En tilfældig dag i juni, mens årets studenter sprang ud, oplevede den ene af denne kroniks forfattere inden for en halv time, at tre forskellige kunder spurgte om Anne Marie Pahuus' bog ”Kærlighed” i den boghandel, hvor han tilfældigvis også ledte efter en studentergave.
Måske skulle han have lyttet og også indlemmet den bog i sin gave, fordi det er en klog bog, og fordi mange har så store indre kampe med netop ”kærligheden”.
Kærlighed er skøn, når vi drømmer om den, og når vi bliver forelskede. I hverdagen er den glimtvis også skøn og livsnødvendig, dog oftere meget kompliceret og lunefuld. Kærligheden rummer de store følelser, og den kræver opmærksomhed, pleje og et stort ”arbejde” for at blive holdt levende og frodig.
I de allerfleste mellemmenneskelige relationer er kærligheden til stede i en eller anden form. Den findes i venskabet, i kollegialitet og i godt naboskab som en genklang af kristendommens dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og af hele dit sind og din næste som dig selv.” (Matt. 22,37ff.).
De fleste tænker nok mest på kærlighed i forhold til deres kæreste eller ægtefælle og børn. En hel del tyder dog på, at vi alle ville have gavn af at læse den lille bog, som mange studenter fik i gave, for det forekommer os, at vi er inde i en udvikling, hvor vores syn på kærligheden og dens former i de mange mellemmenneskelige relationer ændrer sig meget.
Vi kan aflæse det i ægteskabets holdbarhed og gennemsnitlige varighed. Danmarks Statistik fortæller, at 43 procent af alle ægteskaber ender i en skilsmisse. ”Skilsmisseprocenten” for papirløse ægtefolk er endnu højere. Undersøgelser viser også, at det ikke bliver lettere i andet eller tredje ægteskab. For her er skilsmisseprocenten henholdsvis 60 procent og 70 procent. I dag udgør de såkaldte ”regnbuefamilier” 45 procent, mens 55 procent af samtlige familier er par kun med fælles børn.
Antallet af familier med enlige mødre er steget med 25 procent, mens familier med enlige fædre er steget med 50 procent siden år 2000. Syv procent af de enlige mødre lever under OECD's fattigdomsgrænse. De negative følger ved at være skilsmissebarn går over flere generationer. For eksempel kan fraværet af en forælder, der kan hjælpe med lektier og andet i dagligdagen, betyde, at skilsmissebørn klarer sig dårligt i forhold til uddannelse, arbejdsmarked og livskvalitet.
Skilsmisser angives for eksempel som hovedårsagen til, at flere lejere sættes ud af deres boliger (Socialforskningsinstituttet). Den sociale arv er tung, også når det angår skilsmisser. Risikoen for en skilsmisse er således mange gange højere, hvis det unge pars egne forældre også er skilt.
Vi ved fra forskningen, at den største gave, man kan give til et barn, er at hjælpe dets forældre til gode og stabile relationer. Den lykkelige skilsmisse findes måske for forældrene, men børnene er altid tabere. Vi ved fra talrige undersøgelser, at det betaler sig at investere i forebyggelse af samlivsbrud, og at parkurser faktisk virker. At forebygge sammenbrud i danske familier handler ikke kun om økonomi, men først og fremmest om ”de gode liv” - om indbyrdes kærlighed, om godhed, tålmodighed og tilgivelse.
I både katolske og protestantiske kirker rundt om i verden er der et stadigt stigende fokus på kirkernes ansvar for at hjælpe de unge par til et bedre samliv. Mange steder arbejder man med kurser, hvor der både indgår psykologiske, praktiske og etiske elementer.
Mange bygger på solid forskning fra for eksempel University of Denver, hvor Howard Markman er en af verdens førende eksperter i samlivsforskning. Han er professor i psykologi på ”Center for Marital and Family Studies” og medforfatter til bogen ”Kæmp for kærligheden”.
Denne bog anvendes som grundbog af det danske ”Center for Familieudvikling” i deres såkaldte PREP-kurser (Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold). PREP-kurserne har til formål at reducere det meget store antal skilsmisser i Danmark og øge oplevelsen af kvalitet i parforholdene. Familiestyrelsen oplyser, at 90 procent af de par, der fik kurset via Familiestyrelsen, stadig var sammen et halvt år efter kurset.
Knap halvdelen af alle ægteskaber i Danmark indgås i folkekirkeligt regi. Ud over præsternes sjælesorg har folkekirken indtil for nylig kun haft sporadiske tiltag til at tilbyde par hjælp, uddannelse og støtte i den svære kunst at forblive sammen i ægteskabet eller parholdet.
I folkekirken bør vi overveje, om vi ikke af mindst to grunde - i samarbejde med andre - burde ofre dette område meget mere opmærksomhed. For det første er der det sociale ansvar, som folkekirken som institution i samfundet tidligere tog meget mere af, og som der igen kaldes på. For det andet kan en fokusering på det sociale ansvar være en opfølgning af både vielsesritualets og vielsestalernes ord og hensigt.
Vielsesritualet nuancerer kærlighedsbegrebet, så det rummer mere end de store følelser eller en romantisk kærlighed. Ritualet taler om den etiske forpligtelse, det er at sige ”ja” til en anden. Det indebærer ikke kun at ”få”, men så sandelig også en forpligtelse til at give (sig selv) og et ansvar for den andens liv i gode og onde dage.
Vi taler vel at mærke ikke her om, hvorvidt det er moralsk og kristeligt forkert at blive skilt. Det forholder vi os ikke til; derimod forholder vi os til, at der både før, under og efter et ægteskab, er et social-etisk ansvar mellem de to og ikke mindst et ansvar for eventuelle børn og øvrig familie.
Det er en evangelisk opgave at pege på det ansvar - også i forhold til lovgivningen og i forhold til samfundets støtte og hjælp til familierne, og sidst men ikke mindst, fordi et ægteskab kristeligt talt ikke kun er et forhold mellem to mennesker.
Det er også et forhold, hvor den tre-enige Gud er med som livets Skaber og Giver, som kærligheden, som tilgivelsens og forsoningens mulighed, og som den, der altid holder muligheden for velsignelse foran mennesker. Ikke som fortjeneste, men som håb og tro og livsmod.
I folkekirken er der flere og flere, der peger på kirkens sociale og diakonale ansvar. Der kan peges på de efterhånden massive fattigdomsproblemer i visse landsogne og i dele af de større byer. Der kan peges på prostitution og trafficking, på massive misbrugsproblemer, på omstrejfende børn og unge og så videre. Det er der allerede en del, der beskæftiger sig med og øver en stor indsats i forhold til.
Et nyt område, vi vil pege på, er, som det fremgår af denne kronik, familiernes og ægteskabets/parforholdets vilkår. I samarbejde med andre offentlige institutioner og myndigheder har folkekirkens ansatte og præster meget at tilbyde med hensyn til rådgivning og støtte.
Menighedsråd og provstier er i færd med at forfine deres visioner og handlingsplaner og bringe dem i bedre overensstemmelse med befolkningssammensætningen i de enkelte sogne og provstier og ikke mindst i overensstemmelse med de knappe budgetter.
Bag alle de tal, som menighedsråd nødvendigvis skal forholde sig til, er der mennesker, der alle på en eller anden måde indgår i en familie.
Hvert eneste menneske kender til at elske og kender behovet for at blive elsket og holdt af, men i vor tid er der mange, for hvem dette ikke falder så let, som det kunne ønskes. Her er en opgave, som venter på, at flere sogne, medarbejdere, præster og provstier tager den op.