juli måned, men alligevel. Det kunne da ikke passe, at der i løbet af en uge ikke dukkede et eneste brev frem.
KILOMETER VÆK - i Dianalund - ligger vores hjemadresse. Og der skal jo vandes lidt blomster, når solen skinner det meste af dagen. Så en gang om ugen måtte vi tage turen til byen, og for en god ordens skyld måtte jeg da lige se, om der skulle være noget i postkassen.
Jo, reklamer og adresseløse forsendelser. Men minsandten om der ikke også var tre rudekuverter. Det kunne jo ingen steder passe. Jeg tog mig lidt til hovedet og skrev via Post Danmarks hjemmeside og NemID en ”klageskrivelse”. Der måtte jo være tale om en fejl.
Tilbage til sommerhuset på Reersø åbnede jeg de næste dage naivt postkassen med nøglen, hvortil der er bundet en lille hulsten med påskriften ”Post”. Men der var ingen post - altså bortset fra Kristeligt Dagblad, som jeg jo selv havde omadresseret. Nu var jeg ved at opgive.
Men der er jo så meget andet, man kan gøre ved sommerhuset end at læse rudekuverter med regninger, der skal betales. Så det endte med, at jeg blot nød samværet med min kone og mine børnebørn, morgenturen til vandet og et havbad i glitrende morgenlys, morgenkaffen, rundstykkerne og avislæsningen ved bordet i det dugvåde græs, kajakturene, boglæsning, håndskrivning af et par breve til venner og familie, cykelturen til Reersøs lille havn, hvor børnebørn gerne vil fange krabber og til sidst solnedgangen over Storebælt efter en lang og dejlig dag. Som man kan forstå kunne disse ting udmærket gøre det ud for postvæsenet og alle rudekuverterne.
De gange, vi i juli tog turen til byen for at vande blomster, kiggede jeg efter i postkassen, hvor jeg hver gang fandt post, der burde have været omadresseret.
Nu er vi atter flyttet ”hjem”. Jeg satte mig efter hjemkomsten sidst i juli til computeren for at skrive til Post Danmark om mine sommeroplevelser. Efter afsendelse af hilsenen om de lidt frustrerende hændelser, kommer der en mail, hvori der står, at man vil få svar fra Post Danmark inden for seks-otte hverdage.
Dagenes antal er ved at være gået, og jeg har stadig ikke hørt fra den organisation, der har mindst 150 års erfaring i at sørge for at breve ikke forsvinder, men bliver bragt ud til adressaten.
SÅ ER DET, jeg kommer til at tænke på Villy Sørensens novelle ”De forsvundne breve”. Hvad er det, der sker i vores informations- og kommunikationssamfund? Prøver man at ringe til firmaet/organisationen, får man kun musik i ørerne og en reklamestemme, der fortæller, hvor mange ting det er muligt at gøre ved at bruge Post Danmarks hjemmeside. Og så er der i øvrigt også ofte i disse sammenhænge mulighed for at deltage i en tilfredshedsundersøgelse!
Jeg synes, det er problematisk, at vores hæderkronede danske postvæsen i disse elektroniske mail-tider ikke er mere fremme i skoene, så der er optimale muligheder for at modtage post - også i sommerferien. Det er for at sige det bramfrit ”dybt go'nat”. Det kan måske ikke altid være retfærdigt at sammenligne med de gode gamle dage, men i min barndom i 1950'ernes Kolding blev der uddelt post tre gange om dagen!
Jeg kunne fristes til at indsætte ordet ”håndskrevne” i overskriften. For også de håndskrevne breve er forsvundet - selvom man ikke kan beskylde Post Danmark for det.
De håndskrevne breve er noget særligt. Et af mine børnebørn har været på efterskole, og pludselig hørte jeg gennem hendes mor og far, at hun faktisk godt kunne tænke sig at få et brev en gang imellem. Lidt målløs skrev jeg et brev til hende og nævnte, at jeg faktisk synes, det er fantastisk, at et håndskrevet brev kan konkurrere med både sms'er og Facebook.
Det håndskrevne brev er langsomt. Man kommer lidt ned i gear, når man skriver det. Og man gør sig måske mere umage med at formulere noget, der ligger lidt dybere, end hvis man blot skulle kommunikere elektronisk. Det håndskrevne brev gemmes oftere end mails, der slettes. Man kan tage det frem årtier senere og kigge ind i sin egen historie.
Det elektroniske brev har nemmere ved at blive historieløst. Jeg har blandt andet haft stor glæde af at læse såkaldte ”vandrebreve” skrevet mellem 1937 og 1950 af seks familier bestående af mostre og onkler.
Det var den tids forsøg på at binde en søskendeflok på seks sammen, når de nu boede spredt over det ganske land. Man skrev i et kollegiehæfte og videresendte hæftet inden for den berammede tid. Overskridelse medførte ”bøde” i form af ekstra frimærker! Herlig læsning af livet for fuld udblæsning.
Villy Sørensens novelle om de forsvundne breve ender grumt med, at bøllen, der stjal postbuddets taske, bliver tortureret ihjel i borgernes forsøg på at få sandheden frem. Man ville have at vide, hvor han havde lagt de mange breve. Han bekendte da, at han havde lagt dem på havets bund, men han nåede ikke at sige hvor, før han udåndede.
Denne hændelse i novellen satte ifølge Villy Sørensen gang i brevskriveriet. Efter bøllens begravelse begav menneskene sig - opløftede og styrkede af præstens begravelsestale - på hjemvejen, mens stjernerne lyste, og de aftalte glade, at de straks ville gå hjem og skrive alle de breve om, som de havde skrevet i de sidste år, men som ikke var nået frem til deres bestemmelsessted “
Hermed opfordringen: Lad ikke brevene eller brevskrivningen forsvinde på havets bund!
Og til Post Danmark: Se så at få de breve bragt ud - også når det er sommerferie!